
Drengen vil dog ikke være fanget på det her kloster og han forsøger nu at stikke af, uden at de strenge munke ser det - og det er her, at spillet lægger ud. Man tager nu kontrol over drengen og man skal snige sig ud af klosteret gennem køkkenet, biblioteket og klosterhaven uden at blive opdaget. Senere kommer man igennem forskellige områder, for eksempel en mine, kornmarker og en gammel kirkegård, som alle byder på forskellige stealth udfordringer.
Der er ikke skyggen af vold i spillet, så det er simpelthen noget med at snige sig rundt, gemme sig i store krukker, bag gravsten eller i reoler med religiøse skriftruller. Man kan aflede fjendernes opmærkhed ved at kaste med små sten eller aktivere noget mekanisk legetøj, som så larmer og tiltrækker dem, så man for eksempel kan snige sig bag dem. Senere hen får man adgang til for eksempel en slangebøsse, som man kan smadre eksempelvis krukker med, igen for at aflede opmærksomheden hos fjenderne.

Gameplayet er fint og simpelt; man skal altså snige sig uset rundt, holde sig i skyggerne og det er noget med at lære fjendernes bevægelsesmønstre at kende og lokke dem ud af disse mønstre ved at aflede deres opmærksomhed. I hver bane kan man vælge at “befri” en række børn, der åbenbart er blevet sat til at arbejde rundt omkring på klosteret, i miner og i huse rundt omkring. Ved at inspirere dem til oprør, befrier man dem. Det er valgfrit om man vil befri disse børn, men de kan undervejs belønne en med ekstra legetøj, der jo er nyttigt imod fjenderne.
Gameplayet fungerer overordnet ganske fint, stealth-mekanikkerne er solide og i løbet af spillet får man også adgang til at spille som moderen, der har andre evner end den 6 årige gut. Hvis man skal pege på noget må det være, at det hele er en smule lineært og nogle gange er det som om, at man kan sidde lidt fast i omgivelserne, men jeg tror at det er det isometriske view som kan drille lidt. Men det kan være frustrerende og resulterer i at man bliver fundet, da man ikke kommer hurtigt nok ud af fjendernes synsfelt.

Den grafiske side ser ganske fin ud, uden decideret at imponere. Der er god stemning i grafikken og det hele emmer af det vilde vesten, så grafikken gør det den skal. Det er værd at nævne, at alt tekst i spillet er på dansk. Lydsiden er godkendt; soundtracket er glimrende og lydeffekterne fine. Hele historien fortælles i små mellemsekvenser men uden brug af et eneste ord. Det fungerer fint.
El Hijo - A Wild West Tales er et fint lille stealth spil, som er let at gå til og som man kan sidde og hygge sig med. Der er ingen vold, ingen tidsbegrænsninger eller stress på nogen måde, man kan sidde og tænke sig godt om og lægge en plan for hvordan man kommer videre. Hvis man er nybegynder og gerne vil snuse lidt til genren, så kunne El Hijo være et fint sted at starte.