Dead Space 2

Anmeldt af: Jakob Kofod - 20. februar 2011 - kl. 11:35
Del denne artikel:
8 0

Dead Space genoplivede survival horror genren, som vi kendte den fra Resident Evil og Silent Hill serierne, men hvordan lever toeren op til de forventninger, som etteren har plantet?

Dead Space 2 udspiller sig tre år efter de forfærdelige hændelser på rumstationen, Ishimura, hvor Isaac Clarke oplevede ting, som man ikke ønsker ens værste fjende skal opleve. Man vågner op på rumstationen The Sprawl, og før man ved af det bryder helvede løs, og man må hovedkulds løbe af sted iført spændetrøje med Necromorphs (muterede udgaver af rumstationens beboere) hvæsende efter sig med deres sylespidse tentakler. Historien i Dead Space 2 er utrolig dyb, selve spillet handler i bund og grund om, at Isaac Clarke vil finde frem til "The Marker", som er et religiøst monument, der lader til at stå bag hele udbruddet af Necromorphs. Men Isaac har også nogle helt andre kampe at kæmpe, kampe der udspiller sig i hans hoved.
Isaac hjemsøges af sin kæreste, som døde på Ishimura, efter han selv havde opfordret hende til at søge arbejde der. Han bærer på en utrolig tung skyldfølelse, hvilket er ved at drive ham ud på et mentalt sidespor.






Det er dog ikke helt ligetil at finde "The Marker" og få has på de indre dæmoner, for rundt omkring på The Sprawl venter Necromorphs i alle afskygninger på at få ram på dig, og det er netop kampene mod Necromorphs blandet med den medrivende fortælling, der er spillets rygrad. Ligesom i det første Dead Space er spillets kampsystem ganske unikt, det er nemlig ikke muligt at gå igennem spillet ved at skyde lidt til højre og venstre, som det ofte er tilfældet i tredjepersonskydespil. For det første fordi man har meget begrænset ammunition, og for det andet fordi de forskellige Necromorphs er ganske hårdføre, hvilket betyder, at man med præcise skud skal forsøge at skyde deres lemmer af, før man kan gøre det af med dem.

Det faktum, at man har begrænset ammunition, giver spillet et fantastisk skræmmende element, da man næsten føler panikken sprede sig i kroppen, når man træder ind i en ny sektor af The Sprawl uden meget mere end 6-8 skud tilbage. Heldigvis har man i sin dragt et indbygget stasis modul, som gør det muligt at affyre en salve, der får fjenderne til at bevæge sig langsommere - dette giver en mulighed for at placere skuddene på fjendes sårbare områder og på den måde nedlægge fjenden med mindst muligt ammunitionsforbrug. Løber man tør for ammunition, har man mulighed for via sit telekinse modul at samle afrevne kropsdele og spyd op fra jorden, som kan bruges til at gennembore de fremadstormende Necromorphs.






Våbenarsenalet i spillet spænder vidt, Isaac har stadig sin habile Plasma Cutter og alle de andre våben fra det første spil, derudover finder han løbende nye våben på The Sprawl. Alle våbnene er underholdene at bruge og har hver især deres charme, men man får hurtigt sine favoritter til at skyde lemmerne af fjenderne. I løbet af spillet får man mulighed for at opgradere sine våben, sin dragt og sit stasis modul via såkaldte "Nodes", som man finder rundt om i spillet. Opgraderingssystemet er interessant, og giver en mange forskellige muligheder for at opgradere våbnene, således at de passer til ens spillestil.

Udover kampene mod Necromorphs byder Dead Space 2 også på forskellige puzzleopgaver, der skal løses i vægtløs tilstand, disse opgaver giver et dejligt afbræk fra de intense kampe, og giver spillet en god balance.






Spillet byder som noget nyt på en multiplayerdel, her kan man spille i to hold mod hinanden med op til fire spillere på hvert hold. Det ene hold vil være mennesker, og deres mission er at løse en række bestemte opgave, mens det andet hold vil være Necromorphs, hvis opgave det er at forhindre menneskene i at løse deres opgave. Multiplayerdelen bidrager ikke synderligt meget til spillet som helhed, det fungerer dog ganske udmærket som et alternativ til spillets meget intense singleplayerdel.

Grafisk er Dead Space 2 lækkert udført. Som i forgængeren er der ikke noget HUD (Heads-Up Display), hvilket betyder, at der ikke er nogle ikoner, der indikerer, hvor meget ammunition eller energi man har tilbage. I stedet finder man indikatorer for ens energi og stasis på Isaacs dragt, mens man på våbnene kan se, hvor meget ammunition, man har tilbage - derudover kan Isaac kalde et hologram frem, som virker som en menu. Konceptet fungerer størstedelen af tiden rigtig godt og bidrager til at gøre spillet mere uhyggeligt, dog oplever man til tider, at menuen er ubrugelig, hvis den f.eks. projekteres på en overflade tæt på kameraet, men det er vel blot en del af charmen, at spillet er designet på den måde. Da spillet er i horror genren skal den grafiske præstation være af en helt særlig karakter for at skabe den rette stemning, og her performer Dead Space 2 fantastisk. Spillet er fyldt med lækkert level design og en imponerende lyssætning, der sørger for, at man ikke på noget tidspunkt kan føle sig sikker, når man bevæger sig rundt på The Sprawl.






Spillets lydside bidrager på samme niveau som spillets grafiske udtryk til at bringe den rette (uhyggelige) stemning. Stemmeskuespillet er solidt udført, og der leveres en ganske overbevisende indsats, som gør, at man kan mærke de forskellige karakterers frygt i deres stemmer. Lydeffekterne er dystre og skingre, hvilket igen er meget passende til den verden, spillet udspiller sig i.

Dead Space 2 er en fantastisk to'er, ment på den måde, at folk, der var vilde med det første spil, vil elske fortsættelsen, mens folk, der ikke brød sig om originalen, nok ikke vil finde noget nyt i Dead Space 2, der vil ændre på deres syn på serien. Spillet byder på en god historie, der er båret frem af et solidt gameplay, grafikken og lydsiden er i top og bidrager til at give spillet den specielle stemning, som er krævet i denne genre. Hvor uhyggeligt spillet egentlig er, kommer meget an på, hvordan man griber det an - for at få det største udbytte af spillet, skal det nydes om aftenen i et mørkt lokale med et par gode højttalere komplet til tv'et.

Som en lille bonus kan det nævnes, at Dead Space 2 til Playstation 3 kommer pakket med Dead Space Extraction, som er en rail shooter, der understøtter Playstation Move, dette er et fint bidrag til spillet som en samlet pakke og giver dig dermed to spil for et spils pris.
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:7.0
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.