Man tager rollen som Colt Vahn, der vågner på en strand på en mystisk ø - han har mistet hukommelsen og har en slem omgang tømmermænd - tror han. Det er dog ikke tømmermænd, da det viser at være følelsen af for 120. gang at være blevet slået ihjel. For Colt er nemlig landet på den her mystiske ø, som er fanget i en tidsløkke, hvor den samme dag gentager sig igen, igen og igen og hvor alle indbyggerne på øen foretager sig det samme igen, igen og igen.
Øen er styret af otte rigmænd og kvinder, kaldet Visionaries. For at undslippe øen, skal Colt bryde tidsløkken men for at gøre det, skal han eliminere alle otte Visionaries inden dagen er omme. Disse Visionaries er fordelt på øens fire distrikter og man skal gennemspille loopet flere gange, for at blive klog på de her Visionaries og lægge en plan for hvordan man får dem alle dræbt samme dag. Når man det ikke, vil dagen som sagt starte forfra og det betyder at de alle er i live igen og så er det forfra.
Arkane beskriver i deres materiale spillet som et “Murder Mystery” og det afsløres lidt i gameplayet, hvor det meste af tiden faktisk går med at indsamle informationer om ens mål og om hvordan man måske kan klare den ellers tilsyneladende umulige mission med at få alle otte Visionaries dræbt på en og samme dag. Man vælger selv om man vil gå den voldelige vej og lade våbnene tale eller om man vil snige sig uset rundt - spillet belønner begge dele.
Colt har naturligvis adgang til en række forskellige våben og i løbet af spillet får han også adgang til en række overnaturlige egenskaber. En af mine klare favoritter er Nexus, en egenskab der gør ham i til at linke flere fjender sammen og dermed dræbe dem alle, blot ved at dræbe den ene af dem. Det fungerer virkelig godt og det er måske det Arkane spil, hvor kampene føles allerbedst, selv om de ikke engang er det primære i spillet. Det er blandt andet takket være DualSense kontrolleren, hvor man blandt andet tydeligt kan mærke forskel på de forskellige våben.
I starten forstod jeg ikke ret meget af hvad der foregik og det er et af de spil, der er svære at forklare og som man selv bør prøve, for virkelig at forstå det. Man skal gennemføre den samme dag igen og igen men man bestemmer selv i hvilken rækkefølge man vil besøge de fire distrikter og hvornår på dagen man vil gøre det. De otte Visionaries er nemlig lettere at få ram på, på specifikke tidspunkter på dagen, hvor de foretager sig noget, der gør dem såbare. Det er lige præcis det, der er ens opgave, at finde ud af hvornår de er lettest at få ram på.
Colt er i stand til at huske hvad han lærte fra de tidligere loops og på denne måde bliver han langsomt klogere og klogere på, jo flere loops man gennemfører. Jo mere man spiller det, jo mere begynder tingene at give mening og selv om spillet selv egentlig strikker mange af de ting man har lært sammen, så føler man sig alligevel smart og klog, når man har lagt en plan, der viser sig rent faktisk at virke.
Deathloop har en ganske opfindsom multiplayer del. Her kan andre spillere invadere ens spil som karakteren Julianna, som har en relation til Colt. Hun er ikke interesseret i at Colt bryder tidsløkken og vil gøre alt for at forhindre ham i at gøre det. Hvis en spiller invadere dit spil som Julianna, får man med det samme besked over radioen, da hun meddeler sin ankomst typisk med en række fornærmerlser. Når Julianna ankommer, bliver banens udgange låst og den eneste måde man kan undslippe banen på, er ved at hacke nogle antenner, men gør du det, så ved Julianna hvor du er - og det samme vil ske, hvis banens ikke-spilbare karakterer får øje på dig, så får spilleren, der spiller Julianna besked om, hvor du er.
Man kan også vælge bare at tage kampen op mod hende og give hende den røvfuld hun åbenbart er så desperat er ude efter at få. Det er en ganske underholdende form for multiplayer og møderne med Julianna opleves aldrig frustrerende. Man kan begrænse Juliannas indtrængen i ens spil til at hun kun kan være styret af personer på ens venneliste eller man kan slå denne del helt fra og så vil Julianna været styret af spillet som en NPC - og det samme vil ske, hvis man spiller offline.
Arkanes spil plejer altid at have en meget stærk visuel stil og det kan man også roligt sige at Deathloop har. Stilen er futuristisk 1960’er med stærke farver og kæmpe mikrofonhår og stilen gennemsyrer alt i spillet, helt ind i menuerne - og lige præcis her bliver det måske lidt for meget. De er nemlig ikke alle lige lette at bruge og det hele er lidt for over-designet og det kan være lidt svært at finde rundt. Lydsiden er virkelig også gennemført og Colt og Julianna spilles virkelig overbevisende af henholdsvis Jason E. Kelly (medvirkende i tv-serier som Sidetracked, Arrow og Murder in the First) og Ozioma Akagha (stemmeskuespillerinde i spil som Mirror’s Edge Catalyst, Half-Life: Alyx og Wolfenstein II: The New Colossus).
Hvis man skal pege på noget negativt omkring Deathloop, så er det at det ikke er et let spil at komme i gang med. De første par timer skal overstås og her er der en masse der skal læses og læres og man har desuden ikke noget begreb om hvad der foregår, så det kan umiddelbart virke lidt tungt at komme i gang med. Noget andet er, at spillet skal indlæse og logge ind på serverne mellem hver eneste bane - ikke noget med seamless loading her, som vi efterhånden ser i de fleste PS5 spil. Men det er virkelig småting og det er et spil, der bliver bedre og bedre jo mere man spiller det.
Da Arkane er ejet af Bethesda (der blev købt af Microsoft i sidste års mega-handel) så er Deathloop nok Arkanes sidste spil til PlayStation - og hvilken svanesang det er. Det er svært at beskrive, men det minder lidt om et hedt trekantsdrama mellem Hitman, Dishonored og No One Lives Forever (det fra Monolith Productions fra år 2000) og jeg tror aldrig jeg har spillet et spil magen til det her.
Deathloop er bestemt ikke er spil for alle, specielt da man i starten er helt blank på hvad der foregår og det kræver en del af spilleren, før det begynder at give noget igen. Det er et spil centreret rundt om gentagelser og der er imponerende, hvordan Arkane har formået at skabe variation i et spil bygget på gentagelser.
Hvis man er til den slags spilopbygning, så er Deathloop et af de bedste spil du kan få til PlayStation 5, men det er også et spil, der vil skubbe mange væk, da det ganske enkelt kræver for meget. Men tro mig, i sidste ende er det er indsatsen værd.
Facebook
Twitter
