Destiny

Anmeldt af: Hoder Jensen - 28. september 2014 - kl. 19:51
Del denne artikel:
7 0

Et skydespil og en MMO i ét spil fra skaberen af den populære Xbox spilserie Halo og med en plan om at skabe en spilserie, der skal holde i 10 år. Det er hvad Bungie byder på med Destiny.

Destiny blev annonceret tilbage i 2010 og ville være Bungie’s skifte væk fra Halo, som ellers har været udviklerens kendetegn siden 1999. Det ville samtidigt også være et skifte væk fra Xbox, da Destiny også ville udkomme til PlayStation 3 og PlayStation 4 ud over Xbox konsollerne. Vi har taget et kig PlayStation 4 udgaven. Bungie skiftede samtidigt også udgiverpartner fra Microsoft Studios til mægtige Activision og annoncerede, at Destiny skulle være et spil med en historie, der skulle kunne række 10 år ind i fremtiden.

Destiny er en af 2014’s største udgivelser, og der har været stor opmærksomhed omkring spillet. Der har blandt andet været rygter om et budget på 500 millioner, og spillet har titlen som det mest forudbestilte digitale spil. Der blev endvidere annonceret aftaler med Sony, så PlayStation får eksklusivt indhold til Destiny de 12 første måneder, ligesom der blev udgivet PlayStation Destiny konsol-pakker. Den store opmærksomhed har tydeligvis haft en effekt, da Destiny opnåede et salg på omkring 500 millioner dollars på den første uge. Destiny er heller ikke bare endnu et klassik skydespil, det er ifølge Bungie en ”shared world shooter”, eller i mere normal tale en blanding af skydespil og MMO.

Men kan Destiny leve op til den store opmærksomhed og fungerer en blanding af skydespil og lidt MMO? Nej ikke helt og så måske alligevel. Det er ”kompliceret…”, som man vil sige, hvis samtalen gik om parforhold på et socialt netværk.




Inden vi kigger på hvad Destiny gør rigtigt og hvad det gør forkert, så lad os kigge på historien, der som sagt skulle kunne holde i hele 10 år. Destiny foregår 700 år ude i fremtiden, hvor jorden har fået besøg af en mystisk skabning ved navn The Traveler. Denne The Traveler har hjulpet menneskeheden til at udvikle sig og inden for kort tid udsprang en ny gylden tidsalder, hvor mennesket udviklede sig teknologisk med hidtil uset kraft. Dette åbnede op for kolonisering af solsystemet, terraforming af før ubeboelige planeter og universet som menneskehedens legeplads.

Men når der er lys er der også mørke, og mørket kom i form af The Darkness, en evig fjende til The Traveler, som havde fulgt efter The Traveler og ved sin ankomst rev menneskeheden ud af sin gyldne tid og ind i en mørk tidsalder med udryddelse som trussel. De mange beboede planeter blev udryddet for liv, og på Jorden blev menneskeheden presset tilbage til at leve i en enkelt by beskyttet af deres mystisk ven The Traveler. Denne tid blev kaldet The Collapse og meget gik tabt, også The Traveler’s livskraft døde ud.

Men alt håb var ikke ude, The Traveler skabte som en sidste handling en kunstig intelligens i form af en lille flyvende robot med navnet Ghost. Ghost robotterne havde et enkelt formål; at finde og guide mennesker, der havde evnerne til at bruge lyset som et våben imod The Darkness. Disse mennesker blev kaldt guardians, og det er her man træder ind i historien i Destiny, som en ny guardian, der skal kæmpe mod mørket og dens hæslige skabninger i en sidste chance for menneskehedens overlevelse.




Historien i Destiny kan til tider virke en smule plat med henvisninger til navne som The Darkness og at bruge lyset til at besejre det mørke. Men historien i Destiny er skam interessant nok, hvis man dykker ned i dens mange lag. Noget som dog skal ske via Bungie’s side eller mobil app og ikke inde i selve spillet, hvilket er et sært valg. Derudover virker det som om, at den fortalte historie i spillet slutter lige tidligt nok, og de mange ubesvarede spørgsmål man har, er noget der først bliver besvaret i udvidelser og eventuelle efterfølgere til spillet.

Men det er lykkedes for Bungie at skabe en fascinerede verden, ikke mindst på grund af en meget imponerende grafisk præsentation af Destiny’s verden. Der er tydeligvis lagt meget arbejde i de forskellige landskaber, detaljerne i omgivelserne og de fremmede civilisationer, man støder på. Bungie har haft meget dygtige grafikere, som har fået tid til at skabe den verden, de havde forestillet sig, hvilket er lykkedes til højeste karakter. Der findes måske flottere spil, hvis man sammenligner på fotorealisme, men der findes ikke noget andet spil, der har en så imponerende og gennemført grafisk stil, som Destiny har.

Destiny byder også på nogle flotte mellemsekvenser, men der er for langt imellem dem og de kommer ikke, når man forventer dem. Der hvor man forventer, at en af spillets vigtige personer vil sige noget meningsfuldt sammen med en sekvens, der fører historien videre, bliver man ofte mødt af en standardkommentar og en simpel belønning. En stor del af historien i Destiny bliver fortalt via ens Ghost, imens man venter på, at en ny bane indlæser. Det bærer naturligvis historien frem, men det er en smule skuffende, at Bungie har valgt fortælle så meget af historien i en indlæsningsskærm og ikke via mellemsekvenser. Denne indtaling sker af Peter Dinklage, som mange vil kende fra Game of Thrones, og selvom Peter Dinklage har en stemme der passer godt til, så er det ikke Peter Dinklage’s bedste præsentation. Lydsiden er dog generelt god i Destiny med gode lydeffekter og passende musik skabt i samarbejde med symfoniorkestre og endda selveste Paul McCartney.




Men nu er vi ikke kun kommet for at snakke om historien og de flotte landskaber, det vigtigste er trods alt selve gameplayet i det ambitiøse spil. Man kan godt mærke, at Bungie har mange års erfaring med at lave sci-fi skydespil, fordi det er et glimrende skydespil, og styringen er silkeblød. Lige fra første mission, hvor man får en riffel i hænderne og møder masser af fjender, får man sat masser af tilfredsstillende headshots ind og nærkampsdræb enten med shotgun eller ens næver.

Inden man dog er kommet i gang, har man fået mulighed for at vælge klasse, og her er tre at vælge imellem. De 3 klasser Titan, Hunter og Warlock har naturligvis forskellige evner, ligesom alle klasserne har et ekstra underspor og dermed evnetræ, man kan udvikle sig på. De 3 klasser byder på forskellige spillestile, men forskellen imellem de 3 klasser er ikke så stor, så det virker ligegyldigt hvilken klasse man tager.




Desværre rammer Destiny ikke rigtigt på RPG delen, og selvom det ikke er hvad Bungie nødvendigvis ligger op til, så savner man lidt mere dybde, som kunne have kommet fra bedre RPG elementer. Destiny indeholder et level system, som man stiger i ved at indtjene XP, hvilket kommer fra at skyde fjender eller gennemføre missioner. Efterhånden som man stiger i levels, kan man tilføre nye evner til sin karakter og ændre de gamle. Der er dog ikke meget forskellighed i disse evner, og man savner hurtigt mere variation. Man rammer også forholdsvis hurtigt level 20, som er det højeste level, man kan opnå i spillet fra indtjening af XP. Hvis man skal over level 20, skal man finde udstyr, der har den specielle egenskab light, og jo flere light point man har, jo mere stiger man så igen i levels. Der er en interessant mekanisme, som kunne have fungeret rigtigt godt, men desværre lider Destiny af et meget sært loot system. Loot er næsten totalt tilfældigt, dvs. man kan få loot, som ikke passer til en klasse og som er ubrugeligt til ens level, og værst af alt når man har nedslagtet en boss, så er man ikke garanteret noget loot, hvilket kan føle sært efter man har brugt en time på at tømme kugler ind i en stor boss.

Efter man har gennemført en mission, lille som stor, er der en tilfældig chance for at få loot, men igen er det helt tilfældigt hvad man får og hvem der får. Så selvom man har spillet missionen med 2 fremmede eller 2 venner, og man har klaret sig meget bedre end de andre, har det ingen indflydelse på hvem der får hvad. Skulle det så ske, at man får noget ens klasse ikke kan bruge, så kan man gemme det, hvis man spiller flere klasser, men hvorfor kan man ikke bytte med sine venner? I et shared world shooter, som Bungie kalder det, kan man simpelthen ikke bytte med sine venner, og det er skuffende - næsten lige så skuffende som loot-systemet.

Den mest optimale måde at få nyt udstyr på er ved at købe det fra spillets computerstyrede forhandlere. Men for at få adgang til det gode udstyr, skal man have forhandlerne op i levels; noget man gør ved at gennemføre missioner og udfylde små delmål, kaldet bounties i Destiny. Ideen er ikke dum, og bounties virker godt, men problemet er bare, at man skal bruge meget tid på at få de her forhandlere op i levels og i den tid man gør der, er der meget langt imellem nyt brugbart udstyr.




Bungie vil ikke selv kalde Destiny et MMO, men spillet er bygget op som noget, der meget ligner en MMO, og desværre fejler Destiny på dette punkt. Missionerne i spillet er ikke særligt opfindsomme, så selvom de flotte landskaber hjælper, er det de samme områder, man traver igennem i de forskellige missioner og det er samme mønstre, man ser igen og igen. Man kæmper sig igennem et utal af fjender til man når til et punkt, hvor ens Ghost skal scanne en computer. I mellemtiden skal man beskytte den, imens det vælter ind med fjender fra alle leder og kanter. Det er ikke en dårlig spilmekanisme, men når det sker for 17. gang, så begynder det at blive en smule komisk. Når man så endelig har en mission med en boss, kunne man håbe på nogle smarte mekanismer, som der skulle til for at nedlægge disse bosser. Men nej, stort set alle bosserne skal bare have masser af kugler - rigtig mange kugler. Det er ikke unormalt at skulle bruge over 30 minutter på en boss, hvor man ikke laver andet end at tømme ens magasin af kugler, skyde nogle små fjender, der spawner hele tiden, så man kan få genopfyldt sin ammunition og så forsætte med at skyde endeløst. Der mangler kreativitet i boss-kampene, der mangler kreativitet i missionerne, og der mangler kreativitet i de forskellige klasser, hvilket betyder, at det er totalt lige meget hvilken klasse man gennemfører. Det virker som om at Bungie ikke har ville komplicere spillet for meget i frygt for, at de ville skræmme for mange skydespilfans væk, og det er ærgerligt for spillet.




Men hvorfor har Bungie så lavet Destiny som et shared world shooter, for at bruge deres egen ord, hvis de alligevel ikke vil ligge sig for tæt op af et MMO? Det virker skam godt, at man render rundt i de åbne baner, hvor man kan støde på fremmede spillere og tilfældige begivenheder, der dog forholdsvis hurtigt også har et genkendeligt mønster. Man kan let lave fireteams og spille med ens venner eller lade være, hvis man vil spille solo - både i spillets historiemissioner eller i missioner, der er lavet specifikt til at opnå højere levels med spillets forhandlere. Desværre mangler der dybde, og man mødes ikke for at lægge strategier eller finde bestemte klasser til en mission, for det er simpelthen ikke nødvendigt, så længe man kan finde ud af at affyre sit gevær og genoplive sine kammerater. Det får Destiny til at virke malplaceret og som en sær blanding, hvor skydedelen fungerer enormt godt, men hvor resten føles ufærdig og klisteret på.




Destiny er dog heldigvis ikke kun en online verden, hvor spillere mødes sammen for at skyde computerstyrede fjender, der er naturligvis også en spiller-mod-spiller del. Dette foregår i The Crucible, hvor der er forskellige spiltyper, lige fra zonebeskyttelse og klassisk holdspil til alle mod alle. The Crucible er uden tvivl Destiny’s stærkeste side, for som sagt er Destiny et godt skydespil og det viser sig tydeligt, når man kommer i kamp mod andre mennesker. Kampene foregår i Destiny’s flotte landskaber, og styringen sidder lige i skabet, så hvis du er på jagt efter en god online multiplayer, så fejler Destiny ikke, og her mærker man tydeligt, hvorfor Halo’s online multiplayer var så populært i mange år blandt Xbox-ejerne.



Jeg kunne skrive meget mere om hvad Destiny gør godt og hvad det ikke gør godt, men som nævnt tidligere, så er det kompliceret. Destiny’s styring er glimrende, der er flotte landskaber, gennemført grafik og noget af det bedste sci-fi skydespil jeg har prøvet. Men på lige så mange punkter som Destiny brillerer, lige så mange steder fejler det. Historien er for kort og for ufærdig. Missionerne er for ensformige, loot systemet falder fuldstændig igennem, og boss-kampene er direkte kedelige.

Bungie har haft mange gode ideer med Destiny, men det virker til at de holder for meget tilbage med historien. Det virker ufærdigt på nogle kanter, og de har ikke taget nok chancer. Det er ærgerligt, fordi Destiny har enormt potentiale, og allerede nu to uger efter udgivelsen af spillet har Bungie tilføjet nogle interessante nye missioner og begivenheder til spillet, men det er desværre bare ikke nok.

Det er meget muligt, at min opfattelse af Destiny er meget anderledes om et år, alt efter hvor meget Bungie får tilføjet til spillet, men her og nu kan Destiny desværre ikke leve op til de store forventninger.
+ Flot gennemført univers, glimrende skydespil, brillant multiplayer og teknisk næsten perfekt udført.
For kort historie, langsomme indlæsninger af baner, ensformige missioner, kedelige boss-kampe, dårligt loot system og man er afhængig af Bungie’s side eller app for dybere indb..
Gameplay:8.0
Grafik:9.5
Online:8.5
Holdbarhed:7.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.