Borderlands 3

Anmeldt af: Jonas Deibjerg Rasmussen - 28. september 2019 - kl. 14:52
Del denne artikel:
2 5

Der er gået fem år siden vi sidst fik nyt fra grænselandet, med den friske sorte humor, men timingen er brilliant - der er brug for et skud humor i genren, efter Cayde-6 forlod scenen.

Bevares, du kan tage en maske på og lave trick or treat i Destiny, mens du laver en gakket dans på ligene af dine modstandere. Det er også svært ikke at smile, når du nakker en fjende med egen drone, ved at poppe den over hovedet på dem i The Division, men ellers er looter-shooter genren en genre, der tager sig selv meget alvorligt.



Det er ikke just tilfældet i Borderlands. Her har man smidt Destiny, The Division og Doom i blenderen, rørt det op med Ratchet & Clank og Jet Set Radio, bagt det i en form af Mad Max og sluttet af med et drys Red Dead Redemption. Resultatet er en omgang biksemad af fineste kvalitet, der formår at pirre alle smagsløg. Om end det måske ikke falder i alles smag.

Borderlands 3 samler elegant op på seriens samlede historie, så skulle du have misset hvad der er foregået indtil nu, er det ikke noget problem. Du er Vault Hunter. En særlig race af lykkeriddere, i evig jagt efter rigdomme, som der skulle være særligt mange af i planeten Pandoras sagnomspundne Vaults. Historisk set har der vist sig at være mere magt end rigdom at hente, men det er vel egentlig bare to sider af samme mønt.

Denne gang er motivationen dog lidt anderledes. Du filtres ind i en modstandskamp mod den fanatiske kult Children of the Vault, der har formet sig omkring de småskøre Calypso Twins, som langsomt men sikkert er ved at undertvinge sig hele galaxen, i jagten på den ultimative magt skjult i det ultimative Vault.



Som en del af The Crimson Raiders, møder du alle de gode gamle venner, i et gakket galleri af personligheder, der hver især sætter deres meget eksplicitte aftryk på spillets stemning. Lige fra den enerverende, men umanerligt morsomme robot Claptrap, den benhårde leder Lilith, den gale mand i underbukser Vaughn og mange, mange andre, leverer de en stor del af spillets charme. Selv de fire Vault Hunters du kan vælge imellem, har meget markante personligheder, hvilket faktisk er en stor tilføjelse i en genre, der som regel har mere eller mindre anonyme helte i hovedrollen.

Den detalje alene giver mig næsten med det samme lyst til, at prøve alle fire karakterer - og så er spillets levetid jo allerede firdoblet. Ikke at det er nødvendigt at genspille for at få noget for pengene. Spillet er enormt. Ikke bare er selve historien aldeles omfattende - vel omkring 30-40 timers morskab at hente her - der er også et hav af sidemissioner, som næsten alle har masser af substans og i høj grad understøtter de enkelte karakterer og ikke mindst spillets humor.

Du starter på gode gamle Pandora, der med sit western-agtige ørkentema giver en laber cowboy-agtig stemning at starte ud på. Her finder du primært et blodtørstigt dyreliv som Skags og Spiderants, mens de eneste andre, der gider at bo på planeten er de mange Psychos, der, trods meget dårlige intellektuelle forudsætninger, har samlet sig bag samme sag, og nu kæmper for Children of the Vault. Første gang en senet gasmaskeklædt fyr kommer væltende mod dig med en machete, efterfulgt af skrigende dværge med granatkastere og hujende flokke i offroad-biler, der skyder vildt omkring sig, er det som at være trådt ind i Mad Max filmene - hvilket bestemt ikke er et dårligt sted at befinde sig, når nu man er her for at skyde.



Og skydes skal der. Ifølge Gearbox er der 1 mia. forskellige våben du kan støde på i spillet, og nej, jeg har ikke prøvet dem alle, men dem jeg har prøvet er forfriskende forskellige i både udseende og effekt. De fordeler sig på ni forskellige brands, der hver især har en meget unik stil. Nogle har to-tre forskellige modes du kan skifte imellem, andre kan få ben og selvstændigt jage deres bytte, andre igen er motordrevne og har uendelig ammunition. Og alle føles de meget forskellige at skyde med.

De er naturligvis også inddelt på sjældenhed, efter den klassiske skala fra normal til eksotisk, og de har også alle en gear-score, så du hurtigt kan vurdere det ene våben frem for det andet. Ikke at gear-score i sig selv nødvendigvis er den afgørende faktor. Jeg finder ofte mig selv holde på et våben med en lavere gear-score, fordi skaden eller følelsen af at bruge det er bedre, så det er ikke fuldstændig trivielt løbende at skifte sit arsenal.

Ikke desto mindre kommer du meget hurtigt og meget tit til at skulle tage stilling, for der er så meget loot i Borderlands, at det nogle gange er overvældende. Overalt er der kister og kasser og bokse med ammo, penge, våben og granater, og du ender meget hurtigt med at lade en hel del ligge, når du finder ud af hvor hurtigt du støder på noget nyt og bedre. Med så mange stumper at vælge imellem, bliver man nødt til at skippe et par steps i gear-score en gang imellem, for at bibeholde følelsen af fremdrift i spillet.



Efterhånden som du arbejder dig igennem historien, åbnes flere og flere muligheder op, så du til sidst kan bære fire forskellige våben, et skjold, et class mod, der øger dine klassespecifikke evner, og et artifact slot, der åbner op for nogle helt særlige artifacts med nogle ret heftige fordele på forskellige stats som held, liv osv. Derudover har hver af de fire karakterer du kan vælge imellem, et helt unikt evnetræ, som kan udbygges i tre forskellige retninger - så der er masser at arbejde med i form af personalisering.

Det er altså ikke bare de fire hovedpersoners personlighed, men også deres evnetræer og specielle evner, der adskiller dem, og i høj grad giver en lyst til at prøve dem alle af. Forskellene er nemlig til at tage at føle på. Moze er en badass eks-militær tøs, der nu agerer på egen hånd sammen med sit trofaste mech-kæledyr Iron Bear. Det er Iron Bear du udbygger i Mozes evnetræ, så han løbende får vildere kanoner, kan holde sig kørende i længere tid, og endda kan begynde at agere selvstændigt i nogle tilfælde. Moze går under tilnavnet The Gunner, og er gruppens tank, der skyder sig vej gennem de fleste diskussioner.

Amara er en hardcore Sirene, der higer efter at slå på tæven og opsøger ethvert slagsmål med glæde. Hun kan hidkalde sig nogle heftige transcendentale evner, der gør hende i stand til at lammetæve de fleste i en nærkamp, både ved at skabe lokale jordskælv og fremkalde kaskader af knytnæver til at kaste i fjæset på uheldige forbipasserende. Amara er klart for spillere, der kan lide at komme helt tæt på sine modstandere, og ikke er bange for at få knust kæbe på knoerne.



Fl4k er sniperen. The Beastmaster. Han er en robot, der kan undertvinge sig nogle af de vilde dyr, som lever rundt omkring i universet, og kan bruge dem til at opsnuse og gnaske fjender, mens han selv kan pille fjender i ro og mag fra baggrunden. Han kan gøre sig usynlig, sende sine kæledyr frem med teleportation, og alt i alt gøre en masse skade uden selv at være fremme i front.

Og endelig er der Zane, den luskede eks-hitman, der bedst kan lide sit eget selskab, som han har i form af en ‘digi-klon’, og ikke rigtig er til at stole på. Han beror sig på gadgets som en drone med maskinkanoner, et skjold man kan skyde ud af men ikke ind af eller en digi-klon, der kan tiltrække sig fjenders opmærksomhed, og som Zane kan bytte plads med, så snart det giver en strategisk fordel.

Alle fire meget forskellige evner, der lægger op til meget forskellige spillestile, og samtidig lokker med meget forskellige personligheder. Det giver som nævnt både lyst til at prøve dem alle af, men det giver også mulighed for nogle ret unikke teamsammensætninger, hvis du får lokket et par venner eller tre med på en tur i universet. Ret specielt kan du spille på splitscreen, hvilket jeg nærmest ikke mindes at have gjort siden Minecraft kom ud, men spillets stil og humor taget i betragtning, er der noget tiltalende ved at kunne sidde ved siden af hinanden og råbe af skærmen mens man spiller.



Selvfølgelig kan du også spille online i grupper af op til fire spillere sammen, så ideelt kan du samle et team med en af hver karakter. Det ville utvivlsomt give meget varierede strategiske muligheder, selvom fire gunnere nok også vil kunne pløje sig igennem det meste. Det er oplagt at spille sammen i Borderlands. Der er så meget skæg og ballade, som det bare vil være sjovest at dele med andre, og når du spiller alene, er det svært at ignorere en hvis ensformighed, mens du skyder dig gennem historien. Til trods for at du faktisk kommer til at bevæge dig rundt på fire forskellige planeter, med hver deres unikke stil og hver deres unikke fjendetyper, og at du på din vej møder mange unikke og morsomme væsner, bliver det aldrig helt lige så sjovt at trille rundt alene, som hvis du har en wingman eller to ved din side.

Men det kan man reelt sige om næsten alle de looter shooters der er derude, og der er ikke nogen der gør det meget bedre eller mere varieret end Borderlands 3. Med sin unikke grafiske stil, der med cellshading vækker minder om Jet Set Radio og giver en perfekt tegneserie-følelse til det gakkede univers, de meget unikke karakterer, der i høj grad giver lyst til at prøve alle fire hovedpersoner af, og en historie, der tager på den rigtige side af 30 timer at komme igennem, og samtidig suppleres af et hav af rigtig gode sidemissioner, er der ikke rigtig noget at klage over. Selv musikken er der gået i detaljer med, så hver planet har fået sin egen komponist, herunder danske Jesper Kyd, der giver Eden-6 sin egen unikke ambience.



Jeg er helt sikker på at Borderlands 3 vil få alle de gamle fans til at juble, og samtidig kan samle en hel del nye fans op på vejen. Det er en hård genre, med virkelig mange tunge alternativer, der alle prøver at lokke spillerne til at blive hængende med lange tunge endgames, og i den tilgang og opbygning er Borderlands 3 ikke meget anderledes.

Til gengæld skiller spillet sig markant ud i både stil og historie, og det er utroligt forfriskende at kaste sig ud i et univers, der tager sig selv knap så alvorligt, og konstant giver et smil på læben. Også selvom jeg stadig kommer til at vende tilbage til både The Division, Destiny og snart også Ghost Recon, i min tilsyneladende umættelige trang til at skyde ‘de onde’ i smadder med vennerne.
Fakta
Borderlands 3

Borderlands 3

PlatformPlayStation 4
UdviklerGearbox Software
Udgiver2K Games
Spillere1-4
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Sex Stærkt sprog Vold
Følg PSlife her
+ Humoren er i top, den grafiske stil er unik, der er utrolig meget indhold at kaste sig over
Hurtigt skift mellem missioner og waypoints kan nogle gange gå i ged, snigende ensformighed når du spiller alene
Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:9.0
Holdbarhed:10
Overall 9.0
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.