På papiret vil historien være uforståelig og gameplayet lyde utrolig kedeligt og ensformigt. Jeg er pakkebud i et postapokalyptisk USA, hvor grænsen mellem de levende og døde er blevet udvisket. Jeg er nødt til at have en baby i en kunstig livmoder spændt på maven for at se de døde, der kun kommer frem i regnen som får tiden til at skride alt for hurtigt frem for det den rammer. Skulle jeg blive opdaget, har jeg bæltet fuld af granater med mine egne ekskrementer, som er det eneste der kan gøre kål på de tjærede væsner, og lykkes det ikke, bliver jeg slæbt ind i en kamp med store tentakel-dyr. Men derefter kan jeg gå roligt videre med pizza, sovepiller og internet til de lokale.
Death Stranding er et smukt, ensformig, stemningsfuldt, overkompliceret, banalt og bizart syretrip, pølset op af Hideo Kojima og farseret med alle hans Hollywood venner. Og det er i virkeligheden allerede beskrevet i fine detaljer i den oprindelige anmeldelse vi lavede, da spillet kom ud til PlayStation 4 forrige år. Jeg kom ikke ombord dengang, men fik heldigvis chancen nu, hvor Sony har lanceret en opdateret PlayStation 5 version som en Director's Cut udgave - hvilket måske er at vride den label lidt voldsomt. De primære tilføjelser ligger nemlig uden for handlingen i spillet. Der er kommet nogle ekstra leveringsmissioner, der tilføjer et enkelt nyt område at levere pakker til, men selvom du får gravet lidt ekstra baggrund frem undervejs i de missioner, er det ikke noget der reelt føjer til historien.
Og det er ikke fordi der manglede pakkeordrer i spillet i forvejen. Death Stranding er en enorm fortælling, som du nemt kan drukne i, hvis du ikke holder et nogenlunde fokus på hovedhistorien. Timerne triller hurtigt afsted, når du skal bruge 10-15 minutter på at gå fra et sted til et andet, blot for at få en ny pakke der skal den anden vej. Ofte kan du kun snegle dig afsted, fordi du ellers vil snuble og skade pakkerne, eller fordi du må holde vejret for ikke at blive opdaget af de døde. Og der er aldrig en lige vej, der holder fra start til mål. Ruteplanlægning og vejrudsigter kommer til at spille en vigtig rolle, hvis du vil holde dig i live og have glade kunder samtidig, og derfor er de øvrige tilføjelser i Director’s Cut yderst velkomne.
Der er nemlig hældt en masse nye gadgets på, som kan hjælpe dig med at fragte pakker på kryds og tværs af det splittede USA. Der er katapulter du kan skyde pakker afsted med, for derefter at lande dem elegant med små faldskærme og styreraketter. Der er rygraketter, der kan sikre dig smertefri spring fra selv de højeste tinder og med 100 kg pakkenelliker på ryggen. Du kan nu bygge flyvehop, så du kan drøne over dybe kløfter på din motorcykel - og endda lave seje tricks i luften undervejs. Der er et eksternt støtte-skelet, der lader dig springe afsted med 3-400 kg, som om det var det letteste i verden. Der er et fast travel system, så du kan springe fra dit private værelse til de Bridges Distribution Centers du allerede har besøgt. Og bedst af alt er der Buddy Bot - et par robotben, der kan slæbe pakkerne for dig, slæbe dig, eller faktisk bare selv levere uden din indblanding, men dog med nogen risiko for utilfredse kunder i den anden ende.
Alle de ting giver kun mening, hvis du allerede har prøvet at tage den tunge tur i de øde landskaber, med hundrede kilos oppakning. Det er som sagt en tung, smertefuld, frustrerende, langsommelig og temmelig farlig affære, men det er også en helt utroligt stenet oplevelse. Næsten meditativ nogen gange. Især når Sams prusten fades ned til fordel for et af spillets smukke musiknumre - som der i øvrigt også lige er pakket otte ekstra af til turen i Director’s Cut. Der går noget tid før du begynder at få adgang til alle disse nye gadgets, så det er helt sikkert at du vil sætte rigtig pris på dem. Og jeg tog mig selv i alligevel at vælge gåturen nogle gange. For roen og godt gammelt venskabs skyld.
Nu er det ikke kun de døde du skal kæmpe med i ødemarken. Der er også mennesker med skumle hensigter, der har sat sig på nogle territorier rundt omkring og kun venter på at et arme pakkebud skal komme forbi med en skudefuld lækkert udstyr - eller pizza og stoffer. MULEs, som de hedder, har lejre omkranset af scannere, der registrerer enhver forbipasserende, og kan scanne indholdet af de pakker du bærer rundt på, så de kan vide om du er et overfald værd. Og i modsætning til de døde, der bekæmpes med Sams urin og andre lækre kropsvæsker, så skal der mere håndfaste metoder til at bekæmpe MULEs.
I starten må du klare dig med håndkantslag eller at tage benene på nakken, men efterhånden får du fingre i forskellige våben, der er mere effektive til formålet. Også her får du i Director’s Cut en lille ekstra mulighed, i form af en Mazer Gun, der lammer dem du skyder på med kraftig strøm. Og vil du være sikker på at du har styr på de nye sager inden du faktisk skal anvende dem i vildmarken, kan du nu tage elevatoren ned i kælderen på de forskellige Bridges anlæg, og træne på den helt nye virtuelle skydebane. Her kan du træne med alle de våben du har til rådighed, og det kan du endda gøre det på tid, og dermed få en plads på den internationale rangliste af spillere.
Det samme kan du gøre på racerbanen, når du får den etableret. Og her begynder tingene virkelig at få juletræs-skær. For hvor de fleste andre tilføjelser dog virker som en forholdsvis naturlig forlængelse af den verden og den historie de indgår i, så er en racerbane til at køre om kap på tid helt ude i hampen, i en verden der kæmper for at genetablere bare en smule menneskehed, efter den sjette udslettelse. Men det er noget mere du kan lave, selvom det sætter et lidt uheldigt spotlight på, at det her ikke er en køresimulator.
I samme kategori af fyld for fyldets skyld er muligheden for at genspille boss kampe. Via din lille hylde med actionfigurer i dit private værelse, har du adgang til de kampe du allerede har gennemført, så du kan genopleve nogle af spillets episke slagsmål. Også her kan du tilsætte et konkurrenceelement i form af tid, så du kan måle din effektivitet op imod andre urin-kastende pakkebude rundt om i verden.
Begge dele irriterer mig lidt, fordi de går ud over indlevelsen i en ellers utroligt velfunderet, omend næsten uforståelig, drømmeverden. Især fordi der er så meget indhold i forvejen, at det næsten bliver for tydeligt hvordan der bare er hældt på, for at retfærdiggøre en fuld ny udgivelse.
Det der sælger Director’s Cut for mig, er nemlig ikke alle de nye tilføjelser. Det er opgraderingen til PlayStation 5. Her er nemlig skruet på alle de nye knapper, og det er lige præcis det der giver indlevelsen og oplevelsen en ekstra dimension. De store grå, brune, hvide, grønne og sorte landskaber er naturligvis nu i 4K HDR og 60 fps, alt efter om du vælger performance eller fidelity mode, men dertil er kommer en mulighed for at spille spillet i ekstra bredformat 21:9, for den helt store biografoplevelse - som dog kræver lidt mere af din hjemmebio end jeg har adgang til.
Til gengæld har jeg fået fuld glæde af implementeringen af haptisk feedback, som er utroligt detaljeret, selvom det af og til kan virke næsten for omfattende hvad der giver vibrationer. 3D lyden er ligeledes meget detaljeret, og giver især koldsved når du sniger dig rundt blandt de døde i regnen. Når du hører fodsporene nærme sig bagfra, mens de stille regndryp i controlleren suppleres af stadigt kraftigere tramp, så ved du at det er tid til at holde vejret og håbe på det bedste. Det giver dig stigende hjerteslag i controllerens feedback, mens der kommer stadig højere babygråd ud af din controller, som du kun kan stilne ved at tage babyen i armene og rokke den stille med controlleren. En næsten grinagtig gestus, men alt sammen med til at give en meget overbevisende oplevelse.
Da Death Stranding: Director’s Cut landede på direktionen, var det mest oplagte at Palle bare gav en opdatering på sin oprindelige anmeldelse. I stedet besluttede vi at lade mig få oplevelsen, og få en alternativ vurdering af dette meget unikke spil. Det er jeg virkelig glad for. Også selvom det har kostet mig megen nattesøvn, både i timer brugt på ørkesløse vandringer gennem enorme men ensformige landskaber, og i absurde drømme forårsaget af det bizarre univers Hideo Kojima her har opbygget.
Det er selvfølgelig svært at pege meget præcist på forskellene i en sammenligning med det oprindelige spil, men det er for mig primært PlayStation 5 opgraderingen der gør det. De øvrige tilføjelser virker mest som noget der er skrabet op fra den oprindelige idékasse, og kastet med i et forsøg på at få flere ombord og gøre nogle af de mest tunge ting en smule mere spiselige.
For Death Stranding vil stadig dele folk. Som al god kunst gør. Det er ikke for alle. Det er en meget bizar og tæt på uforståelig historie, parret med et utrolig simpelt vandrespil, parret med nogle utroligt komplekse menuer til håndtering af udstyr og pakker. Det er stemninger og filmiske øjeblikke, båret af virkelig dygtige skuespillere og smuk musik. Det er ufattelig kedsomhed og ensformige gentagelser, hvor tid ikke får lov at gå hurtigere for underholdningens skyld, og hvor endeløse forklaringer aldrig rigtig forklarer noget.
Det er en oplevelse jeg ikke ville have været foruden, men som jeg ikke kan garantere at du vil sætte pris på. For desværre kan ingen rigtig blive fortalt hvad Death Stranding er. Du er nødt til at opleve det selv.
Facebook
Twitter
