Da Bungie overlod rettighederne til deres (næsten) førstefødte, Halo-serien, til Microsoft, var det med store planer om at skabe noget nyt og større. Noget der kunne bibeholde den intense og episke fortælling fra Halo, men med et langt mere socialt udgangspunkt, baseret på de nye online muligheder og båndbredder. Resultatet blev Destiny – en MMORPG-agtig space-shooter, hvor du har det skæggest, når du spiller sammen med venner.
Game Director på Destiny 2, Luke Smith, fortæller, at der var to kreative grundsætninger, der skulle sætte scenen for Destiny: Golf og rum-magi. Golf, fordi det er et socialt spil, hvor det lige så meget handler om at mødes og snakke på greenen, som at få bolden i hul og hvor du kan have det skægt uanset om du er top professionel, eller helt uduelig. Rum-magi, fordi det åbner op for mere og andet end bare at pløkke rumvæsner med håndvåben. I Destiny får du superkræfter, sværd, har et Ghost der kan genoplive dig - og er generelt bare en benhård rumhelt, der ikke står tilbage for selv den grummeste skurk universet kan brygge sammen.
Det første Destiny fik en temmelig blandet modtagelse, især af anmelderne, der primært fokuserede på hullerne i universet, fremfor den magi, der fik mere end 12 mio. spillere til at bruge ufattelige mængder af tid på, at rydde op i universets rumrødder. Jeg selv endte med at brænde næsten 700 timer af over de tre år og fire udvidelser der er gået, siden det første Destiny kom på banen i 2014. Det er ALDRIG sket for mig før. Og selvom det til sidst døde ud for mig, var det med en ro i maven om, at jeg ville få mere af det gode, når Destiny 2 landede. Og nu er det her endelig.
Destiny 2 er mere af det samme. For alle os der var igennem Destiny, er det et meget velkendt univers. Og det er da også Bungies intention at få veteranerne ombord igen, men samtidig invitere en masse nye spillere med. Du behøver ikke at have spillet Destiny før, for at hoppe med på 2’eren. Hele grundhistorien baseres på det faktum, at du mister alt. Menneskeheden mister alt. Den grumme Dominus Ghaul dukker pludselig op, smadrer alt hvad du har kært, og napper The Traveller – en mystisk mini-planet-lignende enhed, der gennem generationer har reddet og beskyttet menneskeheden med sit lys. Det lys, der holder liv i dit Ghost, din magi og din evne til at blive genoplivet.
Historien er godt skruet sammen, i Destiny regi nærmest eminent. Men det er primært fordi historien i Destiny var rodet, usammenhængende og tæt på ligegyldig. Det er ikke et plot fyldt med spændende tvists og genialiteter, men det hænger godt sammen, og giver dig et nuanceret billede af en skurk med faderkomplekser og storhedsvanvid, som du næsten får dårlig samvittighed over at skulle nakke til sidst. Næsten.
Men som altid i Destiny, er historien kun begyndelsen. Efter godt 10 timers intens jagt på først dine tabte evner, så dine kollega Guardians, der er spredt over hele galaksen, og endelig Ghaul og hans Red Legions, åbner spillet op for fulde gardiner, med mere indhold end du kan overskue. Der åbnes gradvist for mere og mere, efterhånden som du arbejder dig gennem historie og niveauer, men når du rammer level cap på 20 og afslutter historien, er der frit valg på alle hylder. Bungie fik hug for at have for lidt indhold i Destiny og de fik aldrig rigtig indhentet det, selv med fire udvidelser. Det har de tydeligvis gjort deres yderste for at undgå denne gang.
Du får fire nye destinationer at boltre dig på: Jorden, med det enorme område European Dead Zone, hvor både Cabal, Fallen og Vex kæmper med hinanden og dig, i fantastiske skovområder, miner og faldefærdige byområder, der minder om noget der kunne være Sydtyskland eller Østrig. Titan, en planet dækket af hav, hvor 40 meter høje bølger hæver sig op mod menneskeskabte konstruktioner, inficeret til randen af Hive. Nessus, en klippeplanet som Vex næsten har ombygget til én stor maskine, hvor Fallen huserer i vragrester fra Cabal rumskibe. Og IO, en hellig måne til Jupiter, berørt af The Traveller og nu ved at blive skamferet af Ghauls Red Legion.
Alle destinationer er fyldt til randen med Adventures, Lost Sectors, gemte skatte, Patrol Missions og Public Events. Derudover har hver planet sin egen NPC, hvor du kan få særlige missioner, ranke op og få Legendary Engrams og kan få dig et godt grin – især når du støder på den halv-skizofrene kunstige intelligens Fail Safe på Nessus. Der er så meget at kaste sig ud i, at man bliver helt forpustet. Og dertil kommer hele grinding gamet – det som Destiny er blevet elsket og hadet for. Den del af spillet Bungie har hyret adfærdspsykologer til at forfine, så du bliver holdt mest muligt fast i en afhængighed du ikke kan slippe. Selv når du har spillet den samme mission hundrede gange.
Der er et hav af mekanismer i Destiny 2, som forskellig valuta til faction upgrades, våben upgrades, infusion af våben, shaders og våben mods, super upgrades og modelleringer ift. din spillestil, rumskibe, sparrows, burns på våben og armor setups ift. din spillestil og så videre og så videre. Fuldstændig uoverskueligt, og heller ikke noget du nødvendigvis behøver at bekymre dig om – ikke på én gang i hvert fald. Det er bare endnu en af de ting du kan dykke ned i, når du begynder at være i bund med alt det andet, selvom det ikke virker som om Bungie har tænkt sig at lade dig komme i bund med noget som helst i dette overflødighedshorn af rum-magi.
Allerede til december kommer den første udvidelse, der ifølge rygterne vil tilføje endnu en planet, mere historie og flere missioner og strikes. Og inden da får vi det første Raid, der er de helt store seks-mands missioner i Destiny, og et hav af justeringer og små tilføjelser til verdenen. Så du kommer ikke til at løbe tør. Bungie har i den grad gjort deres yderste for at imødekomme de største kritikpunkter fra den første udgivelse.
Heldigvis har de ikke pillet ved det grundlæggende gameplay. Bare forfinet det, så det er blevet endnu lækrere. De mange forskellige våben er endnu mere nuancerede, i følelsen, lyden og effekten. Dit hop er blevet justeret, så du føler dig langt mere i kontrol. Verdnerne er blevet mere detaljerede og levende, hvilket gør følelsen af eventyr langt stærkere.
Der er også ting der ikke helt spiller. Jeg har enkelte gange oplevet lyden gå i koma, når der virkelig er action på drengen. Jeg har også prøvet at måtte hoppe helt ud af spillet, fordi jeg aldrig kom frem til den destination jeg var på vej til. Jeg er umiddelbart stået helt af på det nye shader system, der giver dig mulighed for at skifte farve på gear. Det er nu ændret til consumables, du skal sætte på hver enkelt stump af dit outfit og ikke kan skifte ud igen, uden at miste det du havde.
Og så hører jeg fra de hardcore spillere i min omgangskreds, at når man tager fri fra arbejde og spiller uafbrudt i alle ens vågne timer fra udgivelsesdagen, kan man nå at løbe tør for indhold, allerede indenfor den første uge – men der hører jeg trods alt, og heldigvis, til i den lidt mere casual kategori.
Bungie har introduceret et hav af de såkaldte ’quality-of-life’ forbedringer, så du ikke behøver at bruge så meget tid på teknikaliteter og strategier omkring de bagvedliggende algoritmer i spillet, men i højere grad bliver båret gennem oplevelsen. Følelsen af fremdrift gennemsyrer spillet endnu mere, hvilket er krogen der får dig til at blive ved med at vende tilbage. Kort sagt: Der er umiddelbart intet der kommer til at hindre mig i, at investere mindst 700 timer mere i dette univers. Det skulle da lige være det virkelige liv…
Facebook
Twitter
