Bubsy: Paws on Fire!

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 20. maj 2019 - kl. 17:19
Del denne artikel:
0 0

Bubsy: Paws on Fire! er det tredje spil på fire år, som skal forsøge at genoplive den klassiske Bubsy serie. Indtil videre er det ikke lykkedes - vil det gå bedre for Paws on Fire!? Læs anmeldelsen he

Bubsy havde sin storhedstid midt i 90’erne og efter en pause på omkring 20 år, vendte det orange kattedyr tilbage i 2015 - dog uden samme succes som tidligere.



Siden genopstandelsen i 2015 er der udkommet tre spil og der har været samme antal udviklere på serien. Denne gang er det Choice Provisions fra Californien, der har fået til opgave at lave et mere end middelmådigt Bubsy spil. Og lad os da sige det med det samme; Bubsy: Paws of Fire! er det bedste af de tre nye spil i serien, dog uden at imponere på nogen måde.

Choice Provisions er nok bedst kendt for deres Bit.Trip- og Runner spil. Bubsy: Paws on Fire! er, ligesom Bit.Trip Runner, en såkaldt “autorunner” - altså en 2D platformer, hvor ens karakter løber af sig selv. Man skal så koncentrere sig om at hoppe på de rigtige tidspunkter, undgå forhindringer og indsamle så mange af de 150 garnnøgler og tre medalje-dele, som ligger spredt ud over spillets 30 baner.



Bubsy: Paws of Fire! indeholder fire spilbare figurer; Bubsy, Virgil, Woolie og Arnold og ikke overraskende har de forskellige evner og egenskaber. Bubsy kan hoppe, svæve og lave et kraftigt fremadrettet angreb, Virgil kan dobbelt-hoppe og glide under forhindringer, mens Woolie sidder i en lille UFO og her går spillet fra at være en 2D platformer til at være et lille og simpelt shoot’em-up.

Mens de tre førnævnte karakterer alle spiller på de samme baner, har Arnold sine egne baner. Det er nogle bonusbaner, hvor man suser ind i skærmen i en cirkelformet tunnel og hvor man skal samle så mange bonusser man kan inden man når til udgangen af tunnelen. Ud af de fire figurer, er det sjovt nok ikke Bubsy, som fungerer bedst men derimod Virgil, der er den sjoveste at spille med. Hans dobbelthop gør det bare mere tilgængeligt og underholdende.



Spillets 30 baner er fordelt ud over tre verdener og før hver bane, kan man vælge om man vil spille den med Bubsy, Virgil eller Woolie. Når man gennemfører en given bane med den valgte figur, belønnes man med en Victory Token og disse bruges til at åbne op for nye baner med. Det betyder også, at man faktisk bliver tvunget til at bruge alle tre karakterer, for ellers er det ikke muligt at optjene Victory Tokens nok til at åbne for baner senere i spillet.

Det kan lyde som en lidt fesen måde at forlænge spillets levetid på - og det kan man også godt kalde det, for selvom banerne ændre sig en smule alt efter hvilken figur man spiller den med, så er der ikke den store afveksling og det bliver en smule ensformigt ret hurtigt. Og lad dig i øvrigt ikke narre af den nuttede grafik - det er ikke noget let spil. Mange gange kræves der pixel-perfekte hop og avancerede knap-kombinationer og specielt bosskampene kan være frustrerende.



Bubsy: Paws of Fire! er et meget simpelt spil - og vi har lidt svært ved at få øje på målgruppen. Da det er en autorunner, er det næppe et spil for den hardcore platform-fan, men sværhedsgraden gør det alt for svært for de yngre spillere. Man skal nok være fan af denne lidt specielle genre, for at synes at Bubsy: Paws of Fire! er de 189 kr. værd, som der står på prissedlen. Spørgsmålet er også, om det var et spil af denne type, som serien havde brug for, for at kunne komme ud af det dødvande den har været i siden genfødslen i 2015.

Vi lagde ud med at sige, at Bubsy: Paws of Fire! er det bedste af de tre nye spil - og det holder vi fast i, men hvis vi skal være ærlige, så siger det måske heller ikke så meget. Er du stor fan af Bubsy, eller af Choice Provisions’ Bit.Trip Runner spil, så tag da et kig på dette spil, for der er som sådan ikke noget galt med det. Det virker bare som en besynderlig beslutning, at dette nye Bubsy-spil skulle være en autorunner med en ret høj sværhedsgrad.
+ Velfungerende gameplay, godt med indhold til prisen (specielt hvis man vil indsamle alt i alle baner)
Frustrerende boss-kampe, lidt for simpel grafik, kan blive ensformigt
Gameplay:7.0
Grafik:6.5
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.