Dragon Ball FighterZ

Anmeldt af: Andreas Ladegaard - 28. januar 2018 - kl. 08:32
Del denne artikel:
2 1

Kampspilveteranerne Arc System Works, står bag det nye Dragon Ball spil og tilfører den elskede kampspilserie et tiltrængt friskt pust. Læs vores anmeldelse her.

Dragon Ball FighterZ er det seneste skud på stammen af Dragon Ball spil. Der er efterhånden udgivet adskillige Dragon Ball spil til diverse konsoller, men dette spil er af mange fans særlig ventet - det er nemlig udvikleren Arc System Works, der står bag spillet. Arc System Works er især kendt for arkadekampspilserierne Guilty Gear og BlazBlue og anses af mange som en af de bedste kampspiludviklere. Samarbejdet mellem Dragon Ball animéen og Arc System Works, gør at potentialet for dette spil er rigtig højt.



Dragon Ball FighterZ er et 2D kampspil. Det er muligt at danne et hold af op til tre karakterer pr. kamp, dog kontrollerer man kun én af karaktererne ad gangen. Man kan i løbet af kampen skifte imellem sine karakterer og også udføre såkaldte assist angreb, hvor de andre karakterer, der pt. ikke kæmper, kan hjælpe med diverse angreb, således at man kan lave forskellige fællesangreb. Når alle modstanderens karakterer er besejret, har man vundet kampen.

Spillet indeholder 24 forskellige karakterer, men fra start har man kun adgang til 21. De tre resterende karakterer har man mulighed for at få adgang til efterhånden som man kommer igennem spillet. Har man forudbestilt spillet, har man dog adgang til to af de førnævnte karakterer med det samme. Karaktererne kommer fra både Dragon Ball Z og Dragon Ball Super serien og dermed ingen karakterer fra hverken Dragon Ball GT, den originale Dragon Ball serie eller fra nogle af Dragon Ball Z filmene.



Antallet af karakterer er meget småt i forhold til andre tidligere Dragon Ball spil. F.eks. kan det nævnes at Dragon Ball Xenoverse 2 har 98 karakterer og Dragon Ball Z: Budokai Tenkaichi 3, der udkom tilbage i 2007, har over 160, da de forskellige transformationer i dette spil giver hver karakter et unikt moveset. Det er altså ikke i antallet af karakterer Dragon Ball FighterZ’s har sin force. Det er nærmere i det faktum at Arc Systems Work har formået at få et Dragon Ball spil til at kunne konkurrere med de større kampspilserier som Tekken og Soul Calibur.

Nogle karakterer i Dragon Ball FighterZ har angreb i form af nogle bifigurer, i stedet for regulære kiangreb. For eksempel har Captain Ginyu nogle angreb hvor han kan tilkalde nogle af de andre Ginyukommando karakterer, Nappa kan tilkalde Saibamen, Goku Black kan tilkalde Zamasu osv. Det giver et personligt twist til karaktererne og er med til at krydre angrebsarsenalet.



Styringen i spillet kan umiddelbart synes meget simpel og er det også, hvis man ikke tager sig tid til at dykke længere ned i mulighederne. Ligesom andre kampspil som for eksempel Tekken og Street Fighter, kan tilfældige tryk på kontrolleren godt fungere, men hvis man investerer mere tid i karakterernes styringsmuligheder, bliver det først rigtig sjovt. Styringsstilen minder også om førnævnte kampspil, hvilket betyder at spillet ca. er lige så nemt at gå til som dem. Der er dog ikke lige så stor forskel på de forskellige karakterer, som der er i Tekken og Soul Calibur. De førnævnte mulige udskiftninger af ens karakterer midt i kampen, kan yderligere bruges til at gøre ens spillestil mere strategisk. Styringen går derfor som værende let at lære, men svær at mestre.

Historiedelen i spillet er en original single-player historie, og altså ikke en gennemgang af animeens historie man kender fra serien. I seriens tidslinje, foregår denne originale historie på et tidspunkt imellem ”Resurrection of F” sagaen og ”Universe 6” sagaen i Dragon Ball Super. Uden yderligere forklaringer, bliver man smidt hovedkulds ind i historien, uden rigtig at få en forklaring på, hvad der er gået forud for hændelserne. Historien bliver dog lidt mere klar, efterhånden som man kommer længere ind i spillet.



Overordnet set handler historien om at man skal nedkæmpe en række velkendte kloner af diverse fjender, der før har optrådt i Dragon Ball serien. Nogle af klonerne er Z-krigerne som, når nedkæmpet, kan tilsluttes ens eget team og andre er fjender, der tidligere er optrådt i serien som Frieza, Cell mv. Det viser sig siden at det er den nye karakter Android 21, der står bag hændelserne og det handler herefter om at finde ud af hvor hun får hendes kræfter fra og sætte en stopper for hendes handlinger. Historiedelen er delt op i tre dele og indeholder godt med spilletid. Historien er som sådan godt fundet på, men er lidt trægt fortalt og der kan være langt imellem de vigtige kampe. Ved hver vunden kamp, er der mulighed for at stige i level og få nye færdigheder i form af mere liv, bedre forsvar osv.

Da historien ikke tager udgangspunkt i Dragon Ball seriens rigtige historie, gør den dermed heller ikke noget ud af at introducere de forskellige karakterer. Historiedelen tager udgangspunkt i at man har kendskab til serien på forhånd og forsøger på intet tidspunkt at klarlægge hvorledes karaktererne kender hinanden eller hvad der er gået forud for historien. Det kan af den grund være ret så forvirrende for spillere, der ikke i forvejen kender til Dragon Ball universet. Omvendt kan denne mangel på dyb introduktion, være en fordel for mange kyndige Dragon Ball fans, da de af den grund sparer en masse tid og med det samme kan starte på historiedelen.



Det er nærmest blevet kutyme at man i nyere Dragon Ball spil ikke længere præsenterer en udtømmende historiedel, der ligger sig tæt opad seriens anime. Enten præsenteres der højst nogle af hovedkampene eller, som i Dragon Ball FighterZ, bliver der lavet en helt ny original historie. Personligt så jeg hellere at man bibeholdt historiegennemgangen af animeens historie, sådan at den lægger sig så tæt opad den som muligt. På den måde får man alle, selv knap så kyndige Dragon Ball fans, med på historien fra start og store fans som jeg, kan få deres nostalgifix ved endnu engang at gennemspille historien.

Med Dragon Ball FighterZ’s ydmyge karakterantal på 24, er det dog ikke muligt, da historien i det tilfælde ville blive ret så mangelfuld, så det er forståeligt de har gjort som de har gjort. Det kan blot virke en smule tamt at have adgang til en masse karakterer i spillet fra start, uden egentlig at have fået dem præsenteret i historiedelen, fra den saga de kommer fra. Jeg kan dog forstå at mange Dragon Ball fans efterhånden er blevet lidt træt af at gennemspille samme historie, hver gang de køber et nyt Dragon Ball spil og ikke har noget imod at der i stedet er få hovedkampe eller en ny original historie. Ovenstående er blot udtryk for min egen personlige holdning om historiedelen i nyere Dragon Ball spil.



Ligesom de fleste andre kampspil, indeholder Dragon Ball FighterZ selvfølgelig også en multiplayerdel, hvor det er muligt at udfordre en ven til en kamp. Her er det selvfølgelig også muligt at danne teams på op til 3 karakterer. Bedømmelsen af onlinedelen er udeladt i denne anmeldelse, da den ikke var tilgængelig forud for udgivelsen af spillet.

Grafikken i spillet er det flotteste jeg endnu har set i et Dragon Ball spil. Grafikken er ikke bare flot og farvestrålende, men ligger rigtig tæt opad animeen. Ved diverse angreb, er der desuden sørget for at mellemsekvensen er en direkte kopi af hvordan det egentlig udspiller sig i animeen. Der er allerede lavet mange sammenligninger, hvor man har sat mellemsekvensen op, side om side med animeen, så man kan se hvordan det nærmest direkte er taget ud af animeen. Det er kræs for fans af serien og er rigtig godt udført. Det er med andre ord fyldt med fanservice. Jeg har meget vanskeligt ved at sætte en finger på noget som helst ved grafikken, for det er virkelig flot og formår at genskabe animeens udtryk præcis som det bør.



Grafikken bliver selvfølgelig akkompagneret af en lydside. Karakterernes stemmer er de originale fra serien og der kan vælges både engelsk og japansk. I modsætning til mange andre Dragon Ball spil, er der ikke de kendte Dragon Ball numre som ”Cha-La Head-Cha-la” eller ”We Gotta Power”. I stedet er der numre henad hård rock, som også kan findes i andre af Arc System Works spil. Jeg synes det fungerer ganske godt, da musikken fint afspejler de ofte hektiske kampscenarier spillet byder på.

Holdbarheden på dette spil, vil jeg sige ligger et sted omkring middel. Historiedelen er forholdsvis lang, men har, for mit vedkommende, ikke den store genspilningsfaktor. Det er et spil man sagtens kan hive frem af og til pga. multiplayerdelen og når onlinedelen bliver aktiv, er der også mulighed for at bruge god tid der. Der er som skrevet udgivet mange Dragon Ball spil igennem tiden, men netop dette Dragon Ball spil vil måske have en tendens til oftere at blive hevet frem end andre, fordi det netop skiller sig ud fra mange af de andre.



Der er ingen tvivl om at Arc System Works har formået at skabe et Dragon Ball spil der skiller sig ud fra mængden og den nye spillestil gør, at det også nemmere kan konkurrere med andre kampspil som Tekken og Soul Calibur. Dette fordi spillet læner sig mere opad disse, end tidligere Dragon Ball spil har gjort. Historiedelen kan være forvirrende for nytilkommere af serien og er henvendt til mere inkarnerede Dragon Ball fans.

Hvor tidligere Dragon Ball spil bl.a. har haft et stort karakterantal som salgsargument, giver Dragon Ball FighterZ Dragon Ball spilgenren et friskt pust. Dette gøres ved at kondensere meget af det der gør Dragon Ball universet så elsket af mange, nemlig karaktererne, humoren, animationen og de hektiske kampscener.



Er man mere til et stort karakterantal og en lang udtømmende historiedel, der følger seriens anime, vil man formentlig blive en smule skuffet ved Dragon Ball FighterZ. Det er imidlertid heller ikke disse aspekter spillet slår sig på, hvilket man blot skal være opmærksom på.

Dragon Ball FighterZ et kampspil der muligvis vil tiltrække flere spillere end blot de sædvanlige Dragon Ball fans, da spillet hviler på nogle genkendelige kampspils-mekanikker tilført af Arc System Works og tilfører samtidig Dragon Ball spilgenren tiltrængt nytænkning.
+ God grafik, nemt at gå til, masser af fanservice, giver Dragon Ball spilgenren et friskt pust.
Triviel historiedel, forvirrende for nytilkommere af serien.
Gameplay:8.0
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 8.0
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.