I spillet indtager man rollen som Corvo Attana, som er kejserindens personlige bodyguard, han er netop vendt hjem fra en hemmelig rejse, hvor målet for rejsen, var at finde ud af om der var en måde hvorpå man kunne komme den rottebefængte pest der hærger byen Dunwall til livs. Inden Corvo får overbragt beskeden til kejserinden, bliver hun dræbt for øjnene af ham af en mystisk gruppe snigmordere og hendes datter Emily kidnappet. For at gøre ondt værre bliver Corvo fængslet for mordet på kejserinden og står til at blive henrettet ved dødsstraf. Kort før eksekveringen af hans dødsstraf får Corvo dog uventet hjælp, da nøglen til hans celle pludselig bliver leveret som en del af hans måltid, dermed er vejen banet for Corvo til at undslippe fangenskab, og starte et hævntogt som snigmorder for at finde dem der dræbte kejserinden og for at finde hendes datter Emily, den retmæssige arving til tronen.
Historien i Dishonored udspiller sig i industribyen Dunwall, en by der tydeligvis er inspireret af 1700 tallets London, byen har været centrum for hval fiskeri og uddrevet hvalolie anvendes som et brændstof til at holde byen kørende - man kan derfor sige at der er tale om et spil udført i whalepunk spil stil nærmere end i steampunk stil.
Historien udfolder sig henover spillets ni missioner, hvor man løbende bliver præsenteret for specifikke hovedpersoner og deres historie. Spillet byder dog på meget mere end selve hovedhistorien, i form af sidemissioner samt en solid mængde information som man finder rundt om i spillet i form af noter, bøger og lydbånd som vi kender det fra b.la. Bioshock. Historien i Dishonored er til trods for nogle lidt vage spilkarakterer, rigtig god, der spilles på flere strenge af følelsesregisteret, hvilket gør at man hele tiden føler sig involveret i karakterernes gøren og laden.
Gameplayet i Dishonored er der hvor spillet for alvor skiller sig ud fra mængden, spillet er udført som et første persons stealth action spil, med hovedvægten lagt på stealth delen. Styringen i spillet er intuitiv og det er nemt at bevæge sig rundt, hvad enten man vælger at benytte sig af gaderne eller tagryggene. På samme måde er det enkelt og samtidig ganske underholdene at kaste sig ud i sværdkampe når man bliver opdaget af vagterne. Styrken i spillet ligger især i, at man uanset om man vælger at snige sig af sted i ly af skyggerne eller vælger at trække sit våben, så er man sikret en solid spiloplevelse.
Udover ens sværd og andre våben som løbende bliver tilføjet ens arsenal, bliver man også udstyret med magiske evne af en mystisk skikkelse kaldet The Outsider Den første evne man kommer i besiddelse af er evnen Blink, der gør en i stand til at teleportere kortere distancer. Blink er en helt igennem fantastisk evne som passer helt perfekt til spillet, den gør det nemt at komme fra cover til cover ubemærket og giver samtidig mulighed for at man kan finde alternative ruter og gå på opdagelse. Af andre spændende evner skal nævnes evnen til at besidde andre dyr og mennesker, muligheden for at stoppe tiden samt muligheden for at se igennem vægge.
Alt efter hvilken spillestil man har tænkt sig at anvende kan man vælge at opgradere sine evner således at de passer til ens spillestil, for at opgradere sine evner skal man indsamler såkaldte runesten som man finder ved at bruge noget så ukult som et bankende hjerte som man har fået af The Outsider. Udover de aktive evner kan man, ved hjælp af det bankende hjerte, også finde såkaldte Bone Charms som er passive evner som man kan tilknytte Corvo. Disse har mange forskellige effekter som f.eks. at man kan klatre hurtigere, kan kvæle vagterne hurtigere eller at man kan bevæge sig hurtigere mens man bærer rundt på en død/besvimet person. Bone Charms og ens magiske evner, tilfører spillet en god dybde samtidig med at det giver spillet et rollespilslignende system som gør, at man i højere grad kan skræddersy Corvo så han passer til netop den spillestil man ønsker.
De ni missioner som udgør spillet historie, er opbygget som klassiske snigmorder missioner, man bliver præsenteret for en eller flere personer som skal skaffes af vejen, og ens opgave er så at finde vej frem til målet og sørge for at få skaffet målet af vejen. Men at få skaffet en person af vejen er ikke nødvendigvis lig med at dit sværd efterfølgende drypper af blod, man kan nemlig få skaffet alle nøgle personer i spillet af vejen uden at slå dem ihjel. Dette sker f.eks. ved at man udfører sidemissioner for andre personer i spillet, som har et horn i siden på målet, sørger man for at hjælpe dem med f.eks. at få fat i koden til en kunsthandlers pengeskab, ja så er belønningen at de sørger for at man ikke behøver at få sine hænder beskidte. Man bliver dog informeret om hvad de har tænkt sig at gøre med målet, og tro mig, nogle af de ting de har på tegnebrættet er væsentlig værre end døden selv.
Spillet indeholder også en form for morale system som kommer til udtryk ved spillets kaos system, som er et udtryk for hvor meget kaos man har skabt undervejs. Dræber man flere end man lister forbi uden at gemme deres lig af vejen opnår man en høj grad af kaos, mens man ved at være påpasselig med antallet af drab igennem spillet opnår en lav grad af kaos. Kaos systemet påvirker spillets dynamik da en højere grad af kaos øger antallet af vagter og ligeledes gør at visse personer ikke ønsker at interagere med en da man anses som værende en morder. Kaos systemet fungerer rigtig godt, da det fungerer som en form for gulerod for at tilgå spillet med en mere forsigtig og påpasselig spillestil.
Som tidligere nævnt er spillet at betragte som et spil i whalepunk stil der er dikteret efter steampunk stilen. Dette gør at spillet har et ganske særpræget grafisk udtryk, men uanset om man bryder sig om udtryksstilen eller ej, så kommer man ikke udenom at stilen i Dishonored er så gennemført at man ikke kan andet end at blive imponeret. Banedesignet i spillet er eminent, hver enkelt mission har utallige små veje og måder hvorpå man kan komme frem til sit mål, hvilket indbyder til flere gennemspilninger og giver spillet en utrolig stor holdbarhed.
Lydkulissen i Dishonored er tæt på perfekt, hvad enten der er tale om vagter der taler sammen, fodtrin i korridoren eller rotternes travle ben, så er alle disse lydeffekter tilpasset så de giver en et klart billede af hvor man befinder sig henne i forhold til ens omgivelser, hvilket er essentielt i spil som dette. Soundtracket sørger for at blande lige dele melankoli og galskab sammen hvilket er med til at sætte stemningen i spillet. Stemmeskuespillet er solidt udført og byder sågar på nogle prominente navne i form af Susan Sarandon, Carrie Fischer og Michael Madsen, det solide stemmeskuespil er med til at løfte interessen for de forskellige karakterer.
Dishonored er uden tvivl en af kandidaterne til årets spil, hvilket dog ikke nødvendigvis betyder at det er et spil for alle. Til trods for at man selv kan vælge hvordan man vil gribe spillet an, så fungerer Dishonored bedst hvis man spiller det med en velovervejet spillestil og forsøger at undgå for mange kampe.
Spillet byder på et unikt, spændende og mørkt univers, der suger en ind og som giver en lyst til at udforske spillets forskellige afkroge. Det faktum at der er flere forskellige måder hvorpå hver mission kan klares, og det faktum at det rent faktisk er muligt at gå igennem hele spillet uden at dræbe en eneste person giver spillet en utrolig høj genspilningsværdi da mulighederne nærmest er endeløse. Læg dertil et gameplay hvor både snigerdelen og actiondelen fungerer stort set upåklageligt og hvor styringen er intuitiv og du har et helt igennem fantastisk spil, som bør stå på hylden hos alle der finder glæde ved at bevæge sig i skyggerne.
Facebook
Twitter
