Days Gone

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 25. april 2019 - kl. 14:18
Del denne artikel:
6 15

Forårets satsning fra Sony hedder i år Days Gone, som er et velfungerende open world stealth action-eventyr fra skaberne af de klassiske Syphon Filter spil. Læs vores anmeldelse her.

Days Gone kommer fra amerikanske Bend Studio, som er en del af Sonys globale udvikler team, på linje med Naughty Dog og Guerilla Games. Bend er nok bedst kendt for Syphon Filter spillene til den første PlayStation og PlayStation 2, men i de sidste 13 år har de været lidt usynlige på PlayStation platformen, da de har koncentreret sig mest om spil til PSP og PSVita. Days Gone er deres tilbagevenden til PlayStation og er det klart største projekt for teamet fra Oregon.



De sidste par år har Sony haft det med at udgive et stort spil midt på foråret - i 2017 var det Horizon Zero Dawn og sidste år var det det mægtige God of War - og i år er det så Days Gone, som i selskabet med de to andre, dog nok må betegnes som en outsider. Days Gone er et open world stealth action-eventyr og det er klart inspireret af tv-serier som Sons of Anarchy, The Walking Dead og Naughty Dogs The Last of Us, men Syphon Filter rødderne, som stikker dybt hos Bend Studios, er også tydelige i Days Gone.

Historien udspiller sig i det nordvestlige USA, hvor en global epidemi også har sat sine spor og har forvandlet langt det meste af befolkningen til såkaldte Freakers - en slags zombier. Det hele starter ud med, at bikeren Deacon St. John sætter sin såret kone ombord på en helikopter, for selv at blive tilbage med hans bikerven Boozer. Historien udvikler sig og to år senere tager man så rollen som Deacon, der sammen med Boozer, har planer om at stikke af nordpå, men det går naturligvis ikke helt som planlagt - mere af den i øvrigt flot fortalte historie, vil jeg ikke afsløre her.



Efter en kort lineær tutorial, slippes man løs i den åbne verden. Selv om man kan køre rundt hvor man vil og angribe missionerne (og side-missionerne) som man har lyst til, føles spilverdenen en smule mere lukket og lidt mere styret end vi kender fra andre åbne spilverdener. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men vi har ikke at gøre med en spilverden fra Ubisoft eller fra Red Dead Redemption 2 at gøre her.

Man skal passe på, når man bevæger sig rundt i landskabet - og det er ikke lige meget, hvornår man gør det. Om natten ændre verdenen sig og udfordringerne er anderledes end om dagen - for eksempel er der flere Freakers om natten og de er ekstra aggressive i mørke. Om natten holder Marauders (grupperinger med overlevende mennesker, gerne bander) sig for det meste i deres lejre, mens de om dagen er ude og indsamle materialer og mad, lægge fælder og kontrollere området omkring deres lejre med sniper-rifler. Her er Freakers lidt mere i baggrunden, da de ikke er vilde med sollys og holder sig typisk i deres reder rundt omkring. Denne dag/nat cyklus er en af de mest effektive jeg har oplevet i et spil hidtil - spillet ændre sig virkeligt alt efter hvilket tidspunkt på dagen man begiver sig ud i spilverdenen på.



Freakers er nogle frygtindgydende fjender, for de føles nemlig seriøst farlige. Selv om de kan nedlægges forholdsvis let, så gør deres evne til at bevæge sig hurtigt og deres antal dem til en meget farlig fjende og det påvirker helt klart den måde man spiller på. Man kommer ikke langt, hvis man tager hovedet under armen og tror man kan skyde sig igennem horderne af Freakers. En god huskeregel er, at man godt kan regne med at alt hvad man støder på undervejs, er ude på at dræbe en; om det så er Freakers, de vilde dyr eller andre overlevende, som typisk har grupperet sig i mindre bander. Det nordvestlige USA er virkelig et brutalt og farligt sted at være.

Efterhånden som man kommer igennem spillet, gennemfører missioner og opbygger relationer til de forskellige lejre rundt omkring, får man adgang til at opgradere ens evner i et simpelt evnetræ. Man kan opgradere Deacon inden for nærkamp, kamp med våben og overlevelsesteknikker og ved at indsamle forskellige materialer, får man også adgang til at skabe forskellige ting, som kan hjælpe en med at overleve i den brutale vildmark. Man kan med tiden crafte ting som rørbomber, molotov cocktails, forskellige bandager og health kits, samt forskellige køller, pile til ens armbrøst og mange andre ting. Det hele gøres via et meget velfungerende våbenhjul, som i starten kan virke lidt uoverskueligt, men så snart man lærer at bruge det, bliver det nærmest ens bedste ven.



Ens bedste ven, bliver dog ens gode gamle motorcykel, som man skal tage sig godt af. Man skal huske at holde den i god stand ved hele tiden at reparere den og den kan også opgraderes hos mekanikerne i nogle af de lejre man kommer forbi. Motorcyklen kan bære ekstra våben og man kan kun gemme spillet, når man er i nærheden af den (eller når man sover på en briks et sted), så man lærer hurtigt, at tage sig rigtigt godt af ens motorcykel, for den er ens bedste ven og livline ude i ødemarken.

Bend Studios genopfinder med Days Gone ikke open world survival tallerkenen, men mindre kan også gøre det. Gameplayet er en fin kombination af action, stealth og survival og alle tre dele fungerer rigtigt fint. Missionerne er fint afvekslende og fungerer overordnet godt og det hele krydres med diverse side-missioner og opgaver som skal løses - for eksempel at udrydde Marauders lejre eller de reder som Freakers har bygget, hvor de holder til i dagtimerne.



Den tekniske side af Days Gone er lidt blandet. Grafikken ser virkelig lækker ud og spilverdenen er meget stemningsfuld og den dynamiske døgn- og vejrcyklus er flot og troværdig. På PS4 Pro bliver man forkælet med HDR, der som altid gør en stor forskel, men selv på vores PS4 Pro, kunne grafikken køre en smule ujævnt ind i mellem. Der er også mindre tekniske ujævnheder, som at NPC’er pludselig dukker op foran en, at de står oppe i kødgryden i en af lejrenes køkkener så jeg ikke kunne levere det dyrekød jeg havde indsamlet og at lydeffekterne pludselig kan forsvinde. Top dette med nogle meget lange indlæsningstider og så har man et spil, som virker lidt skrøbeligt rent teknisk. Det er noget som formentlig vil blive fjernet med patches her kort efter udgivelsen, men indtil da virker Days Gone en smule groft i kanterne.

Lydsiden er ganske fin, med gode stemmer og lækre kraftige lydeffekter fra våbnene og uhyggelige skrig fra Freakers. Det skal også nævnes, at Days Gone har danske undertekster og danske menuer, men desværre er oversættelserne ikke helt som de skal være og det kan give nogle uheldige sætninger, der forvirrer mere end de hjælper.



Days Gone er et rigtig fint spil, der ikke som sådan rykker grænserne for genren og det har en lidt ustabil teknisk side, men når det er sagt, så byder det også på et par nye spændende ting og det har et virkelig solidt gameplay, som fint blander flere spændende genrer sammen.

Days Gone er endnu et godt single player spil fra Sony, som fint falder ind i rækken af PlayStation 4 eksklusive single player spil sammen Horizon Zero Dawn, God of War og Spider-Man. Det kommer dog altid op på niveau med de tre førnævnte - det forbliver ganske enkelt outsideren i det helt fine selskab.
+ Fremragende stemning, velfungerende crafting-del, velsmurt gameplay
Tekniske fejl, halv-dårlig dansk oversættelse, lange indlæsningstider
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
15
Der er 15 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.