Gameplay
Gameplayet er der ikke pillet så meget ved, og som det lyder af titlen, Def Jam Fight For NY: The Takeover, ligger Portable udgaven meget tæt på PlayStation 2 udgaven ved navn Def Jam Fight For NY. Men til dig der ikke ved, hvad Def Jam indeholder, så ridser vi med glæde indholdet op.
Spillet minder meget om de gode gamle beat em up spil som Tekken og Street Fighter, men i Def Jam kan du kombinere dine slåskampe, så du veksler mellem dine næver og ting som flasker og golfkøller, der er tilgængelige i de miljøer, hvor du skal slås, men inden vi kaster os over spillets hovedingredienser, tager vi lige begyndelsen med.
Du spiller en ung og håbefuld fyr, der er skarp i replikken og endnu skarpere med at uddele øretæver. For at blive ham alle frygter skal du tæve løs til højre og venstre, men som med små børn skal man lære at kravle, før man kan gå. En hurtig optagelsesprøve hos den lokale bande og du er blevet medlem. Nu skal du være med til at forsvare din bandens territorier, og efterhånden som du bliver bedre og bedre til at kæmpe, skal du også overtage andres territorier og på den måde blive den mest frygtede bandeleder i tidens løb.
Der skal kæmpes mange forskellige steder lige fra den lokale bar til skrotpladsen i byen. Hvert område har deres lille ting, som man skal være opmærksom på, eksempelvis undergrunden, hvor man kan tæve eller blive tævet ned på jernbaneskinnerne eller andre arenaer, hvor du kan klatre op på kasser og kaste dig ind i din modstander. Man mærker virkelig, hvordan omgivelserne er med til at give dig flere muligheder for at smadre ham, du kæmper mod, for tro mig smadret - det bliver han.
Selvom du i starten nok kun bruger slå og sparke knappen, som undertegnede gjorde, så finder du hurtigt ud af, hvordan du river din kæmper rundt og udøver den ene dødbringende håndmad efter den anden. For ikke nok med, at du får points for hver gang, du rammer din fjender, så stiger din momentumbar også og til sidst giver den dig mulighed for at lave et rigtig rigtig vildt træk, der gang på gang vil give dig et smil på læben og tænke over, hvor ondt det egentligt bør gøre at blive kastet rundt som en hoppebold i slowmotion, og med over 80 af de specielle moves er der nok at tage fat på. Du udfører dine specielle moves på D-tasterne. Hver tast er et forskelligt move, så hvis du hele tiden vil lave nye moves, må du lige ændre dem efter hver slåskamp.
Mange gange når du slås vil der være en ring af folk omkring kæmperne, og disse folk vil enten være dine fjender eller venner. Afhængig af, hvordan du slås, kan de hjælpe dig til succes, eksempelvis hvis din modstander er kommet for tæt på dem, der nu danner den ring, så kan de tage fat i ham og holde ham, så du ellers kan tæve løs på ham. Eller hvis du slås total unfair eksempelvis ved brug af forskellige hjælpemidler som jernkøller, flasker eller kosteskaft, så kan de tage fat i dig eller slå dig i gulvet, hvis du kommer for tæt på dem. Noget der gør, at man er lidt mere oppe på mærkerne på den gode måde.
Nu er det ikke kun slåskampe det handler om. Som en ægte slagsbroder og strejf af PIMP skal du også have udseendet med dig i form af det rette tøj, smykker, tatoveringer og frisure. De penge du vinder ved at smadre de andre bandemedlemmer, kan du pimpe dit udseende op med, og jo mere bling bling du har puttet i fjæset, jo hurtigere stiger din momentumbar, når du slås, og det resulterer i, at du hurtigere kan udføre dine specielle moves.
Udover at opgradere dig med tøj og smykker kan du også træne dine færdigheder. Jo mere du vinder og jo flere points du får efter hver kamp, jo stærkere kan du blive. Som i så mange andre spil kan du løbende opgradere din mand, så han til sidst er uovervindelig, og det er også tilfældet her.
En til tider lidt irriterende kameravinkel, der giver dig grå hår på brystet, når du er ved at give din modstander det afgørende slag, er med til at ødelægge stemningen lidt. Du har desværre ikke selv mulighed for at køre kameraet rundt, og det kan gøre, at du til tider slår og sparker i luften, da det snyder lidt. Det er dog langt fra nok til at pille spillet ned, men skal man sætte en finger på noget, vil det skal være kameravinklen.
Grafik
Selvom der er designertøj, tatoveringer og fede smykker, så forgår handlingen på gaden. Grafisk er Def Jam fyldt med mange små detaljer og alle sammen kommer til syne, når du kæmper. Alle personerne er meget livagtige, og selvom man kan lave nogle lidt urealistiske træk, så bliver de udført ganske livagtigt. De små detaljer som blodstænk fra ansigtet, hvis man er blevet tæsket vildt og voldsomt, er meget sjove og kommer også til syne, hvis du laver en K.O på en modstander og selv er blevet godt mørbanket.
Det der dog er lidt synd er manglende grafik mellem hovedingrediensen. Når du ikke slås bliver historien fortalt, og hvis det ikke bliver fortalt, kommer det til udtryk i form af talebobler. Det kunne have været meget fedt, hvis hver enkelt person havde givet lyd fra sig, da det helt sikkert ville være med til at give spillet mere liv.
Lyd
Skumle bander og mørke gyder er som regel kædet sammen med fed hiphop musik, og her er ingen undtagelse. Med nogle fede riller i baggrunden bliver du hele tiden mindet om, at det er ren overlevelse, når du kæmper mod den ene grumme kæmper efter den anden. Lydsiden under kampene er også godtaget, imponerende er den dog ikke rigtig. Der er langt imellem de vilde knogleknusende lyde, og de har tendens til at blive overdøvet af flertallet af flæskestegsklask og spark.
Holdbarhed
Det er perfekt, at du kan vælge imellem sværhedsgraderne nem, normal og hård, når du skal kæmpe dig op af den lange og umenneskelige rangstige for at blive den hårdeste bandeleder i story mode. Udover det er det lidt begrænset, hvad der ellers er i godteposen. Du kan enten spille mod en anden makker ved hjælp af det trådløse netværk, eller du kan udfordre nogle af de spilbare personer i spillet og gøre dine færdigheder bedre.
Overall
Def Jam Fight For NY: The Takeover er ikke en direkte oversættelse af det tidligere PlayStation 2 spil af næsten samme titel. Der er nogle få forbedringer og ændringer, som der desperat prøver at fange det brede publikum, men desværre må jeg nok indrømme, at der ikke er meget at komme efter, hvis man er gammel spiller af Def Jam serien.
Facebook
Twitter
