Jeg har altid været fan af spil med fokus på en god historie og derfor var Heavy Rain også et af mit yndlingsspil til PlayStation 3 og Beyond: Two Souls faldt også i god jord her. Efter udgivelsen af Beyond: Two Souls blev der dog meget stille fra Quantic Dream, dog vidste vi godt de arbejdede på et nyt spil til Sony’s helt nye PlayStation 4 konsol. Vi skulle vente hele 5 år, men langt om længe er stifteren af Quantic Dream, David Cage’s nyeste vision landet og historien er stadigvæk i højsædet.
Som navnet antyder, så forgår handlingen i Detroit i USA og vi er hoppet frem til omkring år 2035, hvor androider, menneskelignende robotter er blevet en del af dagligdagen. Menneskets nyeste opfindelse bliver brugt til stort set alt, lige fra skraldemænd til undervisere på universiteter. Det er firmaet Cyberlife som står bag skabelsen af intelligente androider og firmaet har givet Detroit, den tidligere hovedstad af bilproduktion, atter igen en plads på verdenskortet som storslået produktions by, men nu af androider.
Man følger tre androider; Kara, en hushjælp-androide, der tager sig af børnepasning, rengøring og alle andre huslige ting. Markus en butler-androide, der hjælper en ældre handicappet mand og til sidst Connor, en helt ny androide prototype fra Cyberlife, der fungerer som detektiv. Historien ligger ud med Connor, der er sendt ud på en mission for at redde en lille pige fra en androide som er gået bersærk. De menneskeskabte androider er programmeret til ikke at kunne skade mennesker eller have kreative tanker, men alligevel er det sket til stor bekymring for omverden og det er kun starten på et helt nyt kapitel i historien om androider i fremtidens Detroit, hvor flere og flere androider bryder løs af deres begrænsninger.
Kort efter følger man Kara’s historie, der reagerede med moderligt instinkt ved at beskytte en lille pige, som bliver mishandlet af hendes far og til sidst følger vi androiden Markus, der oplever en traumatiserende oplevelse, som får ham til at sætte spørgsmålstegn ved hans eksistens og hvad androider må og har rettigheder til.
Netop androidernes rettigheder bliver et stort omdrejningspunkt i historien og David Cage stiller et spørgsmål, som vores egen verden også en dag kan blive nød til at stille; hvornår er en intelligent maskine så intelligent og selvtænkende, at den kan sidestilles med mennesker og hvilke rettigheder skal sådan en maskine have? I Detroit: Become Human bruges androiderne som slaver, det er menneskerne som ejer dem og de kan behandle dem præcis som de vil, så lang tid de har ejerskab. Jeg vil ikke afsløre meget mere af historien, fordi at netop historien er omdrejningspunktet i Detroit: Become Human, men den er glimrende og man kommer hurtigt til at føle med de tre hovedpersoner, som bliver sat i nogle situationer, hvor man skal foretage sig nogle meget svære valg i en verden, hvor meget få holder af vores hovedpersoner. Hele vejen igennem spillet var jeg meget interesseret i hvilken vej historien vil tage og selv om man kan regne nogle få ting ud, så er der store overraskelser og ikke mindst en historie som bliver formet rundt om de valg man foretager sig.
Detroit: Become Human bygger videre på hvad Quantic Dream viste i Heavy Rain og Beyond: Two Souls, hvor ens valg i historien har store konsekvenser for de tre personer man følger, ens omgivelser og hvilken vej historien tager. Vi har set spil før med en sommerfugleeffekt, f.eks. Telltale Games’ spil og Until Dawn, men jeg har aldrig set nogle udføre det i den grad af hvad vi ser her Detroit: Become Human. Efter hvert kapitel får man en oversigt over de valg man har fortaget sig, samt de valg man ikke har låst op for, og man kan samtidigt se hvad hele verden, samt ens venner har foretaget sig af beslutninger, hvilket altid er sjovt at nærstudere.
Nogle kapitler er forholdsvis simple, specielt i starten, men ret hurtigt udvikler kapitlerne til en myriade af valgmuligheder, hvor de tre historielinjer og kapitler krydser hen over hinanden. Naturligvis bærer historien sig i samme retning, men hvordan det sker, hvem der overlever og hvordan Detroit ser ud mod slutningen af spillet, er helt op til ens valg.
Det er specielt imponerende at opleve små valg man har foretaget mange kapitler tidligere, komme tilbage og belønne eller straffe en. Man lærer også hurtigt at ens væremåde over for ens omgivelser, låser også op for forskellige retninger af historien. Jeg måtte anderkende at nogle af de valg jeg havde fortaget mig, ikke fik den effekt jeg havde regnet med, det er ikke altid man kan stole på folk eller androider. Og efter jeg havde afsluttet historien, var der ingen tvivl om at jeg skulle tilbage og prøve at se om jeg kunne gå en anden vej i historien, hvilket naturligvis giver spillet en god holdbarhed for et spil, der har sit primære fokus på historien.
Så er det måske nu man tænker; men hvordan spilles Detroit: Become Human så? Er det overhovedet sjovt at spille? Spillestilen minder meget om Heavy Rain og Beyond: Two Souls, så vi har ikke med en åben verden at gøre, men lukket lokationer man udforsker. For at blive peget i den rigtige retning, kan man trykke på R2 og så får man en wireframe-mode frem hvor visse interessante ting bliver fremhævet. Det kan være lige fra personer man kan snakke med til oplysninger, der er brugbare at vide, som kan låse op for flere valgmuligheder i samtaler eller action-sekvenser. Man er ikke tvunget til at bruge denne funktionalitet, men specielt i presset situationer, er det med til at give et hurtigt overblik.
Man kan føle at en del af banerne er lineære og der ikke er mange valg, men ofte viser det sig i oversigten bag efter, at der var mange andre ting man kunne have foretaget sig eller man ikke fik opdaget. Gameplayet kommer naturligvis også meget an på hvor man er i historien, hvor der er rolige sektioner hvor man mere skal udforske, er der også action-sekvenser og her bliver quicktime-events brugt i stor stil. Jeg valgte at spille på erfaren sværhedsgrad og der kommer nogle sektioner med hurtige quicktime-events, hvor man virkelig skal kende sin controller. Personligt syntes jeg sådan quicktime-events passer perfekt ind i historiespil som Detroit: Become Human, da man virkelig kæmper med figuren for overlevelse i nogle scener og det giver en god indlevelse. Der er også variation i hvordan de her quicktime-events bruges, det er ikke kun i slåskampe, men også i nogle enormt gennemførte jagt-sekvenser, og i situationer hvor man skal gemme sig, hvor den sidste bliver en blanding af udforskning af quicktime-events, hvilket igen virker rigtigt godt og nerverne sidder ude på tøjet, i frygt for man tager et forkert valg.
Man kan godt miste en figur, hvis man fejler - dog er det ikke sådan at en enkelt fejlet quicktime event og så bliver hovedet kappet af, men ofte har det en konsekvens, igen noget man får at se i de meget imponerende oversigter af hvordan historien og spillet kan udvikle sig, efter hvert kapitel.
Det hele er dog ikke quicktime-events og standard udforskning, da sektionerne med Connor gemmer på et mindre detektivspil, der giver god variation fra resten af spillet. Som Connor bliver man sat på flere missioner, for at finde ud af hvad der går galt med de defekte androider, som pludselig gør oprør. Det betyder man kommer i scener hvor man skal finde spor, der skal analyseres, som leder til flere spor, genskabelse af tidligere scener og muligheder i ens samtaler og valg. Det virker enormt godt og hvis der er gemt en lille detektiv i maven, som der åbenbart er hos mig, så vil man finde det ekstra sjovt.
Udforskning på de forskellige lokationer, bruges også til at man får et indblik i hvilken slags verden det er blevet til. Ofte finder man tv-skærme med nyhedskanaler, som fortæller om verdens begivenheder, men specielt magasiner man kan finde, giver en god baghistorie om alle de konflikter man har med den høje brug af androider. Androiderne har ført til stor arbejdsløshed, optrapning af konflikter imellem stormagterne, der bruger androider i deres hære, ja lige til et fald af nye mennesker sat i verden pga. mange mennesker fortrækker at have forhold med androider. Magasinerne er korte og hurtige at læse, men giver et godt indblik i omverden, og ofte kan den viden give en fordele i de valg man skal foretage sig. Det er samleobjekter gjort på den helt rigtige måde.
Så vi har at gøre med et fængende spil med en god historie og ikke overraskende har vi også med et flot spil at gøre. Selve omgivelserne i spillet er ikke revolutionerende, de er ganske fine, men selve figurerne er super flot udført. Hvis nogle kan huske fra Heavy Rain, så havde man indlæsningsskærme med kun ansigterne, det ikke tilfældet i Detroit: Become Human, men spillet er ikke bleg fra at fremvise sine flotte figurer, hvor specielt ansigterne er flot udført. Det betyder meget for indlevelsen af figurerne, at de er så menneskeligende og man får bedre opfattelse af følelser fra deres ansigtstræk, hvilket også har en betydning for de valg man fortager sig i samtaler med omverden.
Figurerne er skabt over ægte skuespillere, der også lægger stemme til og man er ikke i tvivl når dygtige skuespillere som Clancy Brown og Lance Henriksen rammer skærmen, dog uden at tage noget væk fra Jesse Williams, Valorie Curry og Bryan Dechart, der alle gør et glimrende job med at genskabe Markus, Kara og Connor.
Der er naturligvis support for PS4 Pro og med support for checkerboard 4K opløsning på PS4 Pro konsollen, som betyder at spillet står super skarpt, samt der er god brug af HDR. Den almindlige PlayStation 4 fremviser spillet i 1080p og på begge konsoller kører det i 30 FPS, noget som passer fint til spillet, hvor der aldrig rigtigt bliver brug for den store præcise styring. Generelt kører spillet også flydende, der blev dog oplevet nogle få scener med et fald i frames, dog skete det aldrig i scener med quicktime-events.
Som nævnt gør stemme-skuespillerne et godt job og lydbilledet i spillet er solidt, hvor specielt det originale soundtrack er med til at danne masser af stemning i spillet. Der er en tydelig forskel i soundtracket alt efter hvilken figurer man følger, hvilket fungerer virkelig godt og er med at gøre de forskellige figurer endnu mere forskellige og med sine egen undertoner i deres personligheder. Nogle områder af spillet er man dog så opslugt at historien, at man ikke altid lægger mærke til musikken, hvilket ofte er en fordel, fordi hvis musikken stikker ud, er det som regel fordi den ikke passer til. Så er det dog heldigt at Detroit: Become Human er et spil man har lyst til at spille igen og ved en ekstra gennemspilning, har man mere overskud til at nyde det flotte soundtrack. Soundtracket kan også høres via spillets bonusmenu, hvor man låser op for tegninger, musik, magasiner, 3D-modeller af spillets figurer og videoer.
Detroit: Become Human er det næste skridt i spil, der prøver at levere en skræddersyet historie, dannet ud fra ens valg. Det er meget imponerende at se hvordan historien udvikler sig og de mange muligheder man har for at påvirke retningen. Det er lykkedes Quantic Dream ikke bare at lave et flot spil med en interessant historie, men også et spil med en følelsesladet historie, der stiller nogle dybere spørgsmål om hvordan teknologien påvirker vores verden. Hvis man var fan af deres tidligere spil, ville man elske Detroit: Become Human som uden tvivl overgår deres ellers indtil nu bedste spil, Heavy Rain.
Første gennemspilning tager omkring 10-12 timer, naturligvis alt efter hvor meget man udforsker verden. Men hvis man vil opleve alt som Detroit: Become Human har at tilbyde og jeg syntes bestemt det er et spil man gerne bruger mere tid på, så kan man sagtens nærme sig 30 timers glimrende underholdning.
Facebook
Twitter
