Destroy All Humans

Anmeldt af: - 24. juli 2005 - kl. 21:32
Del denne artikel:
0 0

Normalt når man stifter bekendtskab med aliens og andet godtfolk fra det ydre rum er det som regel i den form, at de er ondskabens budbringere og kun kommer til jorden for at tilintetgøre folk og over

Normalt når man stifter bekendtskab med aliens og andet godtfolk fra det ydre rum er det som regel i den form, at de er ondskabens budbringere og kun kommer til jorden for at tilintetgøre folk og overtage den. Surprise, dette er også tankegangen i dette spil, men til forskel fra mange andre er man her det kære rumvæsen, som sendes ud på en række missioner i kampen for at overtage jorden.

Gameplay
I en meget fjern galakse ved navn Furon, har man et stort problem. De kærer rumvæsner er så meget længere fremme end vi mennesker, så de kan bruge DNA til at tage form af andre skabninger. Nu viser det sig så, at de er ved at løbe tør, og det truer hele galaksens eksistens. Så det skal der naturligvis rådes bod på.

En forsker ved navn Orthopox har mange jern i ilden og er i stand til at lave tekniske hjælpemidler til helten Cryptosporidium, som herefter forkortes til Crypto. Det kære rumvæsen sendes til Jorden for at udføre en række missioner, der alt sammen skal redde Furon.
Destroy All Humans

Inden vi kommer til selve missionerne, skal vi først og fremmest lige komme ind på, hvilket udstyr Crypto har til rådighed, når han skal udføre sine dødelige angreb på menneskeheden. Han besidder evnen til at tage enhver persons udseende i kortere eller længere tid. Af våben har han en Zap-O-Matic laser-pistol, som ganske effektivt kan dræbe både dyr og mennesker. Derudover har Crypto en evne til med tankens kraft at sende dyr, mennesker og effekter op i luften og smide dem langt væk. Når vi er ved tankerne, kan Crypto naturligvis også læse folks tanker. Slutteligt har vores helt en jetpack, som gør ham i stand til at stige til vejrs og flyve over kortere afstande. Ganske fikst, når man skal stikke af fra en hel landsbys vrede farmere. Når Crypto ikke bevæger sig til fods, har han en flyvende tallerken, som han fræser lidt rundt i, og dette rumskib er også godt armeret og udstyret med et solidt våben, som virkelig kan skabe død og ødelæggelse.

Spillet tager sit udgangspunkt i USA i 1950’erne, hvor historier, konspirationsteorier og frygten for det ukendte var på sit højeste. Og så er det netop midt i alt dette, at Crypto sendes til jorden for at fuldføre sine missioner. De fleste missioner tager udgangspunkt i et åbent landskab, til at starte med i en landsby, og senere hen bevæger man sig frem til storbyerne. Selve objektiverne svinger ikke det voldsomme. Oftest skal man finde betydningsfulde folk, infiltrere deres hjerner, dræbe en hel by samt samle DNA. Udover hovedobjektiverne har man også mulighed for at gennemføre en hel del minimissioner, som bl.a. kan være at skulle nå fra A til B på kort tid eller måske ødelægge et vist antal bygninger. Alt sammen giver det et vist antal DNA, som bruges på at opgradere våben mv.

Generelt er spillet meget nemt at gå til, der kræves ikke en halv times intro, før man formår at styre spilleren. Dog finder man ud af, at de første mange baner minder meget om hinanden og ikke giver de store udfordringer. Det er først relativt sent i spillet, der bliver sat hårde udfordringer. En god ting er, at har man lige misset, hvordan man gør en bestemt ting, kan man altid beame sig tilbage til moderskibet og få en liste over kombinationer og instruktioner til, hvordan man udfører forskellige ting. Et lille aber-dabei, hvis man fejler en mission og skal starte forfra, tvinges man til at se introen og har ikke mulighed for at klikke videre. Samtidig er load-scenerne meget langsomme.

Alt i alt er det et ganske sjovt og fornuftigt spil, der har små svaghedstegn men giver en god gang underholdning, så længe det varer.

Destroy All Humans

Grafik
Grafikken er set både bedre og værre. Lad det være sagt med det samme, det er ikke et spil, der presser maskinen til det yderste, men det betyder heller ikke så meget i et spil som dette. Bygningerne og landskaberne er som helhed ganske udmærket lavet og giver en god og lidt dyster stemning til spillet.

Dog kan man godt blive irriteret over nogle småting. Blandt andet er det svært at vide, hvilke regler der gælder for træer. Nogle af dem kan man løbe direkte igennem, og de kan heller ikke bruges som skjold eller dækning. Andre træer tager en naturlig form og kan ikke passeres, medmindre man løber udenom. Nuvel det er småting, men det optræder spillet igennem med forskellige objekter.

Lyd
Det kære rumvæsen Crypto og dets artsfæller er ganske underholdende at høre på. De kommentarer, der kommer dels i selve gameplayet men også, når missionerne skal forklares, er morsomme i starten, men i længden bliver det hurtigt det samme. Mange vil mene det er plat, men selve spillet skal nok heller ikke tages mere alvorligt end som så. Derfor er blondinerne lavet så dumme som man kan forestille sig, farmerne det samme, og de aliens, du repræsenterer, opfører sig som arrogante franskmænd, der godt ved, at de er overlegne. Men sjovt er det.

Lyden i spillet er ellers meget gennemsnitlig, effekterne, når man bruger våben, er til stede men ikke prangende. Lydsiden holdes oppe af de sjove kommentarer, der kommer fra folk og fæ i spillet. Derfor den relativt høje karakter.

Destroy All HumansHoldbarhed
Endnu et spil som principielt er ubrugeligt efter det er gennemført. Man kan hive det frem, hvis man skal have et lille grin på, eller hvis man ønsker at gøre alting perfekt.

Som tidligere nævnt er der ret så meget information tilgængelig om, hvordan man har klaret banerne og spillet generelt.

Udover det, er der ikke meget at hente. Det er ganske sjovt, så længe det varer, men desværre varer det ikke forfærdeligt længe. Skal man angive et bud på den totale spilletid vil det ligge på 8-12 timer.

Overall
Destroy All Humans er et sjovt spil, som desværre ikke er så langtidsholdbart, som man kunne ønske. Du har det sjovt, så længe det varer, der bliver grint af de sjove kommentarer Crypto leverer, man morer sig over, hvor godt de forskellige karakterer optræder, men slutteligt ærgrer man sig lidt over, at det allerede er slut.

Der er mange gode ting i spillet, grafikken er hæderlig men indeholder visse graverende fejl, lydsiden er særdeles sjov og holder dampen oppe i de situationer, hvor selve gameplayet bliver lidt ensformigt.

Alt i alt et underholdende spil, som varmt kan anbefales til lidt sommerlig pausehygge inden efterårets store titler kommer frem.
Gameplay:7.0
Grafik:7.0
Online:
Holdbarhed:5.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.