Call of Duty: WWII

Anmeldt af: Søren Voigt - 13. november 2017 - kl. 15:06
Del denne artikel:
3 4

Så er det blevet den tid på året igen, hvor det nye Call of Duty lander. Fans har længe hungret efter et mere autentisk spil, og deres bønner er blevet hørt. Men er WWII værd at smide penge efter?

De sidste par år har Call of Duty været ret så fokuseret på fremtidens krigsførelse, hvor kampen for frihed blandt andet foregik i rummet, imens man er iført en speciel dragt, kunne løbe på væggene. Personligt så nyder jeg de overdrevne action elementer og over-the-top action som der er blevet budt på i de sidste par udgivelser, men jeg forstår samtidig godt hvorfor der er en del fans, der higer efter et mere autentisk Call of Duty spil. Og nu har de langt om længe endelig fået det, da det nyeste Call of Duty tager afsæt i 2. Verdenskrig.



Så snart man starter kampagnen, så indtager man rollen som den amerikanske soldat Daniel, og bliver introduceret til et par af hans tætteste kammerater. Man får et lille indblik i den interne humor og det bånd de har sammen, men der går dog ikke længe før de bliver kaldt på deres poster. Vi befinder os nemlig nær Nordmandiet på den berygtede D-dag.

Den hektiske og voldsomme begivenhed, som er set før på en god håndfuld film og spil, vil Call of Duty nu igen prøve at genskabe. Ved første øjekast så rammer stemningen plet, og man kan næsten leve sig ind i den enormt pressede og intense situation som soldaterne er i. Imens at man langsomt bevæger sig længere op ad stranden, og kuglerne flyver om ørene, så falder illusionen lidt. Intensiteten, der burde have været, mangler nærmest og selv om der sker voldsomme ting omkring mig, følte jeg mig ikke som sådan i fare. Jeg røg ud af indlevelsen, og banen mistede hurtigt sin slagkraft og det føles bare som et ordinært skydespil igen, uden voldsom meget sjæl eller charme.



Kammeratskab og hele udtrykket med “Ingen mand bliver efterladt” er tydeligvis den røde tråd i kampagnen, udover 2. verdenskrig selvfølgelig. Til tider kan fællesskabet mellem soldaterne tydeligt mærkes, men for det meste virker det utroværdigt og forceret. Der er kun meget få stemmeskuespillere der gør jobbet udemærket, samtidig med at resten ikke virker særlig engageret eller helt malplaceret. Og når det sker, så falder meget af dialogen, og motivationen for at holde af de her mennesker, til jorden for mig og gør kampagnen til en ret tør affære.

Nuvel, der er da et par fede øjeblikke og gode momenter undervejs. Man kommer blandt andet til at have et hektisk ræs med et lokomotiv, og skulle trænge ind i fjendens fæstning i forklædning, men det er ret flygtige øjeblikke. En af kampagnens største styrker er at den formår at skabe en stemning og verden i starten af banen, hvor man tænker at det sikkert bliver rigtigt fedt. Man bliver blandt andet kørt med en tank på en smal landevej igennem en landsby, eller ligger på lur dybt inde i en skov. Men i stedet for at spillet kører på nervepirrende øjeblikke og adrenalin, så ender det hurtigt med at køre på tomme kalorier, hvor man bare skyder på alt der bevæger sig.



Selvom at man besøger et par forskellige områder i kampagnen, så synes jeg hurtigt at oplevelsen smeltede sammen, og blev en anelse for ensformigt - og det kommer fra en der har et par Call of Duty og adskillige first-person-shooters kært. Men jeg må ærligt indrømme at jeg til sidst bare ville have kampagnen overstået og den tog mig omtrent 12 timers tid at gennemføre på Veteran, men der kan uden tvivl skæres mellem 5-7 timer af hvis man tager den på en lavere sværhedsgrad. Det er muligvis ikke kortere end tidligere Call of Duty spil, men den er mindre helstøbt.

Den største forandring i kampagnen fra tidligere spil i serien, er at man ikke længere genererer liv når man er i cover. De er gået old school, og givet dig en health-bar og muligheden for at bære op til fire medkits. Det gjorde oplevelsen en anelse mere udfordrende og man vil i flere tilfælde tænke en ekstra gang om man bør storme ud på slagmarken, eller tage en mere strategisk rute. Hvis man klare sig godt, og enten får skudt et par tyskere eller reddet et par soldater i nød, så bliver man belønnet med for eksempel ammo eller medkits fra ens kammerater, alt afhængig af hvem der er med på missionen. Det gjorde oplevelsen en smule mere autentisk.



Hvad der dog samtidig gjorde oplevelsen mindre autentisk er samtidig, at ens kammerater tit opfører sig komplet idiotisk og alt andet end realistisk. I flere tilfælde så kunne de både blive beskudt og kastet granater efter, uden at de rykkede sig en tomme. Det er bestemt ikke første gang at NPC’er ikke er de skarpeste knive i skuffen i et Call of Duty spil, men det er mig stadig en gåde hvorfor de ikke fikser dem, så de i det mindste er mere brugbare, end figurer der bare for det meste står i vejen eller fungerer som en direkte skydeskive for fjenden.

Dertil er der et checkpoint system, som kan komme til at gøre mere skade end gavn hvis man er uheldig. Jeg oplevede et par gange hvor en enhed jeg skulle beskytte var i en kritisk tilstand, og jeg passerede et checkpoint. Hver gang at jeg ikke formåede at beskytte enheden, så fejlede missionen, og startede fra et checkpoint, hvor det var umuligt at rette op på skaden. Den eneste løsning var at genstarte missionen og gennemspille hele balladen igen og håbe på at man ikke ender samme sted. Der er også enkelte fejl, for eksempel så samtaler blandt ens kammerater kan kører på repeat. Det tyder på at kampagnedelen ikke er helt så finpoleret som den burde have været og det trækker desværre ned på den i forvejen lidt sløve singleplayer oplevelse.



Alt i alt, så er jeg ikke særlig imponeret over singleplayer kampagnen. Jeg formår ikke at blive engageret i karaktererne, hvilket gør at jeg knap så motiveret løber fra objektiv til objektiv, for at komme til næste bane og gøre det hele forfra igen. Den har et par ganske fine øjeblikke som kortvarigt løfter oplevelsen lidt, men ikke nok til at sige at jeg var godt underholdt. Det virkede som en sløv og til tider upoleret oplevelse, som jeg ikke kan se mig selv gennemspille igen.

Hovedattraktionen for mange er dog multiplayer delen og den skuffer heldigvis ikke. I stedet for at løbe på væggene og alt det andet fremtids ståhej, så jeg er glad for at man i denne omgang kun bevæger sig på sine to ben igen, men bare fordi at tilgangen er lidt mere gammeldags, så er der stadig knald på. De forskellige våben har stadig gevaldig slagkraft, om man enten er til en hurtigt skydende machine gun, en bazooka eller en shotgun, der skyder med selvantændende patroner, så er der en del muligheder for at tilpasse det lige til ens stil.



Af gamemodes er der de gode gamle klassikere såsom Team Deathmatch, Capture the Flag og Kill Confirmed. Den største tilføjelse her må dog være den gamemode med den simple titel War. To hold spiller mod hinanden, hvor det ene hold skal forhindre det andet i at gennemføre en række mål, det kan være at overtage en base, bygge en bro for at bane vej for en tank, eller få ødelagt fjendens våben. Det forsvarende hold skal holde fjenden væk i et par minutter fra det nuværende mål for at vinde og hvis det ikke lykkedes, så er det videre for at prøve at forpurre dem i at gennemføre det næste mål. Uanset om man er dem der angriber eller skal forsvare basen, så passer det rigtig godt til spillet, da samarbejde med resten af ens hold nærmest er essentielt.

Banerne man bevæger sig rundt i er dejligt varierende i deres landskaber og destinationer. Man føler at hver bane har dens egen stil og at det ikke bare er dovent copy/paste. Mængden af baner er acceptabelt, men jeg kunne godt have ønsket et par til, da man hurtigt kan føle at man ender i den samme endnu en gang. Designet er dog til tider en anelse for trængte og man kan godt føle sig for klemt sammen mod fjenden og det kan skabe øjeblikke, hvor man bliver ved med at blive dræbt få sekunder efter man er respawnet. Som noget nyt, så er der et hovedkvarter som fungerer som en form for hub imellem multiplayer kampene. Her kan man øve sig på skydebanen, åbne loot crates og påtage sig daglige opgaver som giver belønninger og man har også mulighed for at socialisere sig med andre spillere og hygge sig, før det er tilbage på slagmarken. Eller det var i hvert fald tanken, for hovedkvarteret er for størstedelen komplet blottet for andre spillere.



Nu kommer den lidt kedelig del, men der er en del server problemer. Det er næsten normalt at multiplayer spil nu til dags har problemer den første weekend efter udgivelsen, men det gør det bestemt ikke mere i orden. De første par dage tog det flere minutter at deltage i en match, hvis man ikke opgav inden da. Det er blevet lidt bedre nu, men det er stadig ikke helt så glat som man kunne forvente. Så snart man er inde i spillet, så fungerer det ofte uden problemer. Men der er ikke noget mere irriterende end at sætte sig ned at spille for at slappe af, for at blive mødt af lange forbindelsestider for at joine et spil. Det bliver sikkert optimeret med tiden, men sådan som det er nu, så er det bestemt værd at bide mærke i.

Til sidst, men ikke mindst, så er der nazi zombie delen. Her kan man spille sammen med op til 3 andre, hvor målet er at overleve så mange runder man kan, mod sultne zombier. Der er ikke noget voldsomt nyt her og hvis man har spillet den her gamemode før, så kender man nærmest møllen. Det kan være lige så udfordrende som underholdende og det kan virkelig teste eller styrke ens venskab.



Gældende for alle de forskellige sider af spillet, så er grafikken ganske god. Det er ikke det flotteste spil på gaden, men det er bestemt heller ikke grimt. Der hvor den er mest imponerende er i singleplayer kampagnen, hvor man blandt andet går igennem en snedækket skov, eller i et par af de scripted øjeblikke, hvor det nærmest bliver til en mellemsekvens.

Lyden er også ganske god, da den får overbevist en om at man er i midten af en slagmark flere steder, eller at der faktisk er en glubsk og sulten zombie bag en. De forskellige lydeffekter fra våbnene kan godt lyde en anelse for mekaniske, men det giver alligevel et lille lag af autenticitet, for gamle rustne våben kunne muligvis godt lyde sådan.



Call of Duty: WWII er som samlet pakke en meget blandet oplevelse. Multiplayerdelen er helt klart den mest vellykkede og samtidig med at zombiedelen er underholdende, er singleplayerdelen ret så skuffende. At sende Call of Duty tilbage til 2. Verdenskrig igen fungerer ganske fint og været godt for afvekslingen. Man ved hvad man får, men det er desværre også lidt en ulempe, da der heller ikke bliver præsenteret noget voldsomt nyt.

Spillet er som sådan solidt, men der bliver ikke taget voldsomme chancer og det traditionelle mønster bliver ikke brudt. Traditioner er fine nok, men det er ikke så voldsomt spændende i denne omgang. Call of Duty: WWII sikrer fans af serien timevis af underholdning, men kommer nok ikke til at vinde nye fans over. Til trods for at det ligger mange timers god underholdning i multiplayerendelen, så trækker singleplayerdelen ned, så jeg desværre ikke er helt oppe at ringe over årets Call of Duty.
+ God traditionel multiplayer, mange timers underholdning, fedt gammeldags look
Skuffende kampagne, adskillige bugs, bringer intet nyt til serien
Gameplay:7.0
Grafik:7.5
Online:8.0
Holdbarhed:7.0
Overall 7.5
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.