
Man tager rollen som den unge pige Rania, der flytter fra landet og ind til den store neonfarvede metropol Nivalis. For at tjene til dagen og vejen arbejder hun for det ulovlige kurér firma Cloudpunk og hele spillet udspiller sig på hendes første aften i jobbet.
Spillet er faktisk uhyre simpelt. Det går ud på at bringe pakker og andre forsendelser fra A til B og nogle gange videre til C og ikke så meget andet. Det kan lyde lidt banalt og det er det i bund og grund også, men spillets helt store styrke er den store by og alle de mennesker og skæbner Rania møder undervejs. Det er dog ikke nok til at undgå at ensformigheden sætter ind.

Store byer har det med at fortære mennesker og det er i høj grad også tilfældet med Nivalis. De rige bor øverst i byen i enorme penthouse lejligheder, mens de fattige og mere jævne mennesker lever nederst i byen, som stort set altid er indhyllet i regn og skyer. Tænk Blade Runner og så har du en god idé om hvilken verden Cloudpunk udspiller sig i.
Rania leverer altså pakker rundt i den her enorme by og hun støder på mange mennesker. Undervejs får hun deres historier fortalt og det er det som bærer spillet. Historien om de mange skæbner, de knuste drømme om livet i storbyen, men også historierne om spirende drømme, kærlighed og håb.

Som nævnt tidligere, så er spillet, set som spil, en tynd omgang. Man leverer pakker - og det er det. Man skal sørge for at fylde brændstof på ens lille flyvende bil, den skal repareres og der skal ind imellem træffes nogle valg, som kan påvirke de mennesker man møder rundt omkring eller som man leverer pakker til. Det er i bund og grund et fint lille spil med en god historie, men gameplayet er tyndt og bliver meget hurtigt ensformigt. Det kan sammenlignes lidt med en walking simulator, blot med flyvende biler i en cyberpunk verden. Det er omgivelserne og historierne der gør, at man fortsætter.
Cloudpunk er et ambitiøst projekt for en lille indie-udvikler som ION Lands. Selv om det halter en lidt teknisk og at der er mange loadingskærme når man bevæger sig til og fra de forskellige områder i byen, så er de faktisk kommet i mål med det. Man ville dog have ønsket, at der var mere at lave, for den store by indbyder til udforskning.

Grafikken er såkaldt voxel-grafik og det er den samme klodsede stil, som er brugt i Minecraft og The Touryst. Det betyder at det hele er noget firkantet, men det er ikke så udtalt som i Minecraft, da det hele er indhyllet i flotte lyseffekter fra byens lys og neonskilte. Det ser ganske flot ud og der er en speciel stemning over det hele. Lydsiden er virkelig god, med et fedt elektronisk lydtapet og noget af det bedste stemmeskuespil vi har oplevet i en indie-titel.
Cloudpunk er et spil, som man enten hader eller synes om. Man vil nok ikke direkte elske det, for der er en del skarpe kanter rundt omkring. Hvis man bliver fanget af historien, så kan man se gennem fingre med det simple og ensformige gameplay - men bliver man ikke fanget af historien, så er der ikke så meget tilbage at blive begejstret for.
Cloudpunk kan købes på PlayStation Store for 184 kr.