Spillet er målrettet børn, så jeg allierede mig med datteren på 10 år, for at få direkte input fra målgruppen. Første problem: Alting er på engelsk. Andet problem: Alting er på skrift. Tredje problem: Der er utrolig meget tekst. Alle personer taler med mumlelyd, mens man skal læse sig frem til hvad de rent faktisk siger, og det kobler ret hurtigt ungerne af.
Selvfølgelig kan min datter læse, men det engelske er ikke så stærkt endnu og selv hvis alting havde været oversat til dansk, ville mængden af læsning der skal til for at fange historien, koble ungerne af. Det er ligefør det kobler mig af…
Men ok, den parkerer vi på minuslisten og kommer videre. For bag de mange, mange, maaange dialogbokse, gemmer der sig et egentlig meget fint lille eventyr. Det er ligefør man får sig en lækker lille retro-optur, i den isometriske verden du bevæger dig igennem i hovedparten af spillet.
Du starter som hovedpersonerne fra filmen, Hikke og Tandløs, men det viser sig hurtigt blot at være indtil introduktionen af spillets hovedperson Scribbler. En knægt, der ikke kan huske noget, og vågner op midt i en flamberet Bersærkø, ved siden af et drageæg. I baggrunden høres voldsomme dragebrøl, som Hikke og Tandløs dribler afsted for at undersøge - mens du bliver tilbage for at beskytte ægget.
Mens de er væk klækker ægget, og pludselig har Scribbler sin egen drage - Patch. Sammen tager de selv afsted for at undersøge brølene, mens Hikke vender tilbage for at genopbygge landsbyen. Og det makkerpar er dem du tager med på jagten efter Eir, en ond pige, der er fast besluttet på at tage magten over dragerne. Jeps, plottet er ikke det bærende element.
Gameplayet derimod er ikke helt skidt. Du kan skifte mellem Scribbler og Patch, for at lade dem hjælpe med deres specifikke evner - Scribbler kan kæmpe, Patch kan (til en start) spy is og dermed fryse vand så I kan komme over. Over tid udvikler Patch sig til en større drage, der kan flyve, spy elektricitet og mere til, og det sættes alt sammen fint i spil, når der skal løses puzzles på vejen gennem verdenen.
Undervejs kan du samle urter og elementer, som du senere kan bytte til potions og udvikling af dine våben. Våben som du finder i kister på din vej, og som kan opgraderes, når først du møder Gobber i hans smedie. Du indsamler elementer ved at smadre buske, klipper, is og andre ting i miljøet, så det gælder om at få ryddet godt op mens du går gennem landskabet.
Gåderne handler primært om at aktivere kontakter og finde vej, hvilket gøres nemmere af et fint kort, der giver dig overblik over hvor du har været og hvor du ikke har været. Der er både åbne udendørs områder, grotter og templer, sne- og is verdener, men selv med den variation, er der ikke så store udsving i gameplayet.
Heldigvis er fremdriften fin og du lokkes hele tiden til lige at nappe næste skridt med, og vende tilbage til tidligere baner, for at nå steder du ikke kan komme til før du har fået udviklet specifikke evner. Efter den første times tid udvikler Patch sig til at kunne flyve, og det gør dig i stand til at flyve til andre områder, hvor du med en smule variation kan gentage øvelsen.
Kampene i spillet er simple. Du har et lille og et stort angreb, og kan forsvare dig med dit skjold. Nogle fjender er store og langsomme, andre små og hurtige, nogle kan angribe fra distancen, mens andre kan lave angreb du ikke kan blokere. Du starter selv med en slidt lille økse og et skjold, men finder andre mere kraftige våben, og kan som sagt også opgradere dit udstyr løbende. Det er ikke nogen nydelse at kæmpe - du får aldrig rigtig følelsen af at blive bedre eller rigtigt at kunne ændre udfaldet ved at gøre andet, end bare at hakke løs.
På din vej møder du drager i fangenskab, som du kan befri og efterfølgende tilkalde i kamp, og få støtte via et luftangreb - en stor hjælp, når du står overfor mange fjender på én gang, eller bare ønsker at få kampene overstået i en fart. Og så er der af og til en kamp mod en boss, der kræver en smule puzzleløsning undervejs, men desværre har de en tendens til at være lidt for tydeligt scriptede, og ofte fejlbefængte også.
Alt i alt gemmer der sig et rimelig habilt lille spil bag de mange dialogbokse. Det er ikke revolutionerende, ikke imponerende og ikke rigtig for børn. Men det er på sin egen lille måde både vanedannende og velkonstrueret, og giver med sin stil et herligt retro-kick, der giver mig lyst til at rydde hver en krog af hver en grotte - også selvom jeg bare får flere urter og elementer af samme slags.
Det er lidt et problem at det endte med at være mig der spillede, mens datteren røg videre - som det er sket med næsten alle iPad-spil hun har introduceret mig for. Eneste kommentar inden hun tjekkede ud: “Det er meget rart den ikke er så længe om at loade”. Og det har hun jo ret i…Vi endte med at tage i biffen og se filmen i stedet. Det kan til gengæld kun anbefales.
Facebook
Twitter
