Destroy All Humans!

Anmeldt af: Christian Mortensen - 28. juli 2020 - kl. 12:19
Del denne artikel:
1 4

Rumvæsnet Crypto 137 er tilbage og han vil stadig dræbe alle mennesker. Læs vores anmeldelse af remaken af Destroy All Humans! - specielt hvis du holder er 50’er sci-fi stilen.

Destroy All Humans! udkom til blandt andet PlayStation 2 og den originale Xbox tilbage i sommeren 2005. Det var et spil, som byggede på en glimrende idé, men som endte med at blive en ensformig og triviel oplevelse. Nu genopstår spillet i en teknisk forbedret udgave, da Destroy All Humans! til PlayStation 4 er en remake af det 15 år gamle spil.



Spillet er inspireret af de klassiske sci-fi film fra 1950’erne og det fanger tidsånden i en lille amerikansk soveby helt perfekt. Det er tiden hvor frygten for kommunismen er på sit højeste og det er kun et spørgsmål om tid, hvornår invasionen fra Mars kommer.

Det lille grå rumvæsen Cryptosporidium 137 sendes til Jorden for at høste menneskelig DNA, så Furon racen kan fortsætte med at klone sig selv. Noget de bliver nødt til for at sikre sig overlevelse, da de er i den uheldige situation at være skabt helt uden kønsorganer.

Som Cryptosporidium 137 bliver man altså sendt ud på en række missioner, hvor der nu skal høstes menneskelig DNA, læses tanker og manipuleres med omgivelserne. Crypto 137 er nemlig udstyret med en række specielle evner og grusomme rumvåben. Hans forskellige våben kan gøre det af med menneskene så let som ingenting og han har forskellige evner, så han kan læse menneskers tanker, høste deres hjerner (blandt andet via deres anus med Anal Probe), løfte køer, mennesker og andre ting og kaste rundt med dem, alene ved tankens kraft.



Ved hjælp af en Experimental Psi-Link Holobob, kan Crypto antage menneskers udseende ved at fokusere på dem i en kort periode og han kan nu færdes frit mellem andre mennesker uden at skabe panik. Der er mange andre egenskaber, blandet andet Forget hvor han ved tankens kraft kan få mennesker til at glemme at de har set ham eller få dem til at danse, så andre i nærheden har fokus på det i stedet for på ham. Det er ret sjovt at lege med de mange forskellige egenskaber og ting, som man lærer undervejs.

Dele af missionerne skal udføres på jorden, mens andre foregår i Cryptos lille flyvende tallerken. Denne er naturligvis også udstyret med kraftige rumvåben, blandt andet en Abduct-O-Beam, som er en kraftig stråle, der kan flytte rundt på ting på jorden og det er svært underholdende, at kaster biler ind i bygninger og se det hele styrte i grus.



Desværre er missionerne ikke blevet mindre ensformige siden 2005, men det går aldrig hen og bliver decideret kedeligt og det er nok takket være den fede 1950’er stil og de mange sjove egenskaber. Som noget nyt i denne remake, kan man efter at gennemført en mission, vende tilbage til området for at smadre løs alt det man har lyst til eller kaste sig over en række udfordringer i den pågældende mission. Endelig er der en gemt mission fra originalen, som aldrig blev udgivet, inkluderet i denne remake.

Styringen og andre småting er blevet opdateret til mere nutidige standarder, blandt andet er styringen af den lille flyvende tallerken blevet bedre og Crypto er nu langt nemmere at styre. Den grafiske side er naturligvis også opdateret og den ser ret godt ud. Spillet har nu en let tegnefilms-stil og hele spillets stil, lige fra menuer og den overordnede grafiske stil, karikerer de gamle sci-fi B-film fra 50’erne og 60’erne helt perfekt. Lydsiden lader desværre ikke til at være opdateret, så den holder ikke samme flotte niveau som den grafiske side.



Destroy All Humans! er endnu en af de remakes, vi ikke vidste vi havde brug for. Jeg er dog stadig lidt i tvivl om, om vi virkelig havde brug for den her. Men når det så er sagt, så er Destroy All Humans! faktisk et fornøjeligt gensyn. Det er blevet fint opdateret og selv om man godt kan mærke, at det er et gammelt spil, så er der et eller andet dragende over 50’er sci-fi stilen og den til tider ret upassende humor, som jeg bare ikke kan få nok af.

Som man de fleste andre remakes, så er denne remake også mest for fans af originalen. Og fans får præcis hvad de skal have, en bedre version af originalen. Har du ikke prøvet originalen, men kan du godt lide et godt gammelt og klassisk actionspil med nogle gode idéer og en fed stil, så skulle du tage et kig på Destroy All Humans!. Nogle gange skal man også bare sætte sig ned og nyde et spil for hvad det er og Destroy All Humans! tager i hvert fald ikke sig selv seriøst på nogen måde og det er dejligt befriende.

Destroy All Humans! koster 319 kr. på PlayStation Store.
+ En fin remake, flot opdateret grafik, 50’er stilen er ramt perfekt, mange sjove egenskaber at lege med
Gammeldags gameplay, bliver hurtigt ensformig, lydsiden lader ikke til at være opdateret
Gameplay:7.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 7.5
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.