Borderlands: Game of the Year Edition

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 7. april 2019 - kl. 19:51
Del denne artikel:
1 2

Indtil Borderlands 3 lander til efteråret, så kan du muntre dig med originalen i en opdateret udgave - vi ser nærmere på, om det værd at bruge din tid og penge på.

Borderlands fra 2009 er umiddelbart ikke et spil, man lige tænker havde brug for en remaster. Men i forbindelse med annonceringen af Borderlands 3, har Gearbox Software udgivet Borderlands: Game of the Year Edition.



Findes den Game of the Year Edition egentlig ikke allerede tænker du måske. Jo, en Game of the Year Edition af Borderlands udkom til PC, PlayStation 3 og Xbox 360 i 2010, men denne Game of the Year Edition er en helt anden, da det er en teknisk opdateret udgave af det originale spil samt alle tidligere udgivet udvidelser: The Zombie Island of Dr. Ned, Mad Moxxi’s Underdome Riot, The Secret Armory of General Knoxx og Claptrap’s New Robot Revolution.

Tilbage i 2009 da det originale Borderlands udkom, var det forholdsvis nyt, at kombinere en shooter med lette rollespils-elementer det var blandt andet det, som var med til at give spillet den store succes det fik, da det udkom. Selv om det ikke er nyt i dag, så holder kampagnen stadig, da den er fyldt med masser af forskellige missioner, Claptrap er stadig ret morsom og Pandora er stadig fyldt med massevis af (lidt ensformige) fjender, der skal nedlægges med det enorme udvalg af våben.



Man har utallige muligheder for at opgradere våbnene, og for eksempel kan en ganske almindelig revolver udstyres med giftpatroner, laser-effekter og meget andet. Denne udgave af spillet gør udvalget af våben endnu større end tidligere, da der er blevet tilføjet seks ny legendary våben.

En remaster skal naturligvis indeholde en række justeringer for at opdateret spillet i tidens standarder. Denne udgave af Borderlands byder på flere mindre justeringer, for eksempel har de fire spilbare karakterer nu flere forskellige hoveder man kan vælge imellem i karakter-designeren, det er nu blevet en smule lettere at holde styr på ens våben i ens inventory og det er rigtigt rart, at man ikke længere manuelt skal samle penge og ammunition op fra jorden; de bliver automatisk samlet op, når man bevæger sig hen over dem. En af de bedste forbedringer er, at minimap’et er blevet opdateret i stil med kortet fra Borderlands 2, som virker langt bedre end det originale gjorde.



At spille det originale Borderlands i dag, er en lidt blandet fornøjelse, da det måske er det svageste spil i serien. Borderlands 2 har en bedre historie og er ganske enkelt sjovere at spille og spilverdenen i det originale Borderlands føles lidt tom sammenlignet med efterfølgeren. Men når det er sagt, så fungerer gameplayet altså stadig, specielt hvis man slår sig sammen med op til tre venner enten online eller i splitscreen og drager ud på eventyr sammen på Pandora. Det er sammen med et par venner, at Borderlands virkelig har sin styrke.

Der er lagt meget arbejde i at få opdateret Borderlands til PlayStation 4 og den tegneserieagtige grafik står nu endnu skarpere i 4K på PS4 Pro og med HDR i 60 frames i sekundet. Ikke at grafikken som sådan havde brug for en opdatering, da sådan en tegneserie-grafik som Borderlands bruger, er ret tidløs i sit udtryk, så er specielt tilføjelsen af HDR en stor forbedring. Lydsiden er meget som jeg husker den fra originalen og det betyder også, at nogle at våbnene lyder lidt tynde og ikke særligt kraftige.



Selv om vi ikke er overbevist om, at Borderlands havde brug for en remaster, er denne Game of the Year Edition den bedste version af det originale Borderlands du kan opdrive. At spillet fungerer så godt som det gør, omkring 10 år efter originalen, vidner blot om hvor friskt spillet var da det udkom i 2009. Hvis du allerede har gennemført det originale spil og de tilhørende udvidelser, så har jeg svært ved at få øje på en god grund til at du skulle gå ud og bruge penge på denne Game of the Year Edition - ikke fordi det er en dårlig remaster, men blot fordi det minder en del om originalen.

Har du på den anden side ikke haft mulighed for at spille Borderlands tidligere, så er dette som sagt den bedste version af spillet, der startede hele Borderlands serien og det er med til, at fylde ventetiden ud indtil Borderlands 3 lander den 13. september.

Borderlands: Game of the Year Edition kan købes for 229 kr. på PlayStation Store.
+ God opdatering af både grafik og features, stadig velfungerende gameplay, fin pris
Svag kunstig intelligens, ensformige fjender
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:8.0
Holdbarhed:7.5
Overall 7.5
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.