Charlie and the Chocolate Factory

Anmeldt af: - 10. oktober 2005 - kl. 20:18
Del denne artikel:
0 0

Filmen kører stadig i biografen og har fortryllet befolkningen med historien om Willy Wonka og hans hemmelige chokoladefabrik. Nu er spillet ude, og det kigger vi naturligvis på.

Filmen kører stadig i biografen og har fortryllet befolkningen med historien om Willy Wonka og hans hemmelige chokoladefabrik Det kan ikke komme som nogen hemmelighed, at både filmen og spillet handler om, hvad der foregår bag fabrikkens mure. Historien er den, at ejeren af chokoladefabrikken udlodder fem rundvisninger på hans ”slot” ved at komme en guldbillet i fem forskellige chokolader. De heldige vindere; Augustus Gloop, Veruca Salt, Violet Beauregarde, Mike Teavee og så den lille Charlie kommer på en fantastisk rundvisning med chokoladefloder, kæmpe slikpinde og candyflossfår.

Gameplay
Vi kommer ud på et lidt anderledes og ikke fysiskkrævende eventyr, hvor du hopper i skoene på den meget fattige dreng Charlie, der under rundvisningen på chokoladefabrikken skal sørge for at produktionen af lækkerierne ikke går helt i stå. Til sådan en stor fabrik skal der lidt hjælp til, og det er her, de små og irriterende Oompa-Loompa`er, kommer ind i billedet.
Charlie and the Chocolate Factory

De små hjælpere er Willy Wonka`s hænder, og de er med til at holde forretningen kørende. Det er nemlig nogle lidt grådige børn, der er blevet lukket ind på fabrikken, og du skal sammen med de små Oompa-Loompa`er rette op på de mange ting, der går galt under rundvisningen. Der er blandt andet en, der falder i chokoladefloden, tilstopper produktionen og ødelægger nogle maskiner.

Om spillefilmen er for hele familien eller kun for det yngre publikum, må være en smagssag, men computerspillet henvender sig udelukkende til de små pus. Styreformen i Charlie and the Chocolate Factory minder meget om andre platformspil som Jack and Dexter, hvor du skal hoppe rundt, samle ting og dreje på knapper. Det er en blanding af lidt puzzel og eventyr, hvor eventyret desværre hurtigt bliver lidt for ensformigt, idet du skal gøre de samme ting igen og igen. Ved de forskellige baner skal du hive fat i de ustyrlige Oompa-Loompa`er og få dem til at udføre forskellige opgaver. Du kan få dem til at følge efter dig, vente eller arbejde. De små banditter er dog ikke ens, da der både er rør, der er defekte, ledninger, der er revet over og slik, der skal samles ind. Du skal ikke bevæge en finger, men bare sætte folkene i gang.

Det hele virker meget sjovt i starten, og du render rundt for at redde dine venner og ikke mindst for at få produktionen i gang igen. Det viser sig dog hurtigt at blive ensformigt, da det hele tiden er de samme opgaver, der skal løses i form af rør, ledninger og indsamling af slik. Så hver gang du har reddet en fra den sikre slikdød, kan du starte forfra med at hjælpe ét af de andre børn. Eksempelvis skal du fange en robot i en slikfælde, hvor den bliver til en rund vingummi og kaste den ind i et rør, der er utæt. Dette skal gentages 3 gange for at komme videre, og igen kommer du ud for denne opgave gentagende gange.

Udover bare at koste rundt med de små Oompa-Loompa`er, kan du også samle slik ind. Det kan bruges til at kaste mod eventuelle fjender, og noget slik kan bruges til at lave fælder for forbipasserende. Du har selvfølgelig også en begrænset mængde energi, som i så mange andre spil, men grundet målgruppen skal der meget til, for at der sker noget. Skulle du gå hen og dø, starter du ikke helt forfra, men derfra hvor du sluttede, hvilket må være et lyspunkt. Du skal heller ikke trykke på så mange knapper for at få dine ordre udført, hvilket igen er et plus, hvis du er en af dem, der stadig er under pottetræning.

Charlie and the Chocolate Factory

Grafik
Med chokolade flydende i stride strømme og candyflossfår hoppende rundt, er det som at træde ind i et slaraffenland. Der er bare den lille ting, at der er så lang tid imellem de små detaljer, at man får indtrykket af, at det er et industriområde, du besøger. Slikket er enten en farvet kugle eller en trist chokoladebar, og med en kæmpe slikfabrik burde der komme noget mere.

Gengivelserne af personerne fra filmen er godtaget, og de små mellemsekvenser, der er med til at fortælle historien, er også okay. De er meget sjove og er med til at skabe noget stemning, men igen mangler der noget overraskende, der virkelig fanger spilleren. Grafikken er ikke banebrydende, og det er lidt synd, men igen skal man også tænke på målgruppen for spillet. Om man har tænkt, at de yngre spillere ikke stiller så høje krav rent grafisk, vides ikke, men kunne meget vel være årsagen.

Lyd
Johnny Deep spiller den lidt skumle Willy Wonka, og hans stemme og person bliver genskabt som var det ham selv. Selv de små børn gør et fantastisk arbejde med at give deres personer liv, og det mærkes ved de små sekvenser, hvor der bliver fortalt en del. For hver bevægelse du laver, kommer der en lyd, hvilket er ganske fint, og ved hver bane eller maskine fortæller Willy Wonka, hvad der skal gøres, eller hvordan den enkelte maskine virker.

Udover det er musikken også ganske udmærket og ikke for gennemtrængende. Musikken er meget dæmpet og ikke noget irritationsmoment som set i andre spil. Skulle det komme til det, kan du jo altid slå lyden fra.

Charlie and the Chocolate FactoryHoldbarhed
Charlie and the Chocolate Factory byder desværre kun på èn enkelt rundvisning, hvor der måske godt kunne være plads til en til eventuelt med en ven. Målgruppen er jo de mindre børn, og som i så mange andre platformsspil bliver det til en gennemføring, og så bliver spillet lagt over i bunken til de andre. Det er lidt synd, for spillet kunne være blevet den helt store oplevelse som på det store lærred, men vi må vist indrømme, at det skuffer lidt.

Med gentagelsesmomentet i spillet tænker man også nogle gange på, hvor mange, der overhovedet gider spille det, hvis de sidder fast et sted, for lige meget hvem du er, kommer du til at sidde fast. Banerne er tilpas store, der er tilpas af dem, og de er lavet sådan, at alle kan være med. Har man dog først fået på en rundvisning på ”slikfortet”, er det tyggegummi løbet tør for smag.

Overall
Ud fra læste anmeldelser af filmen var den det helt store. Desværre kan spillet ikke nå filmen til anklerne. Spillet kunne været blevet lige så stor, men nej. Spillet bliver for hurtigt trivielt, og efter et stykke tid begynder man udelukkende at gå efter at få banerne klaret hurtigst muligt i stedet for at udforske områderne og nyde de sjove omgivelser.

Om det ville have hjulpet på sagerne, hvis man havde set filmen først og så begivet sig ud på konsollen bagefter, sættes der spørgsmålstegn ved. Er du til de meget nemme og rutineprægede spil, er Charlie and the Chocolate Factory lige noget for dig, mens alle jer, der kræver mere udfordring, skal holde på lommepengene og købe en anden titel.
Fakta
Charlie and the Chocolate Factory

Charlie and the Chocolate Factory

Platformnone
UdviklerGlobal Star / High Voltage Software
UdgiverGlobal Star / High Voltage Software
Spillere1
Udgivelsesdato--1
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg PSlife her
Gameplay:6.0
Grafik:5.0
Online:
Holdbarhed:6.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.