Cold Fear

Anmeldt af: - 26. marts 2005 - kl. 18:18
Del denne artikel:
0 0

Tager man en mørk og stormfuld aften, en båd midt ude på havet og en masse onde Zombier, så er scenen sat for spillet Cold Fear.

Det er en mørk og stormfuld aften. Ude på havet, hvor det russiske fragtskib Dukh Vostoka står midt i en rasende arktisk storm, der får skibet til at svaje voldsomt til siderne og frem og tilbage, bliver et hold af amerikanske elitesoldater sat ind via helikopter. Man følger synspunktet fra soldaternes hjelme i bedste Aliens stil. Pludselig begynder man at høre lyde fra skud og efterfølgende smertefulde skrig og skrål. Glimt af skygger fra fjender kan ses som følge af de voldsomme lynnedslag, der brager tæt på skibet.

De resterende soldater bliver endeligt angrebet af en stor mørk skikkelse og får lemmer flået af dem. Man kan høre CIA Agent Jason Bennett kalde på sine mænd, men han får intet svar. I en desperationshandling alarmerer han det nærmeste skib fra kystvagten og beordrer dem til at tage ind på skibet og redde de resterende mennesker. Tom Hansen og hans mænd sendes ind.

Sådan starter Cold Fear; et survival horror spil fra Darkworks, der stod bag genopstandelsen af Alone In The Dark-serien med spillet Alone In The Dark: The New Nightmare, som udkom til PlayStation 2 og DreamCast. Kan Darkworks overgå deres egen succes med Cold Fear? Læs videre og bliv visere - og lidt skræmt!

Gameplay
Man styrer Tom Hansen, den amerikanske kystvagt, som er en blond mand med rød skudsikker vest og en pistol med lasersigte.

Med en skræmmende ligegyldighed for død, blod og afrevne lemmer skal man gå rundt omkring det zombiebesatte skib, hvor alle, der ender foran pistolsigtet, plaffes ned foran pistolsigtet.
Cold Fear

Spillet er ikke så forskelligt fra andre survival horror spil i genren, men har dog inkorporeret et alternativt sigtesystem i spillet, nemlig OTS-View (Over The Shoulder), der på smart vis skifter kameravinkel fra det sædvanlige, cinematiske gyser kameraføring, som er så velkendt i serien, til over spillerens højre skulder. Med pistolen og den senere opnåelige AK47 er der et lasersigte, som peger ligeud (selvfølgeligt). Så der er intet normalt crosshair at følge, men laseren er faktisk meget praktisk. Det ville have været meget nemt at dræbe alt og alle med laseren påmonteret, men man skal så ikke glemme at spillets scenarium er et skib under en storm.

Skibet svajer som en brasiliansk karnevalsdanserinde og gør det dejligt udfordrende at skyde fjenderne på nemmeste vis. Zombierne i spillet skal dræbes vha. headshot, da de såkaldte Exocells, som overtager mennesker og gør dem til zombier, planter sig i hjernen på folk. For at gøre det hele endnu sjovere er der intet sigte på den shotgun, som man kan finde. Der er det bare dine nerver af stål, der afgører, hvor mange skud, du ofrer på en zombie, for det er jo bedst, at fjenden kommer tæt på, når man bruger sådan et dejligt socialt våben.

Nu vi taler om, hvor tæt fjenderne kommer på, kan vi jo lige så godt fortælle lidt om dem. De findes i en interessant variation, hver med deres styrke og svaghed (dog deler alle fjenderne den samme svaghed, at de har allergi overfor et stort antal kugler). Zombierne er meget smarte i det henseende, at de ikke KUN trasker roligt fremad. Lige pludseligt får de et skud adrenalin i kroppen og sprinter mod dig, og det giver et godt gys! Der er også større monstre at kæmpe mod, som følge af genetisk manipulation af russiske forskere. Der er blandt andet nogle mærkelige slags hunde, men de mest interessante fjender er dem, der kan blive usynlige. Der skal lige noget til for at overvinde dem!

Selve det område, som man valser rundt i, er begrænset til skibet og som følge af plotudviklingen også en olieplatform. Områderne er interaktive til den grad, at der forekommer eksplosive tønder, ventiler til rør med gas og så selvfølgelig uvejret, der raser, som påvirker din videre færden, hvis du ikke lærer at gå rundt omkring diverse farer. Du kan få elektrisk stød fra bokse, hvorfra der hænger et løst kabel. På skibet kan du også falde ud over, hvis du ikke hænger fat i rælingen hurtigt nok. Så farerne lurer over det hele og det gør, at man konstant er på vagt og som resultat af det, bliver man endnu mere indfanget af spillets gode stemning.

Grafik
Spillets grafik er ganske fornøjelig at se på. Der er gjort meget ud af detaljerne på skibet. Det er ved at blive lidt fordomsfyldt, at når man har med noget russisk at gøre, skal det være grumset, beskidt og mørkt, men lad gå! Skik følge eller land fly. Den store grafiske præstation i spillet er dog uden tvivl vejreffekterne. Stormen og dens effekter på skibet er foruden at være grafisk imponerende også en flot bedrift, idet den også påvirker gameplayet, som nævnt tidligere i Gameplay. Hansen svajer frem og tilbage, og man kan se, at han bruger ekstra kræfter på at holde sig stabilt på skibets våde dæk. En grafisk lækkerhedsdetalje er, at når Hansen går mod regnen, så løfter han automatisk sin venstre arm for at dække mod regnen.

Cold Fear

Selve animationerne på karaktererne, hovedpersonen, fjender og lig er også bearbejdet fint. Fjenderne kommer i forskellige variationer af zombier og et par store uhyggelige monstre, mens de russiske lejesoldater ser temmelig ens ud. De små ExoCels er også meget flot/klamt lavet, hvor de med deres tentakler på nærmest katteagtig vis kravler fremad mod dig og slynger deres tentakel mod dig i håb om at bosætte sig i dit kranie.

Mellemsekvenserne og især introen er meget stemningsfyldt lavet, og det er takket være Darkworks fortrinlige arbejde i denne sektion. Det eneste, der virkelig irriterede mig i mellemsekvenserne med Tom Hansen var, at lige meget hvilket våben, man havde inden man aktiverede mellemsekvensen, så holder han en pistol. Det synes lidt mærkeligt, at man går ind i et ukendt rum med en AK47, så starter en video og man har nu skiftet til pistol, og når scenen er færdig, så holder man en AK47 igen. Det er petitesser, men det var vel ikke for meget at kræve, at Darkworks havde ordnet dette lille problem, inden de sendte spillet ud på markedet. Ellers er det fortrinligt arbejde i denne sektion.

Lyd
Lyden følger den samme gode stil, som spillets grafik gør. Den er dyster og mørk, og når der bliver skruet over til koret, så bliver der også lige rykket i en, for det er udført meget godt. Koret er tungt og maskulint med det der ”gyser twist”, som gør musikken helt ret.

Musikken i spillet er dynamisk, så der bliver skiftet fra stemningsdannende, skummel musik til lidt rock og metal musik, når man bliver angrebet af zombier eller lejesoldater. Det virker faktisk fint nok sammen med spillet, da zombierne også kan være tilpas hurtige i forhold til tidligere survival horror spils insisteren på, at zombier skal gå langsommere end pensionister på medicin.

Våbenlydene er gengivet ganske fint, og ens shotgun afgiver da også et herligt og voldsomt brag. Af alle våbene gengivet i spilverdenen er shotgun’en min favorit, så jeg bliver altid glad, når udviklerne tager sig sammen til at give våbnet en rigtig sprød lyd!

Regnvejret lyder også meget godt. Den lyder akkurat, som den ser ud: Tung og vedvarende. Af andre miljølyde kan jo nævnes alle de lyde, som forårsages af eksplosioner eller gulve, der bliver smadret, som også spiller helt fint.

Den vigtigste lyd i survival horror spil er jo selvfølgelig den høje, pludselige tone, der følger en skræmmende scene. Den har Darkworks også fået helt på plads. Jeg fik et ryk, da et, antageligvis dødt lig, pludselig gav et spjæt fra sig, selvom han nu burde have ligget stille.

Til sidst kan nævnes stemmeskuespillet, som er fint nok. De russiske lejesoldater snakker russisk på en god, panisk måde (du hører dem normalt kun, når du skyder efter dem, eller de skyder efter dig), men det virker lidt mærkeligt, at de nogle gange skifter over til engelsk. Som nævnt tidligere synes Tom Hansen temmelig ligeglad mht. til død og ødelæggelse. Tom Hansens små vittigheder i flæng her og der løfter da også stemningen en lille smule, men jeg var mere skræmt over Hansens neutralitet end de monstre, som skal sendes til forsinket efterliv.

Cold FearHoldbarhed
Survival horror spil plejer som regel altid at være enegangsoplevelser, og det har Darkworks heller ikke gjort noget for at modstride. Godt nok er der flere sværhedsgrader, men der synes ikke at være nogle umiddelbare bonusser at skulle få ud af at gennemføre spillet på dens 4. sværhedsgrad, som man skal låse op for ved at gennemføre spillet på en af spillets 3. standard sværhedsgrader.

Du får de sædvanlige 6-8 timers sjov og skræk ud af spillet, så det er heller ikke den store revolution. Man kan sige, at det er ikke meget, men for mig er glasset halvfyldt ikke halvtomt.

Det, som jeg kan klage over, er en mangel på et kort i selve spillet. Man får skibets kort i sin spilmanual, men at det ikke forekommer i spillet synes lidt dårligt. Især når man ankommer på en olieplatform, så har man intet kort overhovedet, og det synes som en billig måde at forlænge spillets holdbarhed på, da man skal foretage en del cross-tracking (det er, hvor man skal gå frem og tilbage i de samme områder, for at udføre forskellige opgaver) i spillet, og lokaliteterne bliver sagt til dig verbalt: Så har du værsgo at finde frem til stedet på egen hånd! Jeg sad på et tidspunkt fast i spillet på olieplatformen i flere timer, fordi der intet kort var til denne del af spillet til at hjælpe en. Det ville ikke have krævet meget fra Darkworks at ordne sådan en detalje, så det skuffer, at det ikke er blevet gjort.

En af de gennemgående irritationer i PlayStation 2 spil er selvfølgelig også den skændige loadetid, der præger spillet. Der er fra Darkworks’ side prøvet at lave et ”smart” system ud af det, hvor man hører 3 hjertebanken, når man skal til at starte en ny sektion på en bane, men grundet ustabilitet i spillets design på dette punkt, så starter en ny bane ofte op efter 2 hjertebanken og sågar 1. Så selvom Darkworks havde udtænkt et system, der kunne gøre loadetiderne fordelagtige i dette spil, viser det sig desværre bare at fejle.

Overall
Lad det være sagt med det samme: Darkworks har lavet et godt stykke arbejde og har givet et rimelig unikt miljø at boltre sig i. SEGA havde på tidspunkt gang i et spil ved navn Deep Fear i 1998, der havde rimelig meget af det samme koncept kørende. Men spillet blev aldrig til noget og det er vel fint nok, for Cold Fear var ”ventetiden” værd, og spillet har tilpas med unikke tiltag til at retfærdiggøre tiden brugt på det.

Dog ville jeg hellere råde bedre survival horror spillere til bare at leje spillet, da man efter den ene gang ikke har meget spil tilbage i spillet. Det skal nok gøre godt med en 2’er til spillet, men der er endnu ikke offentliggjort nogle planer om dette.
Fakta
Cold Fear

Cold Fear

Platformnone
UdviklerUbisoft
UdgiverUbisoft
Spillere1
Udgivelsesdato--1
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg PSlife her
Gameplay:7.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:6.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.