Crash Bandicoot 4: It's About Time

Anmeldt af: Jonas Deibjerg Rasmussen - 14. oktober 2020 - kl. 21:52
Del denne artikel:
3 5

Humoren i titlen ryger i en dansk oversættelse, men lander det helt rigtige sted, mellem sofistikeret og fladpandet. Det ER nemlig på tide... at stramme op!

Fun Fact: Mark Cerny, der er hovedarkitekten bag PlayStation 4 og PlayStation 5 konsollerne, er også en vigtig del af historien bag Crash Bandicoot. Det var nemlig ham der overbeviste de gode drenge fra Naughty Dog om, at de skulle udvikle et platformspil til PlayStation, med en hovedrolleindehaver der kunne blive maskot for maskinen. Og det gjorde de. Den wumba-frugtædende og aldeles tomhjernede punggrævling tog verden med storm, og fik for ganske nyligt et comeback, da Vicarious Visions støvede den oprindelige trilogi af, til glæde for både os gamle nostalgikere og nytilkommere.



En af de store overraskelser ved at genspille gamle klassikere er, hvor slatten man er blevet i forhold til sværhedsgrad. Moderne spil er gået fra at lokke småmønter ud af lommerne på teenagere nede på grillen, til at lokke dem ind i evigt udviklende universer, designet til at holde spillerne fastlåst i netop det univers - og her har adfærdspsykologerne fundet frem til at guleroden klart er det der virker bedst.

Derfor kunne man frygte, at en nymodens udgave af Crash Bandicoot fik samme overhaling - nem og farverig underholdning, lige til at gylpe i sig. Men det er ikke tilfældet. Crash Bandicoot 4 er lige så ubarmhjertigt og controller-knusende svært som det var i gamle dage. Det eneste opblødende tiltag er, at man kan vælge mellem moderne og retro i spilindstillingerne, og på den måde - i den moderne setting - få en smule lettere vilkår.



Moderne betyder ikke at tingene bliver lettere, men at du har uendelige liv. Eller rettere din livstæller ændres til en dødstæller, så du ikke når i bund og må starte helt forfra på banen, men kan blive ved med at starte fra seneste checkpoint i én uendelighed. Prisen er, at du meget tydeligt kan se din uduelighed, efterhånden som tælleren triller afsted. Jeg nærmede mig 60 dødsfald på en enkelt bane, og jeg har slet ikke kastet mig ud i at forsøge at opnå andet end bare at komme igennem.

Bare at komme igennem banerne er naturligvis kun for amatøren. Den hardcore spiller skal selvsagt have alle kasser, alle wumba-frugter, alle bonuselementer og ingen dødsfald. Kun på den måde kan du opnå alle seks diamanter i hver bane, og kun på den måde kan du få udløst de gakkede kostumer der beviser, at du er en af de hårde spillere. Men for en afdanket, slatten og udfordringsforskrækket spiller, er det en voldsom mundfuld.



Jeg formår aldrig at spille mere end én eller to baner i en enkelt session, for på det tidspunkt er jeg så fyldt op af adrenalin og frustration, at jeg må have en pause. Pauserne bliver dog aldrig lange. Jeg må have en masochistisk side, eller en svækket korttidshukommelse, for næsten i det øjeblik jeg slukker, får jeg lyst til at prøve igen. Og på den måde kæmper jeg mig igennem landskabet af farverige og smukt varierede baner, der næsten hver gang byder på noget nyt og spændende, og giver det hele en ny dimension - af sværhedsgrad, frustration og underholdning.

Lad os lige spole tilbage til begyndelsen. Crash Bandicoot 4: It’s About Time samler eventyret op, lige der hvor den oprindelige trilogi slutter. Lige der hvor Naughty Dog slap serien. Lige der hvor tingene begyndte at gå ned af bakke for den gode punggrævling, og licenskongerne bare malkede universet i bund. Al den væmmelige historik er elegant udeladt, og vi finder Dr. Neo Cortex og hans kumpaner hvor vi efterlod dem i slutningen af Crash Bandicoot 3: Warped - indtil de får lavet et hul i rumtiden og pludselig er på vej mod verdensherredømmet igen.



Deres fiflen med rum og tid vækker imidlertid Kvantemaskerne - fire fjerne fætre til Uka Uka og Aku Aku, der er sat i verden for at beskytte rumtiden. Og de skal vise sig at være en stor hjælp på din færd, omend de hver især tager nogen øvelse at mestre. Lani-Loli gør dig i stand til at skifte virkelighedsfase, og dermed få ting til at forsvinde eller dukke op - primært naturligvis kasser og platforme, som skal skiftes frem og tilbage mens du flyver gennem luften. Akano gør dig til en snurretop, der kan smadre det meste du møder og svæve meget længere end normalt, men samtidig er umanerligt livlig og svær at styre. Kupuna-Wa kan sætte tiden i slowmotion, og Ika-Ika kan vende op og ned på tyngdekraften.

Det er en mægtig forfriskende tilføjelse med disse masker, og såvel deres personligheder, som de puzzles der er bygget op omkring de evner de giver, øger variationen markant. Ligesom de fleste andre fornyelser og tilføjelser Toys For Bob har skruet sammen, er det gjort med en fin fornemmelse for seriens oprindelse. Jeg følte mig fuldstændig hjemme i Crash universet fra første sekund, men samtidig er der ingen tvivl om, at det er et spil fra 2020 man sidder med - ikke en remake af et spil fra 90’erne.



Det grafiske univers holder linjen ubrudt, lydsiden er fuldstændig intakt og persongalleriet og plottet er fuldstændig som vi kender det fra de første spil. Du starter endda med en bane der er næsten magen til den allerførste bane i det allerførste Crash spil - dog med små detaljer, som for eksempel Crash’s Spyro badering. Et slet skjult nik til Insomniacs konkurrent fra samme tider. Gameplayet er ligeledes fuldstændig som det var, men med en hidtil uset variation, både i form af evner og baner. Som altid åbnes der ø efter ø med baner, der for hver ø foregår i et nyt univers. Fra buddha-templer og piratøer, til fremtidsbyer med svævende biler, er der hele tiden ny øjenguf og man får hver gang følelsen af nye overraskelser der venter.

Der er 43 baner, inklusive nogle ret innovative boss-baner, og de kan tage alt fra fem minutter til en halv time at gennemføre - alt efter hvor langt op du banker dødstælleren. Dertil kommer en lang række variationer og yderligere udfordringer. For det første kan du gå efter op til seks diamanter i en bane, og lad mig være ærlig, jeg nappede ikke over tre i nogle baner i mit første run. Derudover får du mulighed for at genspille enkelte baner med en helt ny karakter. Normalt kan du vælge at spille som Crash eller hans søster Coco, men du får også mulighed for at spille som Crash’s første store kærlighed Tawna, den tidligere fjende, nu falleret kok, Dingo, og søreme om ikke også du kommer i bukserne på selveste Dr. Neo Cortex.



Alle tre karakterer har særlige moves og evner. Tawna kommer i en slagkraftig udgave fra en anden dimension, og kan både kaste cirkelspark, svinge om sig med sin kastekrog og hoppe op ad vægge. Dingo er mere gumpetung, men har en kæmpe støvsuger, som han kan bruge til at suge og skyde med, eller flyve et kort stykke. Cortex kan med sine små ben ikke springe meget rundt, men har til gengæld en gadget, der gør ham i stand til at omforme fjender til platforme, og kan samtidig lave et langt dash med sit store hoved i front. Banerne de tre kommer i spil i, er udformet til netop deres evner og spiller smukt sammen med de ting du allerede har oplevet i banen med Crash eller Coco. Og hver bane slutter også altid af med, at du skal genspille den sidste del som Crash - denne gang i en sværere udgave. Hvilket kan være en voldsom bet. Der er baner man aldrig ønsker at se igen, når først de er gennemført. Eller...i lang tid i hvert fald...altså fem minutter.

Men der er mere endnu. Når du er godt en tredjedel igennem spillet, åbnes N. Verted Mode, som giver mulighed for at genspille alle gennemførte baner i en helt ny udgave. Banerne bliver muterede på alle mulige parametre. De kan blive spejlet, få en helt ny grafisk overflade, et andet gameplay tempo, foregå under vand, have mistet al sin farve eller noget helt syvende. Det er en virkelig kreativ måde at åbne for næsten en fordobling af indhold på, og der er nærmest intet af det du har lært af de uendelige gentagelser fra første gennemførsel, som kan genbruges, når først inverteringen har fundet sted.



Endelig kan du stadig forsøge dig med at gennemføre alle baner på tid, ligesom der er et par lækre måder at battle med vennerne på. Op til fire spillere kan på skift slås om at komme først til næste checkpoint eller smadre flest kasser. Man kan også spille hovedspillet i Pass N. Play mode, hvor man skiftes til at overtage controlleren, hver gang man dør. Det er ikke rigtig multiplayer, men det giver en fin mulighed for at nyde lidt Crash på sofaen sammen - og fordele frustrationer og adrenalin, så man måske kan holde lidt længere end når man spiller alene.

Jeg er kæmpe fan af Crash Bandicoot. Har altid været det. Universet er lige præcis så skørt og farverigt som jeg kan lide det, og det er for mig den perfekte opskrift på en god platform oplevelse. Det var det i 90’erne, og det har Toys For Bob sørget for det forbliver i 20’erne. Det er en elegant overgang fra det 25 år gamle ophav, og moderniseringen er gjort med en fantastisk respekt for, og indsigt i, de oprindelig spil. Samtidig er det også et af de spil jeg hader allermest. Intet andet spil kan få mit frustrationsniveau til at peake i samme grad, og intet har længe været så tæt på at få mig til at smadre controllere og fjernsyn med ukontrollerede kast.



Og alligevel vender jeg tilbage. Igen og igen. Sekundet efter at jeg råbende af frustration har slukket for lortet, får jeg lyst til at spille igen. Prøve én gang til. Bare én gang til. Se hvad der er om det næste hjørne. Se om jeg denne gang har fået styr på min motorik, og kan få timingen helt på plads. Min tålmodighed har sjældent været under så hårdt et pres. Og jeg kan lide det. Jeg bryder mig ikke om den masochistiske side af mig det får frem, men jeg elsker den sejrsfølelse det giver, fordi NÅR det lykkes er det fordi du virkelig har gjort det godt. En sejr der kan mærkes. Ikke en foræring fra adfærdspsykologerne og microtransaction-afdelingen, men en reel sejr, opnået med fingerfærdighed, tandskader og skræmte børn, der aldrig har hørt deres far ytre sig sådan før. Fuldstændig som i de gode gamle dage - minus det med børnene…

Crash Bandicoot 4: It’s About Time er ikke for alle. Der vil være bløddyr derude, der ikke magter den massive modstand, efter års eksponering for små udskårne godbidder, der glider ned uanset indsats - og jeg er faktisk på den bane. Men så meget desto mere nyder jeg at blive udfordret på den old school måde. Få et lag tæsk og stramme op på min slatne holdning. Opleve en sejr der betyder noget, fordi vejen derhen var røvtræls, supertung og ultra svær, men samtidig lalleglad, farverig og fuld af humor. Mine fingerfærdigheder er blevet spændt op og prøvet efter, og jeg er ikke halvvejs i de udfordringer jeg kan udsætte mig selv for i dette spil. Og selvom jeg ikke har lyst lige nu, ved jeg at jeg kommer til at vende tilbage. Igen og igen.
Fakta
Crash Bandicoot 4: It's About Time

Crash Bandicoot 4: It's About Time

PlatformPlayStation 4
UdviklerToys for Bob
UdgiverActivision
Spillere1-4
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Stærkt sprog
Følg PSlife her
+ Lækkert, farverigt, sjovt og i perfekt tråd med den oprindelige trilogi, god variation og virkelig kreative tilføjelser
Absurd frustrerende, meget lineært - så hvis du sidder fast, sidder du fast
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.