Destiny 2: Forsaken

Anmeldt af: Jonas Deibjerg Rasmussen - 25. september 2018 - kl. 08:53
Del denne artikel:
1 2

Taken King for Destiny 2. Det er hvad Forsaken er blevet udråbt til. Udvidelsen der i ét hug rettede op på næsten alle kritikpunkter i Destiny 1. Presset er enormt.

Det har været et hårdt første år for Destiny 2 og drengene hos Bungie. Alle var imponerede da efterfølgeren til den enormt populære space-shooter udkom. Jeg selv var aldeles begejstret, efter endelig at have fået noget nyt at tage mig til, i det spil jeg på det tidspunkt havde investeret over 700 timer i.



Men efter noget tid begyndte kritiske røster at dukke op. Endgame skuffede. Hvad der til en start virkede som et overflødighedshorn af nye muligheder og aktiviteter, ebbede alt for hurtigt ud, og efterlod spillerne i en hidtil uset tørke. Der var simpelthen ikke mere spil at spille, og i sin iver efter at gøre spillet lettere tilgængeligt for nye spillere, var mange af de ting i spillets grind, der reelt gav en masse at komme efter, blevet pillet ud.

Kombineret med Bungies øgede fokus på micropayments via Tess Everis’ lille pyntebod, endte det på et tidspunkt i decideret had blandt en lang række af de ellers allerstørste støtter. Bungies allerstærkeste trumfkort, et stærkt og meget dedikeret community, begyndte at smuldre.

Bungie indrømmede, rettede til, introducerede flere fejl, indrømmede, rettede, men det virkede som for lidt, for sent. Nye spillere kom til, men eksisterende begyndte at søge nye græsgange. De første to udvidelser lappede lidt på det, men det var lidt en stop-go fornemmelse, og man endte hurtigt i det samme dødvande, så snart de nye kampagne-missioner var gennemført.



Forsaken skal ændre alt det. Bungies markedsføringsmaskine har været i gang i månedsvis, for at fortælle om denne stort anlagte redningsflåde, der skal hive Destiny 2 ud af det første års dødvande. Sammenligningen med Destiny 1s Taken King ligger ligefor: Ud over at tilføre ny historie, er der her også stort fokus på mange nye endgame aktiviteter, grundlæggende ændringer til våbensystemerne, en masse justeringer til sandbox-aktiviteterne og generelt bare at fikse alle de ting communitiet har skreget på.

Og de starter hårdt ud. Spillets historie indledes med drabet på den nok mest elskede figur i Destiny: Cayde-6. Den rapkæftede hunter, der indtil nu har stået for hovedparten af spiluniversets humor. Efter et storstilet fængselsoprør, i et fængsel Cayde-6 selv har været med til at fylde med nogle af universets værste kryb, ender det galt, og den altid kække gunslinger fyrer sin sidste vittighed af, inden vort gamle Awoken bekendtskab Prince Uldren Sov trykker på aftrækkeren af Caydes egen pistol, og definitivt afslutter de skægge bemærkninger.



Hævnen trækker med det samme. Og du starter da også med at kaste dig ud i et aldeles uhæderligt hævntogt, stik imod den altid stuerene Zavalas vilje, men med den fulde opbakning fra Ikora Rey og alle andre i The Tower. Uldren har allieret sig med otte Barons, der er nogle hårde bananer fra den nye race Scorn. Vejen til hævn går gennem de otte Barons, der har gemt sig forskellige steder på den nye destination Tangled Shore. Awokens hjemegn, flæsket en del mere ud, end The Reef hvor vi tidligere mødte dronningen og hendes bror.

Hver Baron er et Adventure i Tangled Shore, som du kan tage når du vil og i den rækkefølge du vil. Så når du har været igennem de indledende missioner og ender på Tangled Shore, er der fri leg, alt efter hvor hævntørstig du føler dig.

Det er magisk at sætte fod på nyt land i Destiny, og Tangled Shore byder på masser af variation. Du støder både på Fallen, Hive, Cabal og de nye Scorn, og når du først er blevet venner med Spider - en gangster-agtig Fallen, der gerne vil have din hjælp til at skærpe sit tag om Tangled Shore - får du rigeligt med distraktioner, der kan få dig til at glemme dit hævntogt et øjeblik, og bare kaste dig ud på de nye breddegrader.



De nye Scorn er et aldeles friskt pust, i en efterhånden gennemslagtet hob af fjendetyper. Ud over Taken, der kom ombord i Taken King, og reelt blot er remixede udgaver af alle de eksisterende fjendetyper, har vi stort set ikke set nye fjender for enden af sigtekornet siden Destiny kom ud. Og med Scorn mærker man virkelig hvor magelig man er blevet. Der er her en hel flok nye væsner, der opfører sig vidt forskelligt fra alt andet man møder, og pludselig må man helt op af stolen, for at få styr på de hurtige og ret intelligente Scorn.

Der er tydelige tråde til de øvrige fjenders forskellige angreb, som når flokke af alt for hurtige Screebere kommer kravlende imod dig, og skal nakkes inden de når frem og selv-detonerer, meget lig Cursed Thralls, men forskellene er større end lighederne, og Scorn er en helt igennem frygtindgydende fjendetype. De otte Barons der leder dem er heller ikke at kimse af, og udmærker sig ved hver især at være dybt specialiserede, hvorfor du også må ty til forskellige strategier for at nakke dem.

En er sniper og kan projicere kopier af sig selv som forsvar, en anden er sprængstofekspert, og leder dig gennem et virvar af sprængfarlige fælder, en tredie er fartgal Pike-kører, og skal jages gennem landskabet i høj hast osv. Alle unikke og rigtig sjove at få ned med nakken - også mere end én gang, når en mission dukker op igen som Weekly Heroic Mission, med sværhedsgraden skruet gevaldigt op, og belønningen ligeså.



For enden af regnbuen venter en tur ind i Dreaming City. Awokens hemmelige højborg, der altid kan ses i det fjerne, mens du turnerer rundt på Tangled Shore, men ikke åbner sig op for dig, før de allersidste missioner af historien. Efter et sidste møde med Uldren, inviterer Petra Venj dig indenfor, og efter et par grinds for at få fikset nøglen til porten, åbner der sig, hvad Bungie selv benævner som det mest omfattende endgame område de nogensinde har bygget.

Jeg kan stadig huske magien ved at træde ombord på Oryx’ Dreadnaught i Taken King - et kæmpe Hive rumskib, der gav virkelig mange muligheder for at spille videre, efter historiens afslutning. Så løftet om, at Dreaming City skulle være større, er virkelig noget der sætter mundvandet i gang. Og det er ikke løgn. Ikke bare er Dreaming City det smukkeste område jeg endnu har set i Destiny, der er virkelig også mange aktiviteter at tage hul på, og det er helt tydeligt, at det er tænkt som endgame aktiviteter.



Du rammer ret præcist det nye cap på level 50 og et hårdt loft på Power level 500, når du er igennem historien. Som altid får man lidt en følelse af at de første niveauer bliver spildt, fordi du bare sprøjter op gennem de første mange levels. Jeg steg for eksempel 150 Power levels på de første 10 timers spil, men det er tydeligt, at de sidste 100 levels op til det nye cap på 600, kræver noget helt andet. Og det er her det virkelig bliver tydeligt, at Dreaming City er for de hardcore.

De fleste større aktiviteter i området kræver Power level 530-550, og det er ikke sjældent at man støder på fjender, der har en stor rød advarselstrekant ved siden af deres health-bar, indikerende at du er dem totalt underlegen. Og det føles helt ærligt utroligt forfriskende. Det er næsten en sjælden følelse at være underdog, og det giver et helt særligt kick, pludselig at føle det lille stik af frygt, når du ved at et enkelt skud vil gøre det af med dig. Samtidig giver det et løfte om, at der vil blive ved med at være udfordrende ting at tage sig til, også når man får sneglet sig længere op af Power level skalaen.

Heldigvis er der masser af andre aktiviteter at tage sig til, end at nyde den nyopdagede dødsangst i Dreaming City. Der er daglige og ugentlige bounties, fra både Spider, Zavala, Tess Everis, Lord Shaxx og alle værterne på de enkelte destinationer. Der er
ugentlige Flashpoints, Heroic Story Missions, Nightfall - alle de gode gamle ting at tage sig til. Og så er der Gambit og The Blind Well.



The Blind Well er i kategorien endgame, og kræver Power level 550, selvom de fleste melder at 560+ er mere realistisk, hvis du vil have en reel chance for at klare dig igennem. Det er et remix af Court of Oryx fra Taken King og Escalation Protocol fra Warmind, hvor der vælter fjender ind og til sidst en (eller flere) boss karakter, der alle bare skal nakkes. Der er en række Raid-agtige puzzles der skal løses undervejs, så det er ikke altid bare point-and-shoot - selvom det udgør hovedparten.

For at få adgang til The Blind Well, skal du finde Charges of Light rundt omkring i Dreaming City. Disse dropper fra forskellige aktiviteter, og fås i tre forskellige varianter - Tier 1-3 - der naturligvis åbner for forskellige sværhedsgrader, fuldstændig som i Court of Oryx.

Gambit er lidt mere tilgængeligt, og er tænkt som en blanding af PVP og PVE. Det spilles med to hold af fire guardians, og som udgangspunkt spiller hvert team i sin egen arena, hvor der vælter fjender ind. Hver gang du nakker en fjende, dropper de en mote, der skal smides i en bank. Når banken er fuld, dukker bossen op, og når han er nakket har man vundet.



Der skal smides 75 motes i banken før bossen dukker op, men når man rammer 25 og 50 åbnes en portal til det andet teams arena, og en spiller kan hoppe ind og prøve at nakke spillerne på det andet team. For hver fem motes du smider i banken spawner en lille fjende, 10 en lidt større og 15 en stor i fjendernes arena, så det gælder om at få smækket motes i banken så hurtigt som muligt, for at genere det andet team mest muligt. Når bossen dukker op, kan det andet team løbende hoppe ind og angribe, og hver gang de nakker et af dine teammedlemmer, får bossen lidt health tilbage. Ren sisyfos, hvis de to teams er bare nogenlunde lige stærke, men action packed er det. Der spilles bedst af tre runder, og selvom du kan hoppe ombord på et team via matchmaking, er det ret svært at komme nogen vegne uden at kende og tale med dem du er på team med.

Endelig er der jo det nye Raid. Jeg må indrømme at jeg ikke selv har været igennem det, men jeg har fået historien om det første team der lykkedes med det, da de simpelthen er blevet inkorporeret i min fortælling, da jeg gik gennem de sidste missioner i historien. Og det er en af de spændende, men uforudsigelige ting ved Dreaming City. Efter sigende skulle dette smukke og forheksede land blive løbende influeret af, hvad andre spillere løber rundt og laver, så forskellige events ændrer sig, forsvinder og opstår, som direkte resultat af andre spilleres gøren og laden. Super interessant, men meget svært at gennemskue effekten af, fra en enkelt spillers perspektiv.



Raidet skulle efter sigende være det mest omfattende og sværeste der endnu er lavet, men da jeg stadig er et par raids bagud - en evig forbandelse for en casual spiller - kommer der nok til at gå en del tid før jeg selv når så langt. Heldigvis understreger det blot hvor dygtigt Bungie har formået at favne både den casual og den hardcore spiller i ét og samme univers. Der er nu så mange forskellige spil i spillet, så mange muligheder for at få bedre gear og stige i Power level, at uanset om du har en halv time i ny og næ, eller spiller alle dine vågne timer, er der noget der kan udfordre dig og bringe dig et skridt videre.

Grindet er blevet mere varieret. De gode gamle random rolls er kommet igen på våben, så du hele tiden kan stræbe efter den helt rigtige variant ift. din spillestil. Der er kommet buer med, som er det fedeste våben overhovedet efter min mening - omend det virker helt sort i en hightech verden fuld af fuldautomatiske våben. Der er tre nye supers per klasse, som revitaliserer glæden ved at sammensætte den rigtige pakke i dit super-træ. Og til at give dig overblikket og endnu mere at stræbe efter, er der nu Triumphs som en permanent del af dit inventory, hvor du kan finde et hav af mål der kan opnås.

Tabet af Cayde-6 er svært, men vi har haft et stykke tid til at vænne os til tanken, og heldigvis har Bungie stadig et glimt i øjet, til trods for meldinger om at ville dreje universet i en mere dyster retning. Humoren gemmer sig i detaljen, som i den Loot Cave på Tangled shore, hvor en Fallen DJ spiller banjo-musik, mens der kæmpes i arenaen foran en boss, der henleder tanken på Jabba The Hut fra Star Wars.



Og selvom Bungie tydeligvis har været på overarbejde, har der også været tid til at arbejde med små detaljer, som for eksempel at alle Bounties i Dreaming City ikke leveres via sendere, men rent faktisk af Petra Venj’s kvindelige soldater, der er udstationeret overalt i frontlinjen mod både Hive, Taken, Scorn og endnu værre fjender, der gemmer sig på bagsiden af det smukke landskab.

Belært af erfaring, har jeg stadig en lille skepsis gemt inderst inde, baseret på den skuffelse det var at gå helt død i Destiny 2. Men de strabadser Bungie har været igennem siden, og den tydelige indsats der er gjort for at levere på det overflødighedshorn der udeblev sidst, giver mig en tro på, at denne gang holder den vand. Min Destiny glæde er i hvert fald fuldt genoplivet, og jeg ser ikke nogen ende på det lige med det første. Dertil er der for meget der skal gøres i det efterhånden velprøvede univers.
+ Kæmpe udvidelse, der samler op på næsten alle kritikpunkter, Dreaming City er ufatteligt smuk, buen holder for hårdt
Enkelte tilbagefald til tung grind, spagfærdig udnyttelse af alle de gamle destinationer
Gameplay:9.0
Grafik:9.5
Online:9.0
Holdbarhed:8.5
Overall 9.0
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.