Dishonored: Death of the Outsider

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 26. september 2017 - kl. 08:32
Del denne artikel:
0 2

Bare lidt over 9 måneder efter Dishonored 2 er Death of the Outsider udkommet - endnu et velfungerende spil i Dishonored universet. Læs væres anmeldelse her.

Dishonored: Death of the Outsider lander et sted midt imellem en udvidelse og et helt nyt spil - meget i stil med Uncharted: The Lost Legacy. Det er mindre end andre Dishonored spil, kan købes for under 230 kr., men byder på en ny hovedperson med helt nye magiske kræfter - og det anses for at være det endegyldigt sidste spil i Dishonored serien.



Death of the Outsider udspiller sig måneder efter Dishonored 2 og i hovedrollen er Billie Lurk, som nogen måske vil huske som kaptajnen på The Dreadful Whale. Hun beslutter sig for at befri hendes gamle mentor Daud, som holdes fanget af The Eyeless Gang, en gruppe besat af The Outsider. Efter befrielsen fortæller Daud Billie, at han er døende og hans sidste ønske er at dræbe The Outsider, som han mener står bag al ondskab i verdenen. Da Daud er for svag til selv at udføre opgaven, beder han Billie om at påtage sig den - og hun accepterer tøvende.

The Outsider er den mystiske, nærmest gudeagtige, karakter, som angiveligt står bag al magi i Dishonored verdenen og som har givet hovedpersonerne i de forgående Dishonored spil deres magiske kræfter. Også Billie får hendes magiske kræfter fra The Outsider, som aflægger hende et ikke så behageligt besøg i starten af spillet.



Billie har tre magiske evner, som er ganske fantastiske; det drejer som om Displace, Foresight og Semblance. Displace er Death of the Outsiders version af Blink og med den kan Billie teleportere sig rundt i spilverdenen, ved at sætte en dummy af sig selv et sted, for eksempel på en afsats over en intetanende fjende og så lydløst teleportere sig derhen, så længe at der er fri udsyn til dummien. Man kan også bruge Displace offensivt ved at teleportere sig hen på et sted, hvor der allerede står en person, så vil denne person eksplodere voldsomt, mens Billie tager en smule skade. Displace bliver hurtigt ens bedste ven, i skarp konkurrence med Foresight.

For med Foresight kan Billie forlade sin egen krop og i ro og mag gå på opdagelse i omgivelserne, for at se hvad der gemmer sig bag det næste hjørne. Som noget ekstra brugbart, kan man markere de fjender man gerne vil holde øje med (de bliver synlige igennem vægge) og man kan endda sætte en Displace-markør, så man efterfølgende kan teleportere sig hen til et sted, der tidligere var umuligt at nå. Foresight er nok den mest kraftfulde evne Billie har.



Endelig er der Semblance, hvor man kan stjæle andre karakterers ansigter og på den måde komme ind i områder, der ville være off-limits for Billie, komme tæt på vagter og måske høre nyttig information. Man skal blot være opmærksom på, at man kun kan stjæle ansigter fra personer, som er i live, bevidstløse eller ej, og at ens Mana (som nu hedder Void Power) bliver drænet når man bevæger sig rundt med Semblance. Det betyder altså, at hvis man ikke passer på, kan ens sande identitet blive afsløret midt i en gruppe af vagter, hvis ens Void Power pludselig løber ud.

Foruden de nye kræfter, er der et par ændringer i spillets systemer i forhold til for eksempel Dishonored 2. Man får ikke nye kræfter i løbet af spillet og man kan ikke opgradere dem. Der er ikke noget Chaos system og ens Void Power er fuldt regenererende, så der er heller ingen Mana potions. Alt dette kunne tyde på et mere mainstream-rettet spil, men tag ikke fejl; Dishonored: Death of the Outsider er stadig et udfordrende og hardcore stealthspil og man kan stadig opgradere Billie med diverse Bone-Charms.



Spillet indeholder fem hovedmissionerne, men de virkelige udfordringer kommer faktisk fra Contracts, som er sidemissioner man kan påtage sig på det sorte marked. Disse missioner kan være af forskellig type, lige fra tyverier til at bortføre en bartender, som kræver at man dræber alle omkring ham først. Det virker som om, at disse valgfrie Contracts er lavet for at tilfredsstille de hardcore Dishonored fans, for de er som sagt noget mere udfordrende end de fem hovedmissioner.

Dishonored spillene har altid haft en unik og meget smuk grafisk stil - og det er ikke anderledes med Death of the Outsider. Spillet foregår i Karnaca og det er et smukt sted, med voldsom arkitektur, men man kan på samme tid fornemme, at der er sket noget grimt her. Mange af husene er tomme for mennesker, men fyldt med skabe, skuffer og hemmelige rum som skal udforskes og bøger, noter og andet som skal læses, så man lærer mere om det her specielle sted. Man kan ikke lade være med at gå på opdagelse i alle afkroge og hjørner og der er massevis af ting som kan findes og udforskes. Der er kælet for detaljerne og man har virkelig lyst til at udforske - og som altid er jeg helt vild med menuerne i Dishonored spillene, som er nogle af de mest veldesignede menuer overhovedet i noget spil.



Death of the Outsider er mindre end de andre spil i serien, men kvaliteten er helt på niveau med de fulde spil. På trods af ændringerne, så er Death of the Outsider stadig et særdeles velfungerende stealthspil, hvor man kan bruge en del tid på at udtænke hvordan man vil tage livet af ens mål - og specielt sidemissionerne er udfordrende og kræver noget planlægning. Når spillets hovedmission er gennemført, åbnes der op for en Original Game +, hvor man kan spille de fem missioner igen, men denne gang er Displace, Foresight og Semblance erstattet med fuldt opgraderede Dark Vision, Blink og Domino evner fra Dishonored 2 og det betyder at de samme missioner kan angribes på en helt anden måde.

Death of the Outsider er et fint lille strømlinet spil, hvor man kommer tættere på en af de mere interessante bipersoner i Dishonored fortællingen og det afslutter også serien med det ultimative snigmord. Death of the Outsider kan gennemføres på omkring 8 timer og dertil kommer altså sidemissioner og Original Game +, som tilfører en god portion ekstra timer til spillet.

Så til en pris på 239 kr. er Dishonored: Death of the Outsider er spil du ikke må gå udenom, hvis du er til Dishonored serien. Det vil næppe vinde nye fans og genopfinder heller ikke serien, men det er bestemt heller ikke nødvendigt.
+ Velfungerende stealth gameplay, smuk grafik, gode magiske evner, interessante sidemissioner
Historien er ikke specielt interessant, stadig ikke et spil for alle
Gameplay:8.5
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.