Burnout Paradise Remastered

Anmeldt af: Andreas Ladegaard - 20. marts 2018 - kl. 22:32
Del denne artikel:
7 5

Det vel nok mest populære Burnout spil, har fået en større overhaling. Holder spillet stadig 10 år efter udgivelsen?

Den britiske spiludvikler Criterion Games er vel nok mest kendt for Burnout serien og sidst vi så noget til Burnout, var tilbage i 2011 med Burnout Crash! til blandt andet PlayStation 3.



Nu har Stellar Entertainment opdateret et af Criterions bedste spil i serien, Burnout Paradise, der skilte sig ud i forhold til mange andre bilspil dengang og tilførte aspekter der ikke tidligere var set i genren. Spillet blev rigtig populært og Criterion Games var gavmilde med udvidelser lang tid efter udgivelsen, der formåede at holde spillet aktuelt og spændende. 10 år efter udgivelsen bliver spillet nu udgivet i en remastered udgave – holder spillet stadig den dag i dag?

Der er masser at lave i Burnout Paradise. Alle de førnævnte udvidelser er alle at finde i denne remastered udgave og for at tydeliggøre hvor mange der egentlig er tale om, er de som følger: Big Surf Island, Cops and Robbers, Legendary Cars, Burnout Bikes, Burnout Paradise Toys, Burnout Paradise Party (giver mulighed for at spille offline multiplayer), Boost Specials og Cagney. Nogle af disse udvidelser var oprindeligt gratis, andre kostede noget, men er altså alle otte at finde i remastered udgaven.



Udover at give sig i kast med mulighederne udvidelserne giver, er det overordnede mål i Burnout Paradise at vinde diverse bilrelaterede begivenheder, således man kan vinde forskellige kørekort, der efterhånden giver adgang til et godt udsnit af de mange biler spillet råder over.

Spillet foregår i en open-world by, der foregår uden loadingtider. Ved hver af de 120 lyskryds i byen, har man mulighed for at starte en af de førnævnte bilrelaterede begivenheder. Nogle begivenheder kendes fra de tidligere Burnout spil, så som Race og Road Rage, men også nye er kommet til så som Marked Man, Stunt Run og Burning Route.

Udover at klare disse begivenheder, findes der også små sidemissioner. Byen er fyldt med masser af genveje, der kan være altafgørende at kende til, for at klare mange af begivenhederne. En del af disse genveje er markeret med gitre, som det er op til spilleren at finde rundt omkring i byen. Derudover er der også over 120 billboards at finde og mange super jumps, nogle store flyvehop, er placeret rundt omkring i byen hvor det er muligt at få særligt meget luft under vingerne. Spillet kan på mange måder virke svært i starten, fordi man ikke kender byen og dens smutveje endnu, men efterhånden som man kommer til det, vil spillet blive lettere.



Man kan spille op til 8 spillere i en send-controlleren-videre offline multiplayer form. Mange af de førnævnte begivenheder kan spilles på denne måde, men det virker meget trægt og bliver hurtigt kedeligt – især hvis man sidder mange sammen. Der bliver med andre ord rigtig meget ventetid og multiplayerdelen kunne være så meget bedre hvis man havde holdt fast i multiplayerformen fra de tidligere spil. Her kunne man nemlig, som man kender det fra så mange andre bilspil, spille flere samtidig på en delt skærm. Multiplayerdelen kommer derfor til at stå i total kontrast til resten af spillets ellers meget kaotiske og hektiske udtryk.

Spillets singleplayerdel og onlinedel er et hele. Det kræver intet andet end at trykke på venstre piletast, så er man online. Der er så godt som ingen ventetid her og man slipper for at gå ind og ud af forskellige menuer, for at komme online. Mulighederne online er stort de samme som offline. Pludselig er der blot andre spillere i Paradise City og disse har man mulighed for at begynde begivenheder sammen med. Jeg oplevede ingen irritationsmomenter eller problemer under testningen af onlinedelen.



Den grafiske del, er det aspekt der bedst vidner om at spillet rent faktisk er en remastered udgave og ikke blot er originaludgaven fra 2008. Grafikken er ikke prangende, idet mange andre PlayStation 4 spil står meget flottere, men den grafiske del er bestemt blevet væsentligt forbedret siden 2008. Hvis nogen har set traileren for denne remastered udgave, som vi også postede for lidt tid siden, så overgår grafikken i spillet denne med længder. Jeg forstår ikke hvorfor grafikken i traileren var så dårlig, for grafikken i spillet ser virkelig ikke sådan ud.

Soundtracket i spillet er, for mig, dengang og stadigvæk, et af de bedste soundtracks der endnu er lavet til et spil. Soundtracket består hovedsageligt af en række rock og hard rock numre, hvoraf nogle af disse er tidløse klassikere. Her kan bl.a. nævnes Soundgardens ”Rusty Cage” og selvfølgelig Guns N’ Roses’ ”Paradise City”. Sidstnævnte er selvfølgelig uundgåelig at have med, spillets titel taget i betragtning.



Resten af soundtracket består delvist af en række numre fra tidligere Burnout spil og klassisk musik. Den klassiske musik virker en smule malplaceret, da den rolige og langsomme stil står i komplet modsætning til spillets hurtige udtryk. Et nummer, der dog virker endnu mere malplaceret er ”Girlfriend” af Avril Lavigne, som i øvrigt er det eneste popnummer der er at finde i spillet. Jeg har svært ved at se hvordan det nummer har fundet vej til spillet og tilføjelsen virker mere som en indlagt joke, end en gennemtænkt handling.

Hvad angår resten af lydsiden i spillet, så er den også godt lavet. Der er klar forskel i lyden, alt efter om man vælger en stor tung bil eller en let racerbil. Her stemmer lyden på bilerne meget overens med det udtryk bilerne har.



Der er som sagt meget at lave i Burnout Paradise og det vil tage lang tid før man får gennemført og set det hele. Derudover kommer onlinedelen, som man også kan bruge en del tid på. En anden ting er om Burnout Paradise, her 10 år efter, stadigvæk holder? Jeg synes helt klart stadig det holder. Selvom jeg spillede den oprindelige udgave for 10 år siden i utallige timer, kan jeg stadig finde det sjovt at gå på opdagelse i Paradise City.

Burnout Paradise var allerede ved den oprindelige udgivelse et rigtig godt spil, men er altså blevet bedre nu. Selvom den remasterede udgave kun er bedre på det grafiske aspekt, får man for 279 kr. meget for pengene, idet alle tidligere udgivelser til spillet er inkluderet. Personligt synes jeg ikke der er udgivet et bedre bilspil end Burnout Paradise og jeg håber meget at Criterion Games vælger at fortsætte serien med et helt nyt spil en dag.
+ Spillet er stadig underholdende 10 år efter udgivelsen, grafikken har fået et godt løft, godt soundtrack, mange muligheder.
Kedelig offline multiplayer, ikke andre aspekter end grafikken er blevet remastered.
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:8.0
Holdbarhed:7.0
Overall 9.0
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.