Disintegration

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 17. juni 2020 - kl. 14:04
Del denne artikel:
0 0

Disintegration er en interessant blanding af en first-person-shooter og et strategispil. Læs her i vores anmeldelse, om det er noget der virker.

Vi befinder os i en fremtid, hvor klimaet er kollapset og den eneste måde menneskeheden kan overleve på, er via Integration. Integration er en metode, hvor man indsætter den menneskelige hjerne i en robotkrop og på den måde kan man overleve og stå stærkere med sin mekaniske krop i en verden, som er brudt sammen.



Dette er der efterhånden mange mennesker, der har valgt at gøre, men der er også nogen, som ikke ønsker det og de er nu blevet jaget vildt af en fraktion af robotter, som kalder sig Rayonne. De vil tvinge de tilbageværende mennesker til at blive robotter og nu er der udbrudt krig mellem robotterne og menneskene. Der er dog en gruppe af robotter kaldet Outlaws, som ikke ønsker at deltage i krigen og du spiller en af disse robotter, en Outlaw kaldet Romer.

Spillet kommer fra V1 Interactive, et lille team på 30 mand, sammensat af blandt andet Marcus Letho, en af skaberne bag Halo serien og folk som tidligere har arbejdet på SOCOM: US Navy Seals. Det lille team har skabt et spil, som gør tingene lidt anderledes og det er dejligt forfriskende; dette er nemlig en kombination af en first-person-shooter og et strategispil.



Man tager altså rollen som Romer, der er en Gravcycle pilot - en Gravcycle er en slags rum-motorcykel, som svæver hen over jorden. Den kræver jord under sig for at kunne svæve og derfor kan den ikke svæve højere end cirka 10 meter over jorden og kan altså ikke decideret flyve. Fra denne Gravcycle har man et godt overblik over sine, op til fire, enheder, som man har med sig på missionerne.

Disse enheder er forskellige robotter med forskellige egenskaber og våben. De er alle godt bevæbnet med almindelige sci-fi våben, men derudover kan de gøre brug af forskellige egenskaber. Nogle af dem kan lave tidslommer hvor tiden står stille så fjenderne bevæger sig meget langsomt, mens andre kan lave en slags motérangreb, som kan udslette en større mængde fjender på én gang, hvilket tit kan være ganske nyttigt. Der er flere forskellige egenskaber, som alle faktisk er ganske nyttige.



Ens Gravcycle har også mulighed for at scanne omgivelserne, så man lettere kan se fjender, ressourcer og andre ting, som man kan sende sine enheder ud for at indhente eller udslette - eller man kan vælge at gøre det selv. Undervejs indsamler man dele fra de nedlagte robotter som er med til at få ens level til at stige og man indsamler også opgraderingschips, som man kan opgradere ens Gravcycle, eller ens enheder, med, så de bliver stærkere og bedre til at begå sig i de hektiske kampe.

Gameplayet er altså en blanding af en futuristisk first-person-shooter (da ens Gravcycle også er bevæbnet) og et strategispil, da man på samme tid kan give ens enheder ordre til at bevæge sig rundt på slagmarken, bruge deres specielle egenskaber, fokusere på specifikke fjender og lignende. Det fungerer overraskende godt, selvom det i hektiske perioder kan være lidt svært både at forsvare sig og give ens enheder ordre. Heldigvis er de ganske effektive på egen hånd og kan nedkæmpe fjender selv, men desværre er de ikke altid lige intelligente. De kan finde på, med hovedet oppe hvor solen aldrig skinner, at løbe lige i armene på større grupperinger af fjender - og det ender sjældent godt.



Det forholder sig nemlig sådan, at hvis Romer dør, eller en af enhederne dør, så starter missionen forfra. Og da missionerne er forholdsvis lange, er det sindssygt frustrerende når en af ens enheder render rundt som en kylling uden hoved og bliver skudt i tide og utide. Man har heldigvis 30 sek. til at nå hen til den nedlagte enhed for at få dem respawned, så de kan være med igen og man undgår at skulle genstarte missionen.

Som noget lidt underligt, er der sekvenser mellem hver mission, hvor man render rundt og snakker med ens enheder og nogle af dem giver dig ligegyldige informationer og lidt malplaceret smart-i-en-fart humor, mens andre giver dig udfordringer, som man kan løse i løbet af missionerne. Typisk er det noget med at gøre brug af et specifikt våben i en specifik situation og lignende. Denne nedetid virker underlig ligegyldig og er egentlig bare spild af tid - meget af det kunne være klaret med en simpel menu.



Kampagnen fungerer fint og er forholdsvis varieret og den kan tage noget tid at gennemføre, da sværhedsgraden generelt er ret høj og missionerne lange. Vil man have et afbræk fra denne, er der også en multiplayer del, hvor op til 10 spillere kan spille mod hinanden i tre forskellige gamemodes. Denne del fungerer fint og man bruger stort set de samme mekanikker som bruges i kampagnen og det er virker også fint her, selv om gamemodes er ret traditionelle. Multiplayer delen er lidt tynd i det og det er formentlig ikke her, man vil bruge det meste af tiden i selskab med Disintegration.

Grafikken er ikke specielt imponerende. Det virker som om, at spillet kører i en ret lav opløsning og grafikken er en lille smule utydelig og kører ikke altid helt flydende. Det er dog fedt, at stort set alt kan ødelægges og det ser godt ud, når man skyder vægge og vinduer i tusind stykker på bygninger og når klippestykker og betonstolper falder fra hinanden når ens projektiler rammer. Lydsiden er fin og stemmeskuespillet er fornuftigt, selv om det hele er lidt for smart-i-en-fart engang imellem.



Disintegration er et spil, som forsøger at gøre tingene lidt anderledes - og det lykkedes et langt stykke hen ad vejen. Man kan ind imellem godt mærke at det er et mindre team, der står bag spillet og den tekniske side halter lidt, men de er kommet i mål med det og det er godt gået, for det er et ambitiøst projekt.

Om jeg direkte vil anbefale Disintegration ved jeg ikke helt, men hvis du gerne vil prøve noget lidt andet og synes at blandingen af en first-person-shooter og et strategispil lyder interessant, så tag et kig på det her spil, for det fungerer langt hen ad vejen.
+ Interessant blanding af FPS og RTS der faktisk fungerer, fin variation i kampagnen
Ens enheder kan skabe problemer for dem selv, sekvenserne mellem missionerne er tidsspilde, middelmådig grafik, tynd multiplayer
Gameplay:7.5
Grafik:6.5
Online:6.5
Holdbarhed:7.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.