Med disse succeser i baghånden er det heller ikke så underligt, at Activision nu har valgt at kaste sig over det store konsol marked med sin Call of Duty serie. Det har de valgt at gøre det med spillet Call of Duty: Finest Hour, som er udviklet specielt til konsollerne og derfor ikke deler andet med sine pc brødre end Call of Duty navnet og Anden Verdenskrigs temaet.
| Gameplay Offline delen er centreret omkring tre campaigns, hvor man hver gang indtager rollen som allieret soldat i kæmpen mod horderne af nazister. Man begynder i Rusland - i et scenarie, der er stærkt inspireret af filmen Enemy at the Gates. Dernæst følger man den britiske side af den klassiske ørkenkrig i Nordafrika i 1943. Afslutningsvis følger man året efter amerikanernes indsats, da de indgik aktivt i krigen i Europa. |  |
I hver af de tre campaigns er der bestemte personer, som følges et par missioner af gangen, således at man typisk når igennem 4-5 personer i hver campaign. Man møder den næste person i spillet via sin mission og af den ene eller anden årsag, så overtages denne indtil næste hovedperson optræder i bedste stafetløbstil. På den ene side har det den fordel, at man således kommer rundt blandt en bred vifte af soldater i krigen. Desværre bevirker de hurtige personskift også, at man aldrig føler, at man når særligt langt under overfladen, hvad angår personernes baggrund og motivationer.
Selve missionerne foregår, som vi har set dem i mange andre first person shooter konsolspil baseret på diverse krige. Man begiver sig fra objective point til objective point, mens man undervejs skyder stribevis af fjender ned. AI fjenderne lider desværre af tung scripting og manglende intelligens, hvilket gør, at de alle sammen bevæger sig i faste mønstre. De flytter sig ikke i forhold til en for at komme i dækning eller på andre måder opnå en fordelagtig position, og hvis der eksempelvis står en klynge af fjender i nærheden af en MG stilling, så vil man kunne skyde MG skytten væk, hvorefter resten af fjenderne i klyngen vil indtage MGen en efter en, indtil man har udryddet den sidste af dem. Den store forudsigelighed i AIen opvejes til dels af, at man altid er oppe imod et stort flertal af fjender, men det havde alligevel været bedre med et mindre antal modstandere, hvis man så kunne have fået AI på niveau med det, man blandt andet kender fra Halo spillene.
Udvalget af våben i Call of Duty: Finest Hour er ganske fornuftigt. Alle føles autentiske og har hver især deres helt egen fornemmelse, lige fra Thompson maskingevær til Kar98 rifler og snipergevær. En interessant og anderledes detalje er, at man med left trigger kan løfte sit våben op imod skulderen og op til øjet for at zoome ind på modstanderen, istedet for scope funktionen, man hyppigst ser i shooter spil. Man har plads til to våben samt håndgranater og miner, hvilket længe er nok til at udrydde modstanderne, eftersom man også løbende kan samle døde fjenders våben op, efterhånden som de efterlades på jorden.
Ligesom med våbene, er der også lidt variation i de forskellige opgaver, man løbende skal udføre i missionerne. Man skal ganske vist oftest kæmpe sig fra punkt A til B og så ellers eliminere alt modstand undervejs, men der er også steder, hvor man eksempelvis skal snipe igennem vinduer og hele tiden skifte position for ikke at blive opdaget, eller andre gange, hvor man skal forsvare en bygning eller soldater mod et astronomisk antal fjender. Tanks kan man også komme ud for at skulle bemande i en stor del af spillet, så man tilbringer ikke hele tiden til fods. Det er måske ikke de helt store adspredelser, man udsættes for undervejs i spillet, men det er alligevel tilpas blandet til, at man kan holde motivationen gående igennem de forskellige campaigns, så længe man er fan af genren.
Desuden har man i Call of Duty: Finest Hour altid en del allierede styrker med sig. Det er et stort plus og nærmest et must, hvis man vil skabe en nogenlunde overbevisende stemning af en krig på omfang med Anden Verdenskrig. Nogle gange har man en lille håndfuld soldater til at hjælpe sig, andre gange har man flere. Det er dog oftest ret sikkert, at AIen hos ens egne soldater er relativt tilfredsstillende. De kommer ikke alt for ofte i vejen for en selv og de andre allierede samtidigt med, at de også selv kan finde ud af at udrydde fjenden fra tid til anden, istedet for udelukkende at være med til pynt.
Når singleplayerdelen er gennemført eller ikke frister længere, så har Call of Duty: Finest Hour også lidt multiplayer underholdning at byde på. 2-16 spillere kan dyste over system link eller Xbox Live i fire modes på otte forskellige maps. De fire modes er Deathmatch, Team Deathmatch, Capture the Flag og Search & Destroy, hvor man foretager bombing runs mod to mål. Multiplayeroplevelsen er generelt underholdende uden at byde på noget udover det sædvanlige. Af uforklarlige årsager er det dog muligt at skifte hold, når man har lyst, så man lige kan smutte over på det vindende hold, hvis man selv er ved at tabe. En noget mystik fejl, som man ikke helt forstår kan slippe igennem. Der er også blevet plads til Live Aware, men desværre er der ingen content downloads at komme efter.
Grafik
Grafikken er lidt af en alt mulig blanding. Figurerne ser hæderlige ud og omgivelserne er oftest overbevisende. Det er også imponerende at se, hvordan grafikmotoren håndterer kæmpe hære af AI soldater på én gang, også selvom det nogen gange koster lidt i form af slowdown. Effekter kan være både nydeligt og sjusket lavet alt efter, hvilke missioner man er på. Desuden er der i løbet af spillet små fejl, der kunne have haft gavn af lidt finpudsning. Eksempelvis kan døde folk eller våbene de efterlader nogen gange svæve i luften. Textures rundt omkring kan også være en smule grovkornede.
Lyd
Lyden i Call of Duty: Finest Hour er generelt meget tilbageholdende og afdæmpet. Der er meget begrænset voice acting i spillet. Faktisk ligger langt den største del af voice actingen i spillets cut-scenes, hvor figurerne forholdsvis troværdigt fortæller lidt om dem selv. Man har dog hyret Dennis Haysbert, kendt fra blandt andet tv serien 24 Timer og Splinter Cell spillene, til at kommentere historiske klip fra Anden Verdenskrig, hvilket han gør fremragende i den korte tid, han er der. I selve spillet er der både meget neutrale lyde, i form af våben og effekter, som aldrig rigtigt opnår det helt rigtige skrald eller den store intensitet. Orkestermusik har man også gjort plads til, og ligesom resten af audiooplevelsen, så bruges den på udmærket vis, dog uden nogensinde at brilliere synderligt.
 | Holdbarhed Tre campaigns delt op i små 10 missioner burde holde de fleste beskæftiget i mindst 10 timer. Derefter er der multiplayer mulighederne, som godt kan underholde, selvom de ikke gør noget for at adskille sig særligt fra mængden af multiplayer shooters på markedet. |
Overall
Call of Duty: Finest Hour er en habil WWII first person shooter - det skal der ikke herske nogen tvivl om. På alle områder har det, hvad man kan forvente af et spil, og præges kun sjældent af gameplay eller tekniske problemer. Men skal man være kritisk, så er det ikke til at komme udenom, at spillet ikke gør noget for at adskille sig fra andre spil af samme type. Desuden er der gået visse ting tabt i forhold til pc spillene i CoD serien, navnligt dybde i hovedpersonernes baggrund og udfordrende fjende AI. Derfor anbefales Call of Duty: Finest Hour fortinsvist til fans af Anden Verdenskrig first person shooter genren.
Facebook
Twitter
