Elden Ring

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 23. februar 2022 - kl. 16:20
Del denne artikel:
15 4

Så er Elden Ring her endeligt - det nyeste spil fra manden bag Dark Souls og det største spil fra FromSoftware nogensinde. Men har det være ventetiden værd? Læs vores anmeldelse af PS5 udgaven her

Første gang vi hørte om Elden Ring, var på E3 messen i 2019 og det er det nyeste action-rollespil fra manden bag Dark Souls, Demon’s Souls, Bloodborne og Sekiro: Shadows Die Twice, Hidetaka Miyazaki. Med på holdet er også George R.R. Martin, forfatteren af novellerne A Song of Ice and Fire, der som bekendt lagde hele fundamentet for Game of Thrones serien. George R.R. Martin har skrevet historien og Miyazaki har bygget et spil op omkring den og resultatet er Elden Ring som er det største og mest ambitiøse projekt fra FromSoftware nogensinde.



Elden Ring udspiller sig i The Lands Between, en aldeles magisk verden - og som så ofte i FromSoftwares spil, er historien lidt svær at følge med i. Elden Ring, som er kilden til The Erdtree - et helt enormt stort og lysende træ i The Lands Between, er blevet knust til flere stykker kaldet Great Runes. Landet er styret af dronning Marika the Eternal og hendes børn, alle halvguder, har fået fat i stumperne af Elden Ring - dog er magten steget dem til hovedet og det har udløst en omfattende krig, The Shattering.

Man tager rollen som en “Tarnished”, en plettet uden nogen ære og en forvist tidligere helt fra The Lands Between. Man må rejse rundt i landet i søgen efter stumperne, genskabe Elden Ring og i sidste ende blive Elden Lord. Det er et episk eventyr, der udspiller sig i en stor åben verden, som man kan udforske som man vil. Rundt omkring vil man kunne gå på opdagelse i alt fra enorme slotte, borge og ruiner til underjordiske kirkegårde, grotter, forladte klostre og meget andet.



Som altid i spil fra FromSoftware, er kampsystemet i centrum og det er det også i Elden Ring. De større fjender er som altid umulige at besejre ved første møde, men efterhånden som man bliver stærkere og stærkere, og får bedre og bedre udstyr, kan man tage kampen op mod dem. Men vejen derhen er lang og den er brolagt med hundredvis af dødsfald. Kampsystemet er stramt og responsivt og man lærer hurtigt at få det bedste ud af det.

Man rejser altså rundt i det her land, undgår de mest frygtindgydende fjender (i starten i hvert fald) og det er en helt speciel oplevelse. The Lands Between er fyldt med skabninger, skatte og ting man kan undersøge og man kan bruge lang tid på bare at udforske. Ind imellem støder man på lejrbål, såkaldte Sites of Grace og de er i virkeligheden spillets check points. Man kan hvile sig ved de her lejrbål og her vil ens HP og FP bliver fyldt op, man vil blive renset for fjendtlig magi og ens hellige potion-flasker vil blive fyldt op. Dog vil de fleste af de fjender man har nedlagt, genopstå, hvilket er en udfordring i et spil med den her sværhedsgrad. Sites of Grace fungerer også som vejvisere, da en gylden lysstråle viser “hvilken vej man som Tarnished bør gå, også selv om det er direkte i døden”, som en ældre mand fortæller mig i starten af spillet.



Når man dør vil man blive genoplivet ved det seneste Sites of Grace man har besøgt. Man taber dog alle de livsvigtige “runes” man havde med sig, runes der fungerer som spillets valuta og som man bruger til at opgradere ens karakter med. De ligger der hvor man døde og hvis man når frem til stedet igen og får dem samlet op, er de blevet reddet - dør man, er de gået tabt for evigt.

Som sagt er kampsystemet det centrale og man kommer ingen steder ved at sidde og bokse på controlleren - her skal man vide hvad man gør. Hvordan man tager sig af fjenderne, er op til en selv. Man kan vælge det frontale og brutale angreb, men også vælge at angribe fra distancen eller fra det høje græs. Jeg oplevede at det sjældent var en god idé, blot at styrte frem med sværdet hævet over hovedet, men havde i stedet større succes med snilde og lidt stealth. Der er dog fjender, der er så aggressive, at stealth ikke er en mulighed og så er det vigtigt, at man har det rette udstyr med sig, for har man ikke det, er man færdig. Man vil komme til at eksperimentere meget med ens udstyr, magi og grej - lad mig bare slå det fast.



Da det her er et action-rollespil, kan man naturligvis customize og opgradere ens karakter, egenskaber og våben, så man står bedre rustet til mødet med fjenderne og ikke mindst mod de enorme bosser. Undervejs skal man indsamle masser af ressourcer; det kan være alt fra frugt og bær til knogler, indvolde og fjer fra vilde dyr og disse skal bruges til at lave forskellige eliksirer, eller grej som pile og bomber.

Når man bevæger sig rundt vil man støde på andre spillere i form af hvide skygger og man kan lægge små skriftlige beskeder til dem, for eksempel for at advare om farer forude eller give gode råd. Man kan rate andre spilleres beskeder og hver gang andre spillere rater ens egne beskeder, kvitteres der med lidt HP til ens karakter. Man falder også tit over blodpletter på jorden og de signalerer at her døde en anden spiller og rører man disse blodpletter, kan man i et kort glimt se hvordan denne spiller døde, så kan man tage sine forholdsregler og undgå at begå samme fatale fejl.



Elden Ring er et single-player spil, men med forskellige co-op og multiplayer features. Et lille stykke inde i spillet, får man en “Furled Finger”, en krum finger, som man kan bruge til at tegne et gyldent symbol på jorden med. Dette tegn vil komme frem i andre spilleres spil og via det tegn kan de hidkalde dig til deres spil, for eksempel for at hjælpe dem med en boss. Og modsat, så kan du naturligvis hidkalde andre spillere til at hjælpe dig. Man kan dog også invadere andre spilleres spil og udfordre dem til en duel til døden men det er kun bestemte steder man kan hidkaldes eller hoppe ind i andre spilleres spil.

Elden Ring er et ganske flot spil. The Lands Between er et smukt sted og man føler sig på en eller anden måde meget lille og svag i den her verden fyldt med fjender, der på et øjeblik kan udslette dig. Man kommer gennem enorme borge, huler fyldt med rotter så store som ulve, ruiner hvor soldater har slået lejr og mange andre ting - og det er i sandhed en magisk verden. Men rent teknisk, er det ikke helt så magisk. For det første, kommer ray tracing først i en patch efter udgivelsen og så oplevede jeg, når jeg bevægede mig hurtigt gennem landskabet på ryggen af min hest/hjort, så poppede overflader frem lidt ude i horisonten - ikke noget man forventer at opleve på PlayStation 5. Det er ikke ødelæggende for spillet, men lidt skuffende at se.



For det andet var en af spillets to visuelle indstillinger nærmest uspillelig for mig. Det var Graphics Mode, som kører i fuld 4K ved 30fps, men der var noget ved grafikken og måden den bevægede sig på, der gjorde mig decideret køresyg og utilpas. Derfor måtte jeg slå over i Performance Mode, hvor spillet kører i dynamisk 4K men ved 60fps og det hjalp på den snigende hovedpine. Så Elden Ring er en smuk og magisk verden at opleve, men rent teknisk er oplevelsen ikke helt så flydende og fejlfri som man kunne ønske sig.

Elden Ring er et massivt og, ikke overraskende, udfordrende spil fra FromSoftware - der er ikke mange, der som dem kan bygge udfordrende spil, der lige holder guleroden uden for din rækkevidde, så man hele tiden fejler, men også hele tiden føler at man var rigtig tæt på. Lidt af den sramme action er gået tabt i overgangen til en stor åben verden, men det er stadig et dybt rollespil med et fremragende kampsystem - og så er det ikke så hardcore som Dark Souls eller Demon’s Souls. Det betyder at det er lidt mere tilgængeligt, men tro ikke at du kommer let til noget her. Man får stadig prygl ved den mindste fejltagelse. Præcis som det skal være i et spil fra FromSoftware.
+ Virkelig magisk verden, lækkert stramt kampsystem, utroligt mange rollespils-håndtag man kan trække i, gode opgraderingsmuligheder
Lidt tekniske bump på vejen, kampene er ikke længere så skrape på grund af den åbne verden
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:8.5
Overall 8.5
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.