Dead Island

Anmeldt af: Jakob Kofod - 18. september 2011 - kl. 02:37
Del denne artikel:
12 0

Dead Island skildrer hvordan et ferieparadis vil tage sig ud, når zombierne overtager - tør du pakke kufferten og tage på ”ferie”?

Dead Island udspiller sig på øen Banoi, som er et lækkert ferieparadis. Uden yderligere forklaring vågner man efter en våd bytur. Tømmermændene er dog de mindste problemer, man har, da der er udbrudt en form for zombievirus, som har gjort, at store dele af øens indbyggere og feriegæster er blevet forvandlet til zombier.
Man indtager rollen som en af de fire spilbare karakterer, hver karakter har deres særlige træk og unikke færdigheder. Xian Mei er undercover betjent og ekspert i skarpe våben, Sam B er rapper med speciale inden for stumpe genstande, Logan er tidligere professionel football spiller og er ekspert i at kaste med ting og sidst men ikke mindst har vi Purna, som er tidligere politibetjent nu bodyguard med hang til skydevåben.




Historien i spillet er ikke særlig dyb; det hele virker lidt tilfældigt, og man får desværre ikke nogen forklaring på, hvorfor der pludselig opstår et zombieudbrud, ej heller hvorfor ens karakter er immun overfor zombie-virussen. Den svage historie betyder dog ikke så meget, for spillet formår virkelig at skabe en fantastisk atmosfære, hvor man får oplevelsen af at være en overlever på en ferieø fyldt med zombier. I starten af spillet virker det dog som et typisk ”slagt-så-mange-zombier-som-muligt-spil”, men jo længere man kommer ind i spillet, jo mere føler man sig som en overlever. Man oplever ofte, at man vender sig om for at tjekke, om der skulle være en zombie, der havde fået færten af en. Dette skaber en super stemning i spillet, der til trods for, at det foregår i højlys dag, byder på flere skræmmende episoder, der kan få en til at hoppe i sofaen.

Spillet er bygget op som et typisk sandkassespil, hvor man bevæger sig rundt fra sted til sted for at klare missioner for de overlevende på øen. Missionerne går typisk ud på, at man skal tage ud for at hente noget, der kan hjælpe de overlevende, hvilket er meget naturligt, da man er immun overfor zombie-virusset. Disse missioner kan være alt fra, at man skal tage ud til en forladt benzinstation og fylde benzindunke op, så man kan brænde nogle zombie-lig af til at man skal dræbe en flok zombier for at redde nogle af de overlevende. Missionerne er, til trods for den noget simple og ensformige opbygning, ganske underholdene, man kommer i løbet af spillet rundt på hele øen og oplever både smukke sandstrande og dystre kloakker.




Gameplayet i spillet kan bedst beskrives som et førstepersonsskydespil, hvor man er løbet tør for ammunition. Kampene mod zombierne bliver nemlig primært udkæmpet med nærkampe, hvor man bruger, hvad man nu kan finde på jorden, til at smadre zombierne med. Det betyder, at stort set alt kan samles op og bruges som våben, det kan være alt fra en pagaj, hammer, baseballbat, machete og hvad man nu ellers kan forvente at finde på et feriested. Man kan dog ikke bare begynde at hamre løs, da ens våben slides op, jo mere man anvender dem, der er derfor en del taktik i at slagte zombier, da man hurtigt kan ende som zombieføde, hvis alle ens våben er nedslidte. Gameplayet fungerer rigtig godt, de mange forskellige våben gør, at det aldrig bliver ensformigt at dræbe zombierne, da det kan gøres på utallige måder.

Våbnene kan repareres på arbejdsbænke, som man finder rundt omkring på øen. Her har man også mulighed for at modificere sine våben, hvilket giver nogle helt fantastiske muligheder som f.eks. deodorant-bomber, baseballbats med ild i, macheter med strøm i, ja mulighederne er mange.
For at få mulighed for at modificere sine våben kræver det, at man får fingre i tegninger til de forskellige våben - disse får man enten ved at klare missioner eller ved at finde dem. Når først man har tegningen, starter den virkelige udfordring, da våbnene kræver forskellige dele, som man skal finde rundt omkring på øen.




Dead Island indeholder også et rollespilslignende level system; kort fortalt får man XP for alt man foretager sig i spillet, dog får man de største portioner ved at klare missionerne i spillet. Hver gang man stiger i level, får man et skill point, som man kan bruge på til at åbne op for nye færdigheder. Hver karakter har tre forskellige forgreninger af færdigheder, den første forgrening hedder Fury og er karakterens evne til at gå i en såkaldt rage mode, hvor man med de bare næver - i en kort periode - kan slå zombier syv fod under jorden ved et enkelt slag. Den anden forgrening omhandler ens karakters kampsystem, her kan man forbedre ens karakters håndtering af hans/hendes favoritvåben. Den sidste forgrening omhandler overlevelse, her kan man åbne op for, at ens karakter kan åbne låste kister og kasser, regenerer sit helbred ved at drikke sig fuld og meget mere.

Våbenmodificeringen og rollespilselementerne bidrager til at gøre spillet utrolig dybt, samtidig bliver det spændende at gå rundt og udforske øen, da man håber på at finde netop den del, man mangler for at kunne lave den modificering, man netop har fået tegningen til.
Dead Island har også en cool onlinedel, man kan næsten sige, at spillet er lavet til at blive spillet sammen online. Multiplayerdelen er ren co-op, hvilket giver mulighed for, at man kan gennemføre hele spillet med op til tre venner, det er en super mulighed, der bestemt forlænger spillets levetid.




Multiplayerdelen giver mulighed for, at man kan droppe ind og ud af forskellige spil, dette fungerer smart nok ved, at der dukker en besked op på din skærm, når du er i nærheden af en anden spiller. Der er dog også mulighed for, at man kan søge efter spil blandt alverdens zombiejægere eller hoppe ind i ens venners spil. Man kan dog kun hoppe ind i spil, der foregår i samme kapital eller tidligere i forhold til, hvor langt man selv er i spillet.

Multiplayerdelen har dog sine fejl og mangler, det kan være utrolig svært at finde et spil, man kan joine eller opretholde forbindelse til dem, man spiller sammen med. Derudover kan man risikere, at man ikke opnår trofæer for de ting, man udfører i spillet, når man spiller det online. Sidst men ikke mindst så mangler spillet muligheden for, at man kan kicke de folk, der joiner ens spil. Det kan være utrolig irriterende at få en ind, der ingen intentioner har om at samarbejde, hvilket tvinger en til at gå ud af spillet for at slippe af med personen.




Grafisk er spillet ganske pænt i forhold til, hvor stort spillet er. Zombierne i spillet ser alle rigtig skræmmende ud, hvilket især kommer til udtryk ved, at de ikke er alt for velpolerede. Miljøerne, som spillet udspiller sig i, er stemningsfyldte og gør det til en fornøjelse at bevæge sig rundt på øen. Der er dog også en del grafiske problemer i spillet, mellemsekvenserne lader én sidde tilbage ganske uimponeret. Derudover er der en del teksturproblemer, og til tider kan man løbe ind i nogle frame rate problemer, når der er lige lovlig mange zombier samlet på et sted. Lydsiden i spillet er til gengæld rigtig god, zombiernes stønnen og hurtige fodtrin sætter sammen med et ret solidt soundtrack en rigtig god stemning, når man bevæger sig rundt på øen.

Dead Island er en svær størrelse at fælde en dom over. Spillet har trods en patch på udgivelsesdagen stadig mange fejl, især spillets autosave funktion er svær at blive klog på, og man kan i værste tilfælde ende med at miste noget af sin fremgang. Multiplayerdelen er heller ikke helt fejlfri, hvilket er ærgerligt, når spillet virkelig indbyder til at blive spillet sammen med vennerne.
Til trods for fejlene så leverer Dead Island en super spiloplevelse, det har aldrig været sjovere at smadre zombier, og spillets rollespilselementer og våbenmodificeringsmuligheder sørger for, at spillet aldrig bliver kedeligt. Det er derfor ikke svært at anbefale spillet til alle, der bare har den mindste interesse i at smadre zombier.
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:7.0
Holdbarhed:8.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.