Det første Devil May Cry kom for knap 20 år siden og det er 11 år siden vi så Devil May Cry 4. I mellemtiden er der kommet den lidt underlige (men dog stadig velspillende) DmC Devil May Cry reboot, men da det efterhånden er noget tid siden vi har set noget til et “rigtigt” Devil May Cry, så har Capcom meget belejligt lagt en “History of DMC” video i hovedmenuen, hvor man på omkring 5 minutter kommer up-to-speed på serien.
Devil May Cry har altid handlet om vild action, combos, massevis af dæmoner og nærmest en grinagtig arrogance fra hovedpersonernes side. Disse ting er også til stede i Devil May Cry 5 og præcis som i de tidligere udgaver, går langt det meste af tiden da også med at bevæge sig fra område til område for at nedkæmpe en portion fjender, før man kan komme videre. Det er en lidt gammeldags opbygning, men det er lige præcis som det skal være, når vi taler om Devil May Cry.
Kampene er hjertet i spillet og alt efter hvem af de tre hovedpersoner man spiller med, ændrer kampsystemet sig en del. I løbet af kampagnen spiller man som Nero, publikumsfavoritten Dante og den nye dreng i klassen V. Nero og Dante spiller mere eller mindre som vi kender dem, hvor Nero er den mest tilgængelige og Dante igen er den mest stilistiske og han har som altid fire forskellige kampstile, som hver specialisere sig indenfor for eksempel hurtige nærkamps-angreb eller mere distancerede angreb med hans pistoler og shotguns.
Det er dog noget helt andet med V. Som V deltager man ikke direkte i kampene, men i stedet har man kontrol over tre dæmoner; fuglen Griffon, panteren Shadow og en udødelig stenkæmpe ved navn Nightmare. Som V holder man afstand til fjenderne og sender i stedet disse tre dyr i kamp og det eneste V skal gøre, er at levere dødsstødet når de har svækket modstanderne nok. Den ret alternative tilgang står i skarp kontrast til Nero og Dante og den fungerer såmænd, men jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal synes om det. Man kan dog kun anerkende, at Capcom forsøger at skabe noget variation, men jeg ved altså ikke om jeg er vild med løsningen.
Hver af de tre karakterer har specielle angreb og som altid stikker det helt af når man aktivere dem. Det er over-the-top-vanvittigt - igen lige præcis som det skal være med Devil May Cry og igen er Dante en udpræget fornøjelse at spille med. De tre forskellige karakterer betyder også, at der er tre forskellige styringer man skal lære at kende - og de virker alle en lille smule for kompliceret. Man lærer dem naturligvis undervejs, men det virker som om, at der altid lige skal holdes en knap for meget nede for at kunne udføre de vilde moves - det burde kunne gøres mere simpelt.
Jeg skal da også lige nævne en ny side-karakter, nemlig mekanikeren Nico, som kører rundt i en Devil May Cry kassevogn, hvori vores tre hovedpersoner kan købe nye moves og andre opgraderinger. Nico er en over-sexualiseret ung kvinde med cowboystøvler, en krop fyldt med tatoveringer og en påklædning og fremtoning, der grænser til det vulgære. Jeg er forbavset over, at Capcom i disse “Me too” tider kan slippe afsted med en karakter som hende. Smagløs, det er hun i hvert fald.
Historien i Devil May Cry har aldrig været spillenes stærkeste side - og det er også tilfældet i 5’eren her. Der er mange kærlige hentydninger til tidligere spils karakterer og handlinger, blandt andet Lady og Trish, men ingen af dem har den store rolle i handlingen. Men når alt kommer til alt, så er det gameplayet og kampsystemet det handler om i Devil May Cry - og her har Capcom fat i den helt rigtige ende. Devil May Cry er tilbage i fin stil og det er en fornøjelse, specielt med Dante, at udføre en række vilde moves og angreb, som nærmest får det hele til at ligne en volds-ballet.
Grafikken i Devil May Cry 5 er virkelig flot - både rent teknisk og ikke mindst æstetisk. Man kommer igennem scenarier man ikke troede mulige og man må nikke anerkendende i retning af Capcoms designere, der igen har skabt en verden, som på en og samme tid er helt forskruet, men også meget smuk. Lydsiden er også ganske fin, med et tungt heavy soundtrack, fine lydeffekter og tilpas overgearede stemmer.
Devil May Cry er tilbage i fin form med Devil May Cry 5 og Capcom er gået tilbage til rødderne, hvilket resulterer i, at spillet godt kan føles en smule gammeldags. Men det betyder ikke noget, for på fantastisk vis, holder gameplayet stadig den dag i dag - og stil går vel aldrig af mode. Gameplayet flyder let afsted, arrogancen fra hovedpersonerne er enorm og det hele holdes sammen af en smuk visuel stil. Er du ude efter et virkelig solidt actionspil, så skulle du tage at tjekke Devil May Cry 5 ud.
Facebook
Twitter
