I Dragon Ball Z: Kakarot kan man genopleve historien om Goku og andre Z-fightere og det er et spil, der balancere på linjen mellem et kampspil og et action-rollespil. Man render rundt i en semi-åben verden, påtager sig missioner, side-missioner, taler med NPC’ere og udfører forskellige aktiviteter. Når man løber ind i fjender, så skifter spillet til et 3D kampspil og det fungerer, ikke overraskende, ganske godt.
Kampene er nemlig Kakarots styrke og det er måske ikke så sært, når man tænker på at Dragon Ball spil jo, historisk set, typisk har været netop kampspil. Kampene foregår både på jorden og i luften og her flyver karaktererne rundt om hinanden, gnisterne flyver og der bliver råbt og skreget.
Man kan med lethed flyve op og ned og rundt om ens fjende, som man hele tiden er låst fast på. Man angriber på én enkelt knap og der kan gå hen og gå en del knap-trykkeri i den, men man kommer alligevel ikke langt med alene at bokse løs på angrebs-knappen. Ud over ens standard-angreb, har man også op til fire specielle angreb, Ki Blasts, defensive moves og undervejs åbnes der op for nye angreb og der bliver ligeledes åbnet op for et partner-system, hvor man kan kalde på assistance fra andre karakterer hvis man kommer i knibe.
Nogen vil nok finde kampsystemet lidt for simpelt, men det er formentlig strikket sammen på denne måde, for at kunne henvende sig til en lidt bredere målgruppe end blot kampspilsfans, da det her spil jo i virkeligheden er et rollespil.
Desværre kan den anden halvdel af spillet, rollespils-delen, ikke leve op til kamp-delen. For det første, er det ikke et ægte open-world spil; det er i stedet inddelt i forskellige områder, som der bliver låst op for efterhånden som man kommer igennem historien. Nogle af områderne virker lidt øde og tomme, mens der er mere liv i andre. Fælles for dem alle er, at de er ganske store og er fyldt med missioner, side-missioner, aktiviteter samt opgraderingsmønter og materialer til madlavning som man skal indsamle.
I starten brugte jeg noget tid på at indsamle disse opgraderingsmønter, for der er virkelig mange af dem, men jeg fandt dog snart ud af, at der ikke var grund til at gå specifikt efter dem, da man typisk har masser af dem, hvis man blot indsamler dem man kommer forbi i løbet af missionerne og side-missionerne.
Så er der side-missionerne og aktiviteterne, som slås om at være spillets kedeligste element. Side-missionerne er typisk noget med at finde nogen, eller noget, i omgivelserne, nedkæmpe en række generiske fjender eller noget lignende og det bliver hurtigt kedeligt. Det hjælper ikke på det, at den belønning man får for at gennemføre side-missionerne nærmest er ligegyldig, så det er lidt svært at få øje på, hvorfor man skulle bruge ret meget tid på dem.
Så er der aktiviteterne - og de er desværre ikke ret meget bedre. Her kan man blandt andet jage dyr, fiske (med sin påmonterede hale), kæmpe mod dinosaurer og andet - og på papiret lyder det jo meget godt. Virkeligheden er dog en lidt anden, da de er ganske kedelige og meget lette - selv en dinosauer er let at nedlægge. Fiskeri og jagt giver kød, så man kan lave mad, der kan booste ens evner, men jeg følte aldrig rigtigt at jeg blev nødt til at fiske og jage specielt meget for at holde mig kraftfuld nok.
Da Dragon Ball Z: Kakarot i bund og grund er et rollespil, er det ganske overraskende, at der ikke er noget klassisk evnetræ med forskellige evner man kan opgradere, men i stedet er der noget som hedder Community Boards. Alle spillets karakterer hører til i et af de syv Community Boards og på disse boards kan man skabe forskellige relationer mellem dem, som giver diverse bonusser i spillet. Denne del indbyder til at eksperimentere med forskellige relationer for at se hvilke bonusser man får ud af det. Et ganske fint element.
Grafikken er ganske nydelig og i typisk Dragon Ball Z stil. Der er lidt problemer med at få karakterernes læber til at passe til dialogen og der er visse steder, hvor grafikken virker lidt grov i kanterne, men helt overordnet, ser Kakarot ganske fint ud. Lydsiden er typisk japansk og man kan få både japanske og engelske dialoger.
Dragon Ball Z: Kakarot er en lidt sær størrelse. Det bevæger sig væk fra at være et kampspil og åbner op for semi-åbne verdener og rollespils-elementer. Det er dog stadig kampene, der, på trods af et forsimplet kampsystem, er det mest velfungerende mens rollespils-delen halter lidt - og hvad står man så tilbage med? Et kampspil med et lidt for simpelt kampsystem for Dragon Ball Z fans.
Når det er sagt, at er Dragon Ball Z: Kakarot naturligvis et spil som alle Dragon Ball Z fans bør købe, for det tjekker alle de rigtige kasser af - om flirten med rollespils-genren så har været den rette løsning, kan vi være lidt mere i tvivl om. Eller, lad os omformulere den lidt; flirten med rollespils-genren virker som et spændende valg, det skal bare gøres bedre end det bliver gjort her.
Facebook
Twitter
