Burnout 3: Takedown

Anmeldt af: - 11. september 2004 - kl. 12:04
Del denne artikel:
0 0

Der skal ledes længe efter et racerspil med samme intensitet, som du finder i Burnout 3. Læs vores anmeldelse for at se, hvorfor vi mener, det har potentialet til at blive en klassiker.

Der blev ikke sparet på roserne til dette års Electronic Entertainment Expo, bedre kendt som E3, som vanen tro blev afholdt i maj måned. Burnout 3: Takedown gik faktisk hen og vandt titlen som showets bedste racertitel, hvilket må siges at være noget af en bedrift, da der blev fremvist mere end 5000 titler, hvoraf de 1000 var helt nye annoncerede produkter.

Når vi så nu nået til udgivelsesdagen, kan spillet så opfylde vores forventninger? Det kan besvares med mange flatterende ord, men vi vælger kun at tage brug af et enkelt – absolut. Det er ligefrem en kandidat til en klassiker, som vi mener burde stå på enhver spilhylde rundt om i det ganske land, uanset om man ejer en PlayStation 2, Xbox eller begge dele. Læs videre og find ud af, hvorfor vi er så begejstret for EA’s nye racertitel.

Gameplay
Burnout 3 har en imponerende mængde baner spredt ud på tre kontinenter, som du kan åbne op for, efterhånden som du avancerer i spillet. USA, Europa og Asien er arenaerne du vil kæmpe på. Du kan oftest vælge mellem et par forskellige gamemodes, så du har et valg efter, hvilket spilhumør du er i.

Det ”almindelige” ræs går ud på at nå først over målstregen.
Burnout 3: Takedown Screenshot

Undervejs bliver du naturligvis belønnet for at køre så hasarderet som muligt. Crash mode sætter en scene op, hvor det gælder om at score så mange point som muligt, ved at få flest mulige civile køretøjer til at køre galt.

Denne game mode tager sjældent mere end 30 sekunder, men er en af de mest underholdende, og du kan spille den igen og igen indtil du scorer en guldmedalje, som i øvrigt opnås ved at score et fastsat antal point. Når du starter gælder det om at ramme de powerups og ekstrapoint, som findes spredt ud på vejen. Bl.a. et lyn, der giver dig en utømmelig boost og sender dig afsted med topfart.

Når du kommer frem til trafikknudepunktet, som oftest er et trafikkryds, gælder det om at hamre ind i det største og det mest brandfarlige køretøj du kan se og håbe, at dette spærrer hele vejen, således at du skaber et komplet harmonikasammenstød i begge køreretninger. Og hvis du når et forudbestemt antal crashes, kan du udløse en crashbreaker, hvor din bil eksploderer og skaber endnu mere ravage.

Så snart du selv kører galt går spillet over i en slowmotion tilstand kaldet ”impact time”, hvor du kan styre dit bilvrag i luften og således score ekstra point ved at ramle ind i dine modstandere. Ligeledes ser du andre crashes, som du har forårsaget, i slowmotion. En spektakulær gengivelse, som er intet mindre end betagende at beskue.

Det vigtigste for en racertitel, udover at have en god føling og styring af bilen, er fartfornemmelsen, og det er absolut forrygende i Burnout 3. Sceneriet suser forbi dig med en forrygende fart på 150 mph (miles pr. hour), som mere eller mindre er den normale tophastighed din øse kan yde, lige pånær når du affyrer din boost, så når du snildt op på de 200 mph. Du undrer dig ofte over, at du formår at undgå at støde ind i med- og modkørende trafik, når det går så stærkt. Det giver dig også en følelse af, at du simpelthen er prof. til det spil, og det er med til at gøre det endnu mere underholdende.

Vil du have noget mere menneskeligt modstand, og har du ikke lige en ven ved hånden, kan du via Xbox Live eller Netværksadapteren på PS2 gå online og dyste mod andre spillere af kød og blod. Selvom AI’en i spillet er ganske god, er det alligevel lidt specielt at spille mod rigtige mennesker, og udvikleren Criterion Games skal have stor applaus for at tage sig tid til at lave en online feature, noget som savnes i andre lignende spil.

Burnout 3: Takedown Screenshot

Grafik
Grafikken er et kapitel for sig. Omgivelserne er fyldt med detaljer og vellignende teksturer, og selvom de fleste af omgivelserne drøner forbi med en så forrygende fart, at du oftest ikke ænser dem, er det alligevel rart, at man kan se der ikke er sparet på noget, når man f.eks. braser igennem et autoværn og udover en skrænt, eller ind i en bropille, der nok er største årsag til selvforårsagede crashes. Effekterne er også flotte, ikke mindst gnist-effekten, der må siges at være direkte imponerende. Eneste effekt, der ikke lever op til resten af det grafisk niveau, er ild og eksplosioner, som desværre ligner noget fra de tidlige spiludgivelser til PS2.

Banedesignet er veludført med godt gennemtænkte sving, hvor du kan udføre de sejeste slides, og de lange strækninger er placeret, så du kan få fuld udbytte af din optjente boostbar. Det er bare lige med at huske, hvornår der kommer et sving. Her er banedesignet også godt udført, idét du på lang afstand kan se et sving nærme sig, og der er derfor altid mulighed for at deaktivere boosten og bremse i tide.

Lyd
Der er blevet gjort meget ud af lydsiden, hvilket er meget velkomment. Det er oftest her, at de fleste andre titler trækker ned i gennemsnitskarakteren. Soundtracket består af intet mindre end 40 medrivende rocknumre, fra relativt ukendte artister, som Jimmy Eat World, Yellowcard og New Found Glory. Men ud fra kvaliteten af musikken at bedømme, er det meget muligt, at det er bands, vi kommer til at høre meget mere til i en nær fremtid.

Lydsiden består dog ikke kun af lutter roser. Lidt ris er det også blevet til. Udvikleren har nemlig valgt at udspille hele lydsiden som radiostationen Crash FM. Idéen er god nok og meritterne for den valgte DJ ser også ud til at holde. Det er en professionel DJ ved navn DJ Stryker, som til dagligt kan høres på alt-rock stationen KROQ-FM i Los Angeles, der har fået lov at kommentere begivenhederne i spillet. Det bliver bare meget hurtigt trivielt og direkte irriterende at høre på, så man finder hurtigt ud af at klikke sig videre, når han snakker.

Burnout 3: Takedown ScreenshotHoldbarhed
Du kan finde et væld af biler, baner og game modes at lukke op for, alt efter, hvor godt du gennemfører de forskellige baner. Og du kan til enhver tid spille en bane igen for at forbedre din score og dermed lukke op for noget mere.

Ser man på de tørre facts, har Burnout 3 en masse at byde på. Over 70 køretøjer at låse op for og mere end 40 baner fordelt på tre kontinenter.

World Tour game mode byder på ikke mindre end 173 udfordringer, som hver især kan lukke op for nye ting. Derudover har du ni game modes, som sørger for, at der er lidt af hvert at vælge imellem, heriblandt single race, turnering, lap eliminator, burning lap, road rage, m.m. Og selvom du skulle nå at spille alle baner igennem og låse op for alle biler og baner, så bliver man aldrig træt af at ræse rundt på de tilgængelige baner, uanset hvor mange gange, man har gennemkørt dem.

Overall
Burnout 3 har alle forudsætninger for at blive en klassiker. En titel som er tidløs og kan hives frem igen og igen og være lige morsom hver gang. Det er intet mindre end en titel, som burde være i enhver konsolejers spilsamling. Titlen byder på et spektakulært og hæsblæsende gameplay, der ikke fås meget bedre.

Uanset om du er til bilspil eller ej, så er Burnout 3 med garanti en titel, der er værd at kigge nærmere på. Er du i tvivl, så tjek det hos en af dine venner, som med garanti allerede har købt det, før du selv investerer i det.
Gameplay:10
Grafik:10
Online:
Holdbarhed:9.0
Overall 10
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.