
Déraciné blev annonceret på årets E3-messe og det er en form for point-and-click eventyr, som udspiller sig på en afsondret og gammeldags kostskole. Man spiller en usynlig fe, som skal overbevise kostskolens børn om dens eksistens og knytte et tæt bånd til dem. Dette gøres ved at manipulere omgivelserne og hjælpe børnene med deres problemer, så de begynder at tro på, at der findes feer.
Tiden på kostskolen står stille - eller det er i hvert fald sådan, at man som fe opfatter det. Ved at manipulere med omgivelserne på den rigtige måde, kan man starte den i små bidder og på den måde drive historien fremad. Via et lommeur kan man også bevæge sig gennem tiden når historien tillader det og på ens højre hånd, har man en ring, som kan absorbere livsenergi, der kan flyttes fra for eksempel en frisk frugt og til en vissen blomst, der nu blomstre op - igen så kostskolens børn tror på ens eksistens.

Déraciné kræver at man spiller med to Move controllere og man bevæger sig rundt mellem nogle blå punkter på gulvet. Nogle af punkterne er større end andre og det indikerer, at her er der ting i omgivelserne man kan undersøge og genstande, der kan findes.
Man bevæger sig rundt mellem disse blå punkter og man kan dreje sig 45 grader til hver side ved at trykke på to forskellige knapper på Move controlleren - og på samme tid kan man jo kigge rundt i omgivelserne ved at dreje hovedet. Det lyder måske lidt knudret og i starten fumler man da også lidt rundt, men det er faktisk meget simpelt og efter kort tid, har man fået styringen ind under huden. Det virker dog lidt gammeldags og temmelig begrænsende, at man kun kan bevæge sig rundt mellem nogle fastlagte punkter, men det fungerer trods alt.

Déraciné er et typisk point-and-click eventyr (bare i VR) og meget af tiden går med at undersøge omgivelserne for at finde genstande og bruge disse genstande de rigtige steder. Man får dog ikke meget hjælp, så man kan bruge en del tid på at vandre op og ned af kostskolens gange i forsøget på at finde det man skal bruge.
Man kan også spørge sig selv, hvorfor dette er et VR-spil. Der er ingen features eller gameplay elementer, som gør brug af VR-platformes styrker og det bliver ikke på nogen måde bedre af, at det skal spilles i VR. Det virker som om, at Déraciné er et VR-eksperiment fra FromSoftware og det er sådan set også fint nok, men forvent ikke den store VR-oplevelse her. Jeg gætter på, at vi på et tidspunkt ser en version af Déraciné, som ikke kræver et VR-headset - og det spil vil jeg faktisk hellere spille.

Den grafiske side af Déraciné er en lidt blandet landhandel. Det hele er nedtonet og stilen er nærmest melankolsk, men fordi tiden for det meste står stille, virker det hele også noget statisk. Når man bevæger tiden, kommer der flere farver på grafikken og det hele set langt bedre ud, når gardinerne bevæger sig i vinden i det åbne vindue og solens stråler glimter gennem trækronerne udenfor.
Omgivelserne er lidt grove og ikke specielt detaljeret, mens kostskolens børn er meget detaljeret og nærmest skræmmende, når de kigger ud i luften og igennem en, da man jo er usynlig. Soundtracket består nærmest kun af en enkelt violin og det er meget nedtonet og bidrager fint til den melankolske stemning på kostskolen.

Déraciné er et VR-eksperiment, der ikke går “all in”. Det er et fint og simpelt point-and-click eventyr, med en eventyrlig historie, men der er ingen grund til, at det her skulle være et VR-spil. Det fungerer fint i VR, men det ville være langt mere tilgængeligt, hvis det ikke krævede et VR-headset.
Déraciné er for dig, som er på udkig efter et stille og roligt eventyrspil, der langsomt bevæger sig fremad og hvor du får tid til at fordybe dig i en lidt speciel, men eventyrlig, historie. Spillet fungerer fint som det er, men forvent ikke den store VR-oplevelse.
Déraciné kan købes på PlayStation Store for 239 kr.