Cricket 2005

Anmeldt af: - 5. september 2005 - kl. 12:16
Del denne artikel:
0 0

Selvom cricket ikke er nogen typisk dansk sport, har vi her på Console.dk testet spillet Cricket 2005, der er cricket-spillenes svar på FIFA.

Siger man ordet Cricket til de fleste danske gamere, vil man højst sandsynlig få et underligt spørgende blik eller i værste fald en skalle. Men ikke desto mindre har undertegnede i den seneste tid spillet Cricket 2005 fra EA Sports.

For at spille et cricketspil kræver det, at man kender lidt til reglerne i denne mystiske sport. For de, der ikke kender så meget til cricket, er her en lille gennemgang.

Cricket for begyndere: Et crickethold består af 11 spillere, der sammen med det andet hold, spiller på en oval bane, som har en aflang stribe på midten. Denne stribe kaldes pitchen og løber mellem to gærder, der kaldes wickets.

Holdene står skiftevis ved gærdet og det hold, der ikke har en spiller ved gærdet, spiller i marken. Ved hvert gærde står en spiller med et bat, som kaldes en batsman eller en gærdespiller, og en kaster (eller en bowler).

Bowleren kaster en bold mod gærdet med det mål at slå mindst en overligger på gærdet ned for at slå gærdespilleren ud, og en ny gærdespiller kan komme til. Når ti gærdespillere er ude stopper inningen. Rammer gærdespilleren derimod bolden, så han slår den udenfor modspillernes rækkevidde, kan han score et point (et run) ved at nå at bytte plads med sin makker. De to gærdespillere kan forsøge at score alle de point, de kan nå, før bolden kommer tilbage.
Bolden skal samles op og kastes tilbage af de spillere, der står ude i marken. En serie på seks kast kaldes for en over, og når denne er forbi, bytter bowleren plads med en medspiller samtidig med, at bowleren derefter kaster mod modsatte gærde og spillet derved spejlvendes.

Så nu ved vi lidt om cricket og er klar til at gå igang med spillet.

Gameplay
Som det nok kan gættes ud fra den lille tutorial, skal der spilles cricket. Og når man først har lært, hvad spillet går ud på … så er spillet faktisk lige så underligt og halvkedeligt, som da man startede.
Men nok om det.

Man skal jo prøve spillet, inden man kan danne sig en ide om, hvad cricket egentlig er.
Cricket 2005

Rent menumæssigt er det delt meget op som i de andre ”klassiske” EA titler. Man har valget mellem opvisningskampe, turneringer og sæsoner. Desuden er det også muligt at ændre på næsten hver eneste regel eller indstilling for hver eneste kamp. Kan man bedst lide at spille i regnvejr, så gør man det. Kan man ikke lide de opstillede default-regler, så ændrer man dem da bare.

Selve kontrollen af spillerne fungerer faktisk ganske godt, og styrer man f.eks. ham, der kaster bolden, så har man et væld af forskellige kast med forskellige styrker, skru osv. Det sted denne anmelder følte sig mest hæmmet var, da man skulle styrer batteren og derved slå til bolden. Her har man ikke mange forskellige muligheder, og det lykkedes aldrig rigtig at slå bolden så langt ud i marken, at man kunne nå et enkelt run.

Desuden foregår spiludgaven af cricket i et drabeligt langsomt tempo, og man mister derfor hurtig lysten til at spille spillet i ret lang tid af gangen. Dette resulterer desværre også i, at der ikke er det helt store at sige om spillets gameplay.

Grafik
Grafisk set er Cricket 2005 et rigtig flot spil på højde med EA Sports andre sportsspil. Realismen er helt i top, og spillernes detaljegrad er på samme høje niveau, som vi kender det fra FIFA.

Så det bliver på grafikken, at Cricket 2005 scorer flest point, men desværre kan grafikken alene ikke redde dette meget middelmådige sportsspil baseret på den underlige britiske sport.

Cricket 2005

Lyd
Lydsiden i Cricket 2005 er, som vi kender den fra samtlige andre EA Sports spil. Udvikleren har hentet en eller to af de mere kendte kommentatorer fra cricket-verdenen ind for at indtale forskellige kommentare, der skal gøre spiloplevelsen mere realistisk.

Dette er til et vist punkt opnået, men som vi ser det i mange andre sportsspil, så er udvalget af kommentarer for snævert, og der går ikke længe inden kommentatoren begynder at gentage sig selv.

Hvad angår musik er der ikke meget at sige, da musikken er næsten ikke-eksisterende. Der er den klassiske baggrundsmuzak, som man i længden ikke rigtig lægger mærke til. Desuden vil de fleste nok hellere slå musikken fra og høre noget andet.

Cricket 2005Holdbarhed
Er man hardcore cricket fan, så er dette spillet, man skal kaste sig over. Som vi kender det fra mange af de andre EA Sports spil , som f.eks. FIFA og NBA Live, så er Cricket 2005 spækket med store mængder forskellige hold og spilmodes.

Så der er nok at gå i krig med – hvis man da kan holde interessen længe nok. For Cricket 2005 er ikke et spil, der vil blive husket for hurtig action og adrenalin-pumpende konkurrence/social-gaming.

Man kan gå i gang med forskellige former for sæson-modes, opvisningskampe eller turneringer. Desuden kan man træne, hvor man gennem forskellige øvelser lærer, hvordan man spiller det komplicerede spil.

Desværre er der ikke så meget andet man kan give sig i lag med, så medmindre man synes, at cricket er en af de sjoveste sportsgrene i verden, så vil spillet hurtigt ende som støvsamler på ens reol eller hylde.

Overall
Nu er cricket jo som sagt ikke den sport, som de fleste danskere ikke bruger mest tid på - dog erkender vi, at der er folk i Danmark, der godt kan lide den særlige sportsgren.

Men når det er sagt, så er det faktisk utrolig svært at komme med en god overall vurdering af spillet, da det meget er op til den enkelte spiller, om man kan lide cricketsporten eller ej. Personligt er undertegnede én af dem, der ikke synes, at cricket er den sjoveste sport i verden. Det kan godt være, at det skyldes selve konsolspillets meget langtrukne og kedelige gameplay, men det hjælper ihvertfald slet ikke på helhedsindtrykket af spillet.

Det er meget muligt, at cricket er en meget spændende sport at spille IRL eller være tilskuer til, men som konsolspil vinder Cricket 2005 ingen priser for spændende gameplay. Godt nok er grafik- og lydsiden på samme niveau, som de andre EA Sports spil, men det er desværre ikke nok til at redde Cricket 2005 mere end et lille 6 tal.
Gameplay:6.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:5.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.