Burnout Paradise

Du elsker at køre stærkt. Du tager aldrig hensyn til dine medbilister. Dine dumdristige handlinger overskygger din eksemplariske kørsel. Du er ikke bange for at få et par ridser i lakken. Rammer denne beskrivelse dig, så findes der en by, hvor netop dette kan få frit spil. Velkommen til Paradise City.

Søndagsbilister ingen adgang
Burnoutserien er endnu engang tilbage, og det er i en spændende udgave. For første gang i seriens historie er der tale om et frit spil, hvor man kan færdes overalt. Byen hedder Paradise City og byder på alt det klassiske fra serien, men udover det har Criterion Games spækket det med nye elementer. Den åbne by lader en køre frit omkring den tæt trafikerede bydel samt landevejene øst for byen, som snor sig op og ned af det bakkede landskab. Omgivelserne er ikke nye, men det er en herlig sammensmeltning af alle de gamle baner. I det ene øjeblik kan man finde sig selv flyve henover en af byens mange broer for lidt senere at hakke sømmet helt i bund, fyre sin boost af og presse de sidste hestekræfter ud af sin af bil.


For at avancere i Paradise skal man som i de gamle spil vinde en masse løb. Disse skal ikke vælges fra en menu, som det tidligere har været tilfældet, men derimod skal man køre frem til et af mange lyskryds og lave hjulspind. Dernæst vil man finde sig selv i en af de mange klassiske løb så som Road Rage eller Race. Når man aktiverer et løb, vil det starte fra det valgte lyskryds og slutte et af seks steder i byen. Disse steder ligger langt fra hinanden, og man vil derfor ofte opleve, at man kører hele byen igennem for at fuldføre et løb. Hvordan man kommer fra lyskrydset og til mållinjen er helt op til en selv. Man kan vælge at følge de andre biler, men man har jo aldrig vundet noget ved at komme ind efter de andre. Man kan også vælge at bruge den indbyggede navigation. Den fortæller en hvilken vej, man befinder sig på og gør en opmærksom på kommende sideveje samt foreslår, hvornår man skal dreje. Sidst men ikke mindst kan man tage en af de mange hundrede genveje i området eller blot satse på eget instinkt.

Selvom mange af løbene foregår i nærheden af hinanden, kommer de aldrig helt til at være ens. Byen består nemlig af så mange veje, at en lille forskydelse i startområdet kan ændre hele ruten. Selvom man kommer til at tage samme rute, så gør det ikke den store forskel. Inden man har gennemført spillet eller opgivet i forsøget, har man nemlig været rundt på alle veje flere gange for at søge efter en masse af de gemte sager. Ved hver indgang til en ’skjult’ genvej er der en mindre port. Ved alle større ramper er der reklameskilte. Ødelægges disse eller udfører man alle de super-stunts, som er strategisk placeret rundt omkring i byen, vil man få adgang til tre nye super biler. Der er heldigvis også andre måder at gøre dette på. Når man vinder et vis antal løb, stiger man i rang, og det giver en adgang til flere biler. Nogle skal man selv ud og gøre krav på. Disse kører rundt i byen, så hvis man ønsker at tilføje dem til ens samling, skal man køre dem i sænk.


Mulighederne er mange
Ønsker man at skifte bil, for måske at køre i en der er tilpasset den næste udfordring, gøres dette ved en af fem autoophuggere i byen. Her har man også mulighed for at lakere bilen med en eller flere farver. Dette er dog ikke særlig detaljeret og kommer hurtigt til at virke overflødigt. Rundt omkring er der nemlig også placeret autolakeringsværksteder, der skifter lakken på ens bil, hvis blot man kører igennem deres værksted. Ønsker man at få repareret sin bil eller fyldt gas på, kan dette også gøres hos de respektive forhandlere. Alle disse autorelaterede forplejningscentre skal først opdages, før de kan tages i brug og kommer så frem på ens kort til senere benyttelse.

Burnout byder på mange timers underholdning og fart, men når man endelig er færdig med singleplayerdelen, begynder spillet først at vise sine kvaliteter. Online fungerer spillet nemlig også som en perle. Det hele kører flydende, når man kører imod og med de andre. Man kan prøve at slå hinandens rekorder eller forsøge at slå hinanden i et ræs. Som noget nyt byder multiplayerdelen også på noget samarbejde for dem, der ønsker det, nemlig en masse udfordringer, som skal løses sammen. Man kan spille op til otte sammen online, og det kræver alles hjælp, hvis man skal klare opgaverne. Er ens konkurrencegen ikke det største, vil disse opgaver sikkert falde i ens smag. De skal nemlig ikke udføres på tid, så undervejs i opgaven kan man sagtens cruise lidt.


Online og offlinedelen supplerer hinanden godt, men fans af de gamle spil vil måske mangle endnu en ting - offline multiplayer. Criterion har valgt at droppe den mulighed i Paradise og i stedet satset på en mere flydende og afslappet stil. Da de to andre muligheder til sammen giver en god oplevelse, er det acceptabelt. En skam hvis man skal have en kammerat på besøg, for PlayStation 3 har som bekendt ikke mange splitscreen spil sammenlignet med konkurrenten.

En fryd for øjet
Opsætningen i spillet er meget afslappet, og selvom man kører med et par hundrede kilometer i timen, så kan man sagtens nyde det. Dermed ikke sagt, at fartfornemmelsen ikke er til stede, for det er den skam. Grafisk er det bare en fornøjelse, og løbene er ikke længere en rejse fra A til B men nærmere en oplevelse. Stilen minder meget om det, der var at finde i skate. Lidt mat i farverne, meget lys og flotte detaljer.

Noget der virkelig har fået en overhaling er bilernes fysik. Kører man frontalt ind i en forhindring, vil bilens forende krølle sig sammen, ruderne splinters og motoren vil ende halvvejs inde i førerhuset, hvor der desværre ikke befinder sig en kører. Ikke at det ville være en fornøjelse at se en bilist blive klemt ved eget uheld, men den sidste smule realisme fiser lige så stille ud af Paradise, når der ikke er nogen bilist bag rattet i den omfarende dødsekspres.


Det er i sandhed en behagelig oplevelse at stifte bekendtskab med Paradise City, og det er helt sikkert et spil, der vil give en mange timers underholdning. Derfor er det også et utrolig belastende faktum, at spillet har nået et lavpunkt hvad angår soundtracks. De 40 numre, der er at finde i spillet, har simpelthen intet fælles tema. Man får fornemmelsen af, at de bare har lavet en masse wildcardsøgninger på itunes og tilføjet de første 40 sange, der kom op. Den røde tråd, der var varemærket i de tidligere spil, er forsvundet og i stedet er der kommet en masse sange, som intet har at gøre i et bilspil af denne kaliber. Den obligatoriske Guns N’ Roses sang Paradise City er selvfølgelig at finde i blandt de 40 sange, men hvad hjælper det, når næste sang er Avril Lavigne’s Girlfriend? Havde dette været Xbox 360 udgaven ville problemet ikke have være så stort takket være valgfri musik under ens spil.

Ser man bort fra soundtracket, er der ikke mange fejl at finde i Burnout Paradise. Et par enkelte kodningsfejl i netmasken gør, at trafikken online kan komme ud af det blå og forhindre ens midlertidige førsteplads i at give maksimum point. Grafikken er skarp, konkurrencen er hård og fornøjelsen varer i rigtig lang tid!