Catherine: Full Body er noget så sjældent som et kærligheds-horror-puzzle-drama, som kun japanerne kan lave dem. Man tager rollen som 32 årige progammør Vincent - han er kæreste med den lidt kedelige og kontrollerende Katherine, som er den type, der er på nakken af ham når han får en enkelt for meget med vennerne - du kender måske typen.
En dag begynder hun at snakke om, at de to også snart burde blive gift, nok mest fordi hendes mor spørger til det og fordi pigerne i hendes omgangskreds, alle kan fremvise den ene fine ring på deres fingre efter den anden. Vincent har det dog fint som han har det og udsigten til ægteskab og alt hvad det fører med sig, er tydeligvis mere end han lige kan overskue.
En aften er han på stamværtshuset Stray Sheep og efter hans venner er gået, havner han i kløerne på den smukke og veldrejede Catherine (med C). Det ender med at han næste morgen vågner op ved siden af hende - uden at kunne huske hvordan det er kommet så vidt. Herfra udvikler historien sig i uventede retninger og den fortælles via en blanding af ingame grafik og nogle flotte anime sekvenser, der er flere årsager, ikke er for børn.
Ikke nok med det, så er der skrevet en ny kvindelig fristelse ind i denne Full Body udgave, så Vincent også skal forholde sig til Rin (en forkortelse af Qatherine), en pige som har mistet hukommelsen, der arbejder som pianist på Stray Sheep - og som i øvrigt er flyttet ind i lejligheden ved siden af Vincent.
Som om Vincent ikke havde nok at tænke på, med en kæreste der pludselig vil giftes, to mystiske kvinder på sidelinjen og det store nervepirrende arbejde for at undgå at de tre kvinder møder hinanden, bliver han nu også hjemsøgt af en række mareridt - og det er disse mareridt, der er det egentlige gameplay i spillet. Og det er også her, at vi finder flere af Full Bodys nyheder og opdateringer.
I Vincents mareridt, skal han iført gedebukkehorn, prikkede underbukser og sin hovedpude under armen, klatre op af et mystisk tårn, der er bygget op af en masse blokke. Vincent kan klatre op af én blok ad gangen og for at skabe sig en vej op af tårnet, skal han skubbe, trække og flytte rundt på blokkene, så han på den måde danner en slags trappe, så han kan komme op til udgangen på toppen af tårnet. Som noget nyt kan man nu spille i Remix Mode, hvor nogle af klodserne er sat sammen som store Tetris brikker og det ændre gameplayet en smule.
Der skal også fart på, for tårnet kollapser nedefra og i bossbanerne bliver han jagtet op ad tårnet af for eksempel hans kæreste i monsterform iklædt en brudekjole og en kæmpe sabel eller Catherine fra hans lille sidespring, også i monsterform, iklædt en sexet kjole. Hvad der plager Vincent i hverdagen, dukker op i hans drømme – og dør han i hans mareridt, dør han også i virkeligheden, et mystisk fænomen, der er ved at sprede sig og som øjensynligt kun rammer utro mænd.
Sværhedsgraden i Catherine er høj og selv på den laveste sværhedsgrad, får man fra midt i spillet, rigeligt at se til. I starten består de mystiske drømme-tårne blot af mere eller mindre almindelige blokke, men efterhånden som man kommer igennem spillet, introduceres man for blokke med indbyggede fælder, nogle kollapser eller eksplodere når Vincent træder på dem, mens andre isblokke gør, at Vincent glider og måske sender ham ud over kanten og i den visse død.
Det lader til at Atlus var klar over, at sværhedsgraden måske var et problemt for mange, så der er nu tilføjet en Safety sværhedsgrad, hvor puzzles er lette, der er ingen tidsgrænse, fælderne aktivere ikke, man kan slå Auto Play til så spillet selv klatre op ad tårnet - og man direkte skippe puzzles, hvis man ikke gider bøvle med dem og kun vil nyde den tossede historie. Desuden optræder Rin også i ens drømme og når hun spiller på hendes piano, kollapser tårnet langsommere.
Hvert mareridt er fordelt over to til fire baner og imellem disse baner, kommer Vincent til en slags platform, hvor han møder en række får, der skal symbolisere andre utro mænd, der er samme tur igennem som Vincent. På disse platforme kan man gemme sit spil, snakke med de andre får og f.eks. få gode råd til hvordan man klarer de kommende tårnes strabadser. Når man skal forlade disse platforme, foregår det via en skriftestol, hvor man bliver stillet et spørgsmål; det kan være alt fra om man kan lide børn, om man mener livet begynder eller slutter i forbindelse med ægteskab, til hvis skyld det er, hvis ens partner har et sidespring. Når man har afgivet sit svar, får man at se hvad andre spillere har svaret på det samme spørgsmål og det giver nogle ganske overraskende resultater ind imellem.
Imellem hvert mareridt, følger man Vincents problematiske liv og han mødes med hans venner hver aften på stamværtshuset for at diskutere sit liv. På værtshuset kan man gå rundt og snakke med de andre gæster, man kan spille på en spillemaskine, man kan vælge musik i jukeboxen og man kan smutte en tur på toilettet, for at tjekke de frække billeder, man modtager på ens telefon. Værtshuset fungerer som en slags hub, inden man kaster sig videre ud i historien - men man skal passe på ikke at drikke for meget, for jo mere Vincent får at drikke, jo mere klodset vil han være i det efterfølgende mareridt, som altid indtræder når han kommer hjem og falder i søvn – en ganske sjov lille detalje.
Foruden historiedelen, som hedder Golden Playhouse, er der andre og nye spilmuligheder. Den første er Babel, hvor man skal klatre op af et tårn på tid, enten alene eller sammen med en ven. I Colosseum spiller man mod en anden spiller lokalt i forskellige puzzles og endelig i Online Arena spiller man mod en anden spiller online i kampen om points og om at komme først til tårnets top. Der er rigtigt meget indhold i disse multiplayer modes og det er fint de er der, men for mig er historien en så stor del af oplevelsen i Catherine, at disse alternative spilmuligheder virker de en smule ligegyldige. Gameplayet fungerer stadig upåklageligt, men Golden Playhouse er helt sikkert der, hvor jeg brugte mest tid selskab med Catherine: Full Body.
Puzzle gameplayet fungerer isoleret set rigtigt godt, men når det hele pakkes ind i et mystisk kærligheds-/horror drama, bliver det bare endnu mere spændende. Indlæringskurven er forholdsvis stejl, men heldigvis hjælper den nye Safety sværhedsgrad på tingene, som man til enhver tid kan skifte over til hvis man sidder fast og så igen tilbage til ens oprindelige sværhedsgrad.
Hvis der er nogen, der kan slippe afsted med at lave et så visuelt underligt spil som Catherine, så er det naturligvis japanerne. Da det udkom tilbage i 2012 var det ikke det kønneste spil man kunne opdrive og det er heller ikke her i 2019. Selvom grafikken er blevet opdateret, holder det stadig den lidt underlige stil, hvilket er godt, men direkte kønt er det ikke.
Lydsiden er ganske fin, med rigtigt godt stemmeskuespil af de oprindelige skuespillere og et fint soundtrack. Noget af musikken under Vincents mareridt kan dog godt blive lidt irriterende i længden (og man kan ikke skrue ned for den), men musikken man kan vælge i jukeboksen på Stray Sheep er langt bedre og der er nye numre til denne Full Body udgave, samt nogle numre fra for eksempel Persona 5.
Her 7 år efter den oprindelige udgivelse, er Catherine: Full Body stadig en dejlig forfriskende oplevelse. Spillet berører nogle emner, som ikke ret mange andre spil tør røre ved, som sex, parforhold, samvittighed, utroskab og ansvar - og det gør det på en underholdende måde. Gameplayet er meget fængende og har den der “jeg skal lige prøve igen” faktor, som er så svær at definere.
Men er Catherine: Full Body værd at købe, hvis man allerede har spillet originalen fra 2012? Ja, det synes jeg faktisk - jeg var i hvert fald godt underholdt endnu engang i selskab med Vincent, Katherine, Catherine og det nye bekendtskab Rin. Hvis du ikke tidligere har spillet Catherine, så har du nu chancen endnu engang - og det får vores anbefaling med på vejen - og så skader jo så heller ikke, at der er kønne piger, der i øvrigt ikke er generte, med i spillet.
Facebook
Twitter
