Borderlands

Gearbox har forsøgt at udvikle et spil, som skal tage gamere med storm oven på den knap så gode modtagelse af deres sidst udgivne spil, Brothers in Arms: Hell’s Highway. Spillet udkom på et tidspunkt, hvor Call of Duty: World at War var parat til at indtage markedet, og EA’s Medal of Honor: Airborne allerede var blevet udgivet. At Gearbox’ 2. verdenskrig shooter fik dårlige ord med på vejen af anmeldere, hjalp heller ikke på populariteten ved spillet, og det er synd, for det havde (og har stadig), efter min mening, meget at byde på. Men anderledes står det til med Borderlands, for det har ingen direkte konkurrenter, og det forsøger at blande to populære genrer; shooter og rollespil, hvilket næsten kun kan glæde alverdens gamere. Eller hvad?






Historien i Borderlands er ikke særligt omfattende, og i store træk handler det om, at planeten Pandora huser et skattekammer, der kun åbnes en gang hvert 200 år. Det er derfor her målrettede eventyrer vil gøre alt for at komme i besiddelse af dyrebare skatte. Men dette plot står ikke fuldstændigt klart for spilleren, som må nøjes med at få opgaver af forskellige personer på Pandora, og en kvinde til at give små hints om historien via simple og kiksede radio-/videosekvenser. Det er lidt synd, at der ikke er mere dybde i historien for RPG-spillere, men Gearbox har formentlig valgt at gøre den simplere for at tilgodese flertallet. Borderlands er som sagt en krydsning mellem et first person shooter og et rollespil. Det byder på singleplayer med en åben verden, split screen multiplayer for 2 spillere og sidst men ikke mindst online co-op for op til 4 spillere.

På planeten Pandora findes der (mildt sagt) mange uhyrer i forskellige former og varianter, og dermed er effektive våben et must. Man har utallige muligheder for at opgradere våbnene, og en ganske almindelig revolver kan udstyres med giftpatroner, lasereffekter m.m. Desuden bliver våbnenes egenskaber forbedret desto mere de bruges. Det er et rigtig godt koncept, men det kan forekomme en smule forvirrende at benytte sig af de komplicerede menuer for køb af nye våben, ammunition og ”backpack”.






Inden man begiver sig ud i den åbne verden på Pandora, skal man vælge sig ind på en figurklasse, som stort set afgør, hvordan spillet skal spilles. Der er 4 karakterer: Mordecai, Lillith, Brick og Roland. Mordecai er snigskytte og udstyret med en dødbringende fugl, som han kan sende af sted mod fjenden. Lilliths speciale er at phase-walke, hvor hun dermed kan snige sig ind på fjenden ubemærket. Brick er nærkampsspecialist og har en overarm, der kan sende størstedelen af uhyrerne i gulvet på første slag. Våben er her underprioriteret. Roland er all-round soldaten, som er god til alle slags våben – både i nærkamp og på afstand. Hans specielle træk er at kunne placere et tungt maskingevær omgivet af et stærkt skjold på jorden rettet mod fjenden, hvilket er til gavn for alle på holdet.

I begyndelsen er Borderlands temmelig ensformigt, hvor missionerne er af den typiske slags, hvor det blot går ud på at skaffe en tilfældig fjende af vejen eller eksempelvis købe en granat og dernæst henvende sig til sin arbejdsgiver, som er beboer på planeten. De første timer af spillet opleves som værende alt for nemme, og seriøse udfordringer udebliver. Det er først, når man stiger et vist antal levels, at fjenderne når op på spillerens eget niveau, men det er stadig en lidt flad og ensom oplevelse, og man sidder tilbage med følelsen af, at der godt kunne have været lidt mere modstand og udfordring. Uheldigvis er AI’en langt fra perfekt, og til tider oplever man, at den nærmeste fjende render forvirret rundt, mens en fjende, som befinder sig ved et bjerg længere væk, begynder at skyde mod en. Denne fejl bemærkes dog ikke nær så meget, når man er steget i level og kampene intensiveres.






Gearbox har valgt at holde grafikken i en tegneserieagtig stil, hvilket også er taget i brug i spil som f.eks. Crackdown til Xbox 360 og det seneste Prince of Persia. Nogen vil holde af, ja ligefrem elske den alternative grafik, mens andre vil mene, at det hører fortiden til og ikke er en next-gen konsol værdi. Jeg synes, at det er spændende med en anderledes grafikstil, men der er for meget tegneserie over det. I eksempelvis Crackdown har man lavet en mindre opdeling af figurerne og miljøerne, hvor personerne er holdt i den nye tegneseriestil (dog ikke lige så meget som i Borderlands), og bygningerne m.m. er lidt mere fotorealistiske. Det giver et meget mere nuanceret og helstøbt indtryk, hvor grafikken i Borderlands er ret primitiv i forhold til Crackdown, og der er desuden heller ikke megen variation i omgivelserne.

Et andet kritikpunkt er styringen, som er meget upræcis og knoklet. Det er overraskende, at Gearbox tilsyneladende allerede har glemt, hvordan man laver et godt skydespil, da styringen i Brothers in Arms: Hell’s Highway er væsentlig mere præcis. Det er især over længere afstande, at det tager tid at indstille sigtekornet på fjenden, hvilket er frustrerende. Som first person shooter-spil falder det lidt igennem, men heldigvis brillerer det på andre områder.

Efter en lidt Palle-alene-i-verden oplevelse i singleplayer er det opløftende, at Gearbox har formået at skrue en rigtig solid multiplayerdel sammen. Det er fantastisk, at der er mulighed for at spille split screen, hvilket er et særsyn i dagens spilbranche. Det fungerer rigtig godt, og gæstespilleren får sin egen figur, som ligeledes kan stige i levels. Man er desuden nødt til at deles om de forskellige objekter, som man finder på sin vej, heriblandt ammunition, andet udstyr og penge til køb af våben m.m. Det øger blot samarbejdet, og glæden ved split screen er meget større end ved singleplayer.






Den største positive overraskelse ved Borderlands er online co-op, hvor op til 3 spillere kan vælge sig ind på en 4. spillers spil, og man skal altså fortsætte fra det sted, hvor denne spiller er nået til. De andre spillere tager dog deres egne profiler med, og disse fortsætter med at stige i levels, opgraderer våben osv. Sværhedsgraden stiger i takt med, at deltagerantallet øges i et spil, og alt i alt er der langt mere udfordring i at spille online, hvilket jeg generelt savner, når man spiller alene.

Borderlands er et af de spil, som deler vandene; enten elsker man blandingen af RPG og FPS, grafikken i tegneseriestil og at der er ufatteligt mange timer gemt i spillet, ellers hader man, at det ikke er hverken et perfekt RPG eller FPS og at grafikken er for speciel. Styringen er upræcis, AI’en er ikke på et konstant højt niveau, og der findes helt sikkert spil, som byder på en mere spændende og varierende historie, et bedre gameplay og generelt bedre kvalitet. Men et lige så underholdende multiplayerspil til Playstation 3 findes der ikke mange af.