Crash Bandicoot N. Sane Trilogy

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 4. juli 2017 - kl. 19:06
Del denne artikel:
5 6

Mange husker tilbage på Crash Bandicoot med gode minder og de kan nu genopleves i denne opsamling med tre klassiske Crash Bandicoot spil opdateret til 2017. Læs anmeldelsen her.

Crash Bandicoot er historien om gennembruddet for et af Sonys førende udviklerhuse, nemlig Naughty Dog, som mange kender for Uncharted serien og The Last of Us. Crash Bandicoot udkom i 1996 og blev Naughty Dogs helt store gennembrud og de efterfølgende to år, kom der yderligere to spil i serien, Crash Bandicoot 2: Cortex Strikes Back og Crash Bandicoot 3: Warped.



Crash Bandicoot N. Sane Trilogy samler disse tre spil i én pakke og de er alle blevet opdateret med ny lækker grafik og det er Vicarious Visions som har stået bag opdateringen af de tre spil. Der er heldigvis ikke tale om en doven HD-opdatering, men der er her tale om en remake, hvor Vicarious Visions har bygget hele spillet op igen og har tilføjet nye animationer, ny grafik, mellemsekvenserne er blevet opdateret og generelt har hele spillet fået én over nakken og er nu virkelig flot at se på.

Jeg har, ligesom så mange andre, spillet Crash Bandicoot spillene til døde, da de udkom på den originale PlayStation tilbage i slutningen af 1990’erne. Da jeg startede Crash Bandicoot N. Sane Trilogy op, var det som at blive suget tilbage til dengang - alene titelmelodien var nok. Det første spil jeg prøvede var det originale Crash Bandicoot og det er den ægte vare. Det var som at møde en gammel glemt kæreste igen; man blev lidt forelsket på ny, men efter et stykke tid kommer man også i tanke om, hvorfor man ikke er kærester mere.



Crash Bandicoot er originalen og derfor har det en særlig plads i ens hjerte - selv om det er det måske nok er det svageste af de tre spil i den her N. Sane Trilogy pakke. Banerne er klaustrofobiske, det kan være svært at vurdere afstande når kameraet skifter vinkel og det er et problem når der kræves pixelperfekte hop. Banerne kan være frustrerende svære og der er nogle punkter i spillet, hvor sværhedsgraden pludselig tager et kraftigt hop opad, for kort efter igen at flade ud. Crash Bandicoot er fra den gang, hvor man ikke blev holdt i hånden og hvor man bliver straffet hårdt for ens fejlhop.

Crash Bandicoot 2: Cortex Strikes Back og Crash Bandicoot 3: Warped er bedre spil end originalen, men for mig er der klart mest nostalgi i det første. Men lige meget hvilket af de tre spil man spiller, så er det ægte Crash Bandicoot, med udfordrende platformbaner, hvor man både løber ind i skærmen, ud af skærmen, fra venstre mod højre og højre mod venstre - og disse bliver krydret med andre baner, hvor man rider på ryggen af en tiger på den Kinesiske Mur, sejler på en vandscooter op af en flod og meget andet.



De er alle glimrende platformspil, som man ikke kan undgå at få et smil på læben af og alle som kan huske de gamle spil, vil med det samme kunne genkende spillene. Man skal dog heller ikke være blind for, at der er sket meget med spil siden dengang Crash Bandicoot spillene udkom og de kan være frustrerende at spille, på grund af et forældet spildesign.

Indholdet i denne opsamling er stort set identisk med de originale spil, men der er dog ændret et par småting. En af de mest synlige er, at en feature som blev introduceret i Crash Bandicoot 2: Cortex Strikes Back og Crash Bandicoot 3: Warped er blevet inkluderet i det første spil; nemlig muligheden for at spille som Coco, Crash Bandicoots lillesøster. Hun bidrager ikke med noget nævneværdigt til gameplayet og er hovedsagligt en kosmetisk feature, som fans formentlig vil være lidt ligeglad med. Det er jeg i hvert fald, da jeg udelukkende vil spille med Crash himself.



Ud fra et kunstnerisk perspektiv, har Vicarious Visions formået at løfte Crash Bandicoot spillene op til 2017 standarder. Vicarious Visions har lagt meget arbejde i, at få grafikken opdateret uden at miste uden at miste stilen fra de originale spil. Det er lykkedes for dem og det er herligt at se Crash Bandicoot stå så skarpt og de originale baner ser fremragende ud, takket være en højere opløsning, nye overflader, nye animationer og forbedret lyssætning. Lydsiden er også god og meget genkendelig, lige fra det ikoniske soundtrack til Aku Aku maskens ”Rutabaga” lyd.

Crash Bandicoot N. Sane Trilogy føles præcis som de gamle spil men Crash ser nu flottere ud end nogensinde. Der har tidligere været tale om, hvordan de originale filer fra den gamle PlayStation version er gået tabt og i lyset af det, er denne opsamling ekstra imponerende, da Vicarious Visions har skulle bygge stort set hele spillet op fra bunden igen.



Det er klart, at Crash Bandicoot N. Sane Trilogy stort set udelukkende er til dem, som har spillet originalerne på den gamle PlayStation. Yngre spillere, som ikke har spillet dem før, vil formentlig synes at de er simple, meget svære og frustrerende og vil hurtigt vende klynkende tilbage til deres spil, hvor der ikke er noget der hedder ”Game Over”. Og det er helt forståeligt. N. Sane Trilogy er for dem, som kan huske de gamle spil og her vil denne pakke byde på en overflod af nostalgi og hygge i selskab med vores orange ven Crash Bandicoot. Det er på samme tid svært, ikke at drømme om et helt nyt spil i serien.

Crash Bandicoot N. Sane Trilogy kan købes i PlayStation Store for 319 kr.
+ Fremragende grafisk opdatering, mange timers nostalgisk spil, god variation i gameplayet
Det forældede gameplay kan være frustrerende
Gameplay:7.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 8.0
Log ind og stem
6
Der er 6 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.