Darksiders: Wrath of War er et af de spil, som tager pusten fra dig i løbet af få minutter. Hovedpersonen er muskelbundtet og helten War, som er en af Apokalypsens riddere, og det står med det samme klart, at han er berygtet for sin enorme slagkraft og sit krigeriske talent. Netop disse egenskaber får han brug for, da han under forsøget på at redde Jorden fra total udryddelse bliver forrådt af sin herre og frataget sine stærkeste evner. Imens indtræffer dommedag, menneskene udryddes totalt og helvedet bryder løs bogstaveligt talt. Det er nu op til War at redde det, der kan reddes, samt genopbygge sine helt unikke egenskaber og sin status.
Første scene i spillet udspiller sig i en amerikansk storby, hvor der fortsat er få overlevende mennesker, efter at helvedet og himlen brød løs og sendte enorme ildkugler mod Jorden. Det første levende væsen, du som War støder på, er et ca. 50 meter højt monstrum, som løber gennem storbyens gader. Rundt om hjørnerne venter hidsige dæmonlignende bæster på at æde dig, og i luften hænger onde engle parate til at sende laserstråler ned mod dig, så du bliver stegt godt igennem. Hvis du ikke allerede har fanget det, så er Darksiders: Wrath of War en barsk omgang, og PEGI-ratingen på 18+ (alene pga. volden i spillet) bør tages ret seriøst børn bør ikke overlades alene til Darksiders.
De voldsomme bæster, de dystre og mørklagte baner og den hårrejsende baggrundsmusik udgør til sammen charmen og karismaen, som der er rigeligt af i Darksiders: Wrath of War. Lige fra start af får man øjeblikkeligt fornemmelsen af, at der er lagt uendeligt meget arbejde i at få næsten hver enkel figur til at have et unikt udseende. Netop dette burde resultere i, at alle beskyldningerne om, at Darksiders: Wrath of War blot er en kopi af klassikere som f.eks. God of War og Zelda, burde gå til grunde. Grafikken er i det hele taget meget nydelig, og det er en ren fornøjelse at begive sig ud på eventyr i de flotte miljøer, som oven i købet varierer meget, således det ikke bliver for trivielt. Man kommer rundt i både storbyen, grotter, lavaområder og ørkenen, og lige præcis på dette punkt distancerer det sig fra de førnævnte titler, som det efter sigende skulle have hentet megen inspiration fra. Dog er grafikken ikke udelukkende et højdepunkt, hvor særligt War kunne have fået en bedre finish, men stort set alle andre væsener i spillet er flot designet og har fået den rette finish på det grafiske punkt. Desuden er det også en lettere skuffelse, at blodet helt tilfældigt sprøjter ud af modstandernes kroppe, uden at der kommer den mindste rift. Det hører selvfølgelig til småtingsafdelingen, men det er ærgerligt, at Vigil Games ikke har ofret flere ressourcer på dette, når nu der er utallige kampscener i spillet.
Ligesom grafikken er lyden i spillet overordnet set mere end bare godkendt. Baggrundsmusikken er hele vejen igennem perfekt til spillets barske, hårde og til tider uhyggelige indhold, men endnu mere imponerende er fjendernes brøl, braget fra de voldsomme kræfter, som undergrunden påvirkes af, når War eller de store uhyrer sender hinanden i gulvet og jeg kunne blive ved. Stemmeskuespillet i dialogerne er desværre knapt nok tilfredsstillende, og det understøtter ikke til fulde den gode historie. Heldigvis er Wars stemme ru og dyb, så den matcher hans benhårde natur.
Netop kvaliteten af styringen og kontrollen af War er af stor betydning, da man konstant støder på fjender, som skal nedkæmpes med det effektive sværd, der efterhånden som spillet skrider frem opnår større slagkraft og mere effektive egenskaber. Skulle det være tilfældet, at man ikke er tilfreds med blot at være forsynet med Wars sværd, er der altid mulighed for at besøge våbenhandleren Vulgrim. I stedet for kontanter kræver Vulgrim nedkæmpede fjenders sjæle for nye våben, der kan føjes til det store våbenarsenal, som War har mulighed for at bære rundt på. På trods af, at War muligvis er den sejeste actionhelt, der længe er set i et konsolspil, lærer man hurtigt at sætte pris på muligheden for at opgradere eller købe nye våben, da sværhedsgraden selv på easy eller medium er tilstrækkeligt højt for de fleste. Til tider oplever man også at blive angrebet af dragelignende uhyrer fra luften, og her er boomerang-Crossbladen en god assistance for War.
Kampsystemet er forholdsvis enkelt og lige til. Det effektive sværd, som War altid har med sig, anvendes udelukkende ved at trykke firkant, og når den enkelte fjende har fået Wars sværd tilstrækkeligt mange gange at føle og således er nær døden, vises cirklen på controlleren ovenover fjendens hoved. Trykker man på cirkel, griber War effektivt fat i ham med de bare næver og spidder ham med sværdet én sidste gang (og igen sprøjter blodet helt tilfældigt ud af kroppen, hvilket er en skuffelse). Der er også mulighed for at holde firkant-knappen i bund, så War smider fjenden op i luften, mens denne så småt hakkes i stykker i takt med, at der trykkes firkant. Men flere muligheder er der ikke for at slå fjenden ned med sværdet, og kampsystemet lægger sig faktisk hele vejen igennem op ad Hackn Slash-genren. Det vil uden tvivl glæde mange, som søger et kamp- og adventurespil, uden at man behøver at være it-nørd for at kunne mestre det. Men der er helt sikkert også mange, der finder det for nemt og ensformigt. Min oplevelse af kampsystemet er ganske positivt og indtrykket er, at det hænger godt sammen med eksempelvis sidemissionerne i spillet, hvor man f.eks. kan komme ud for at skulle nedkæmpe 40 fjender på tid. Desværre oplever man ofte, at ens modstandere sidder fast i hjørner og kanter eller at de løber ind i en usynlig mur og fortsætter, indtil man giver dem dødsstødet. Her falder kvalitetsniveauet drastisk, men det er dog kun en af de få svagheder, som spillet har.
Det er ikke kun de mange forskellige fjender, der er med til at tilføre spillet udfordring for spilleren. Darksiders: Wrath of War er et af de spil, hvor man ikke kan komme uden om at skulle aktivere de små, grå hjerneceller for at kunne gennemføre det, hvilket er præcis det samme som med God of War-spillene. De mange små puzzle-missioner (f.eks. at skulle hente en nøgle til en port), som skal løses for at kunne komme videre i hovedforløbet, er særdeles underholdende og er et af de store elementer i spillet, som tilfører forløbet i Darksiders god variation og forhindrer ensformigheden i at trænge sig på. Det er dog ikke altid lige let at løse de tricky opgaver, men til Wars store held har han en følgesvend, The Watcher. The Watcher er en ånd, som har til opgave at rådgive War i kritiske situationer, og han står altid til rådighed. Han kunne have været en god vejleder i situationer, hvor man har brugt adskillige minutter på eksempelvis at forsøge at finde en bestemt vej til en genstand, som skal samles op. Desværre er rådene oftest fuldstændig ubrugelige og har intet med selve opgaven at gøre. Det resulterer (for mit vedkommende) i øget frustration, og opgaverne bliver til tider unødvendigt svære at løse.
Men de udfordrende små puzzles, de mange hårdføre fjender og de forskellige baner og miljøer, man møder i Darksiders, betyder alt sammen, at holdbarheden heldigvis er noget bedre, end man kunne frygte. Darksiders: Wrath of War byder nemlig ikke på multiplayer overhovedet hverken online eller lokalt/split screen. Beslutter man sig samtidig for at gennemsøge alle kroge og hjørner for indbringende objekter samt opgradere Wars egenskaber og våben så meget som muligt, er der rigeligt med spilletid og holdbarhed i Darksiders.
Darksiders: Wrath of War har som nævnt været udsat for megen negativ omtale og er blevet beskyldt for at have kopieret lige lovligt meget fra andre storspil i samme genre, før det overhovedet blev udgivet. Samtidig stiller spørgsmålet sig: Har Darksiders overhovedet noget at stille op, når God of War 3, den nærmeste konkurrent, er lige på trapperne? Ja, er svaret herfra. Darksiders: Wrath of War er et virkelig spændende bud på en konkurrent til de største titler i samme genre. Figurerne er fremragende designet, grafikken er samlet set meget nydelig, lyden er skøn og spillet besidder en vis charme og karisma, som ganske få spil har. Det er tydeligt at mærke, at udviklerne har gjort deres bedste for at kreere det mest actionfyldte og mærkværdige spil, som vi længe har set. Darksiders lider dog lidt under et gennemsnitligt stemmeskuespil og en del småfejl, men det er overhovedet ikke grund nok til at kunne fratage det den store succes, som det burde få som følge af dets kvaliteter.
Facebook
Twitter
