Borderlands 2

Anmeldt af: Lars Grubak Larsen - 18. september 2012 - kl. 06:00
Del denne artikel:
19 0

Gearbox tager os med tilbage til planeten Pandora i et spileventyr, der på alle måder er sin forgænger overlegen.

På trods af en yderst varm modtagelse fra et samlet kritikerkorps, blev jeg aldrig rigtig fanget af det originale Borderlands. Når jeg så forbi den charmerende tone og det imponerende våbenudvalg, så jeg en fattig hybrid af en open world-RPG og en shooter. RPG-elementerne var overfladiske og shooter-delen ikke solid nok fra et spilmekanisk synspunkt. Jovist, co-op var ganske underholdende i små portioner, men sandheden var, at det simpelthen blev for ensformigt efter ganske kort tid, specielt når jeg spillede alene.

Lad mig introducere Borderlands 2. En spiloplevelse, der ganske vist ligner sin forgænger meget ved første øjekast, men som har formået at forbedre hvert eneste aspekt i en grad, der gør, at jeg tænker på at spille det, når jeg ikke er i nærheden af min PS3. Jeg har faktisk mere lyst til at afslutte denne anmeldelse og genbesøge Pandora. Det har kun ganske få spil formået.

Der er der flere grunde til. Hele Borderlands-universet har fået en gevaldig overhaling og er nu spækket med skæve personligheder, du ikke kan vente med at møde. Hvad end det er venner eller fjender. Humoren i spillet er en væsentlig drivkraft, for den skubber dig fremad, fordi du lige skal se, hvor historien vil tage dig hen og hvilke aparte opgaver, du vil blive stillet. Det første spil forsøgte sig med nogenlunde samme tone, men i Borderlands 2 fungerer det, og hele spillet – hovedmissioner, sidemissioner, kommentarer fra allierede og fjender, små tekster under indlæsningssekvenserne – er bare mere kløgtigt skrevet og emmer af dedikation. Det giver de trods alt meget enslydende missioner – ’tag derhen, skyd dem der, gentag’ – lidt tiltrængt kulør.

Historien er faktisk forfattet af Anthony Burch, som nogle måske vil kende fra den parodierende webserie Hey Ash, Whatcha Playin'?, der omhandler søskendeparret Ashly og Anthony. Også Ashly Burch har fået en rolle i Borderlands 2, som den dynamitglade og helt vanvittige lillepige Tiny Tina. Der er ikke noget at sige til, at spillet er morsomt.




Den almægtige loot er naturligvis en anden drivkraft, der umuligt kan ignoreres. Missionerne i Borderlands 2 er strengt taget udgjort af en masse små områder i en stor, åben verden, hvor du skal tilintetgøre samtlige fjender for at fortsætte. Fjenderne selv lader genstande som våben, ammunition og penge være tilbage, når de er faldet, men for at det ikke skal være nok, er der strøet alskens skattekister rundt i områder, som bare venter på at blive udforsket. Og det er simpelthen så forbandet fristende, at man umuligt kan lade et hjørne af spilpladen forblive uudforsket. For tænk nu, hvis man kunne finde et våben, der er bedre end noget andet håndvåben, man i forvejen har i den bugnende rygsæk. Bare vent. Du kommer til at blive draget af synet af den lille grønne lampe, der befinder sig på enhver beholder med fristende loot, og du kommer til at elske måden, hvorpå kisterne åbner.

Samlet set leverer alle disse enkelte aspekter en spiloplevelse, der føles evigt frugtbringende. Fjenderne afgiver små tal, der angiver, hvor megen energi de mister, hver gang, man træffer dem, og når de lægger sig, bliver man straks fortalt, hvor mange erfaringspoint, man har opnået ved drabet. Overalt ligger der genstande af værdi, som man kan beholde eller sælge i spillets salgsautomater, hvor man kan købe nye våben og skjold. Det er måske banalt, men der er en form for primitiv tilfredsstillelse over det, og man føler et konstant fremskridt i takt med, at ens figur stiger i level.

Det første Borderlands havde det samme system, men grunden til, at det fungerer i Borderlands 2 er, at det simpelthen bare er mere underholdende at spille. Fjenderne er mange og varierede, det samme med områderne, der lader dig slås i både sne, ørken, bjerglandskaber og mere frodige miljøer. Og spilmekanisk er det en langt mere tilfredsstillende oplevelse at kaste sig ud i lange skuddueller, hvor man bliver presset tilbage i banerne af fjendernes aggressivitet og nogenlunde kløgt. Våbnene føles tungere – måske er det den lille vibration, de nu afgiver ved hver træffer – og man nyder skududvekslingerne, også selvom de kan være yderst udfordrende og koste mange liv. Heldigvis er der placeret check points med passende mellemrum, og man behøver næsten aldrig kæmpe mod en fjende, man allerede har dræbt en gang på en given mission. Man render da ind i enkelte mærkværdige beslutninger fra den kunstige intelligens, som at visse fjender bliver stående selvom man skyder på dem, men i det store hele er Borderlands et potent og velfungerende actionspil.

Hvad angår spillets bilsekvenser er historien en lidt anden. Bilerne, som du bruger, når en mission kræver, at du tilbagelægger større distancer i den enorme verden, føles meget klodsede, og det føles ikke naturligt at styre dem med analogpindene alene. Her havde det fungeret bedre, hvis speederen var placeret på en skulderknap i stedet.




Man spiller som en ud af fire klasser – Commando, Gunzerker, Siren og Assassin. Visuelt er det begrænset, hvor meget, man kan skræddersy dem, men evnemæssigt er der et væld af forgreninger, der kan tilpasset lige præcis den måde, man ønsker at spille på. Og det nye ’Badass’-system lader spilleren gennemføre en masse løbende udfordringer, der udmønter sig i at ens stats – eksempelvis, hvor meget ens skud skader - bliver yderligere polstret. Det fungerer fint, og det, at man ikke drukner i stats passer spillets actionfokus rigtig godt.

Også i co-op er Borderlands 2 en stærk oplevelse. Man kan spille med op til tre venner, og spillets sværhedsgrad tilpasses antal spillere. En morsom detalje er, at al loot bliver delt imellem spillerne, hvilket betyder, at et spil Borderlands 2 i co-op ganske hurtigt kan udvikle sig til en alvorlig omgang mundhuggeri, fordi ens venner snupper alle genstandene for næsen af en. Bemærk, at 2K Games ikke har tilladt os at spille online inden denne anmeldelse, hvorfor den smule co-op, vi har spillet, har været i split-screen. Forvent derfor en tilføjelse, hvor vi bedømmer multiplayeraspektet af Borderlands 2.




Både billedsiden og lydsiden er finpudset i en grad, hvor kun de allerstørste titler kan være med. Historien og dens karakterer er velskrevet, meget velskrevet endda, men uden en stald fyldt med talentfulde stemmeskuespillere til at realisere den, ville det ikke betyde meget. Heldigvis er stemmearbejdet af høj kvalitet, og de ofte hylemorsomme replikker leveres med den helt rette timing. Jovist, man render nogle gange ind i en generisk leveret kommentar fra en NPC, når man render rundt i spillets hub-by Sanctuary, men resten, hvad end, de falder i hovedmissioner eller endda mindre sidemissioner, er umulige at sætte en finger på. Jeg tog ofte mig selv i at småklukke under selv de mindste missioner, og det siger noget om det arbejde, der er lagt i hele spillet. Også soundtracket, som blandt andet danske Jesper Kyd har arbejdet på, gør sig meget positivt bemærket.

Den cel-chadede verden oser af samme kvalitet, og den særprægede og levende streg klæder universet i Borderlands 2 rigtig godt. Især karakterdesignet er vældig inspireret, og når man tror, man har regnet en karakter ud, når denne introduceres ved en kort, eminent produceret introvideo, vender de ofte det hele på hovedet. Borderlands 2 er overordnet bare et rigtig flot spil, hvis farvefulde miljøer, du vil nyde at udforske.

Borderlands 2 er et kæmpe spil, der vil tage mange, mange timer at gennemføre. Og man kommer til at bruge mange timer, for spilverdenen er så indbydende, den mægtige loot så dragende og de underholdende bossfights så medrivende, at man ønsker at genbesøge planeten og opleve den på ny igennem øjnene på en ny spilfigur. Det er ufortyndet narkotika i spilform, og det tætteste, vi PS3-ejere kommer noget, der kan minde om Diablo. Men nok om det… Pandora kalder.
Fakta
Borderlands 2

Borderlands 2

Platformplaystation 3
UdviklerGearbox Software
Udgiver2K Games
Spillere4
Udgivelsesdato21-09-2012
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Sex Stærkt sprog Vold
Følg PSlife her
+ - Vanvittigt vanedannede - Flot præsentation - Kan spilles igen og igen
- Klodset styring i bilsekvenserne - Teksturer indlæses langsomt - Enkelte fejl med den kunstige intelligens
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:10
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.