Siden dengang er der komme tre efterfølgere; Frontier: Elite II (1993), Frontier: First Encounters (1995) og nu Elite: Dangerous, som egentlig blev startet op i 1998, men så lagt på hylden indtil det lynhurtigt blev finansieret på Kickstarter i 2012. Elite: Dangerous beskrives som et ”Space Adventure and Trading & Combat Simulator” og det er igen David Braben og hans Frontier som står bag.
Elite: Dangerous udkom til PC tilbage i december 2014 og til Xbox One i oktober 2015 og nu er det så endelig blevet PlayStation 4’s tur og den Legendary Edition som vi har anmeldt, indeholder alle tidligere udgivet udvidelser og et Horizons Season Pass, som giver adgang til en lang række nye ting og features.
Det er altid svært at anmelde et spil som Elite: Dangerous, for der er nærmest uendeligt meget indhold i spillet og det er umuligt at nå at opleve hele spillet, inden en anmeldelse vil blive uaktuel. Det kan heller ikke undgås, at anmeldelsen vil fremstå en smule overfladisk, da det vil blive en meget meget lang anmeldelse, hvis man skulle dykke ned i bare halvdelen af spillets mange facetter og muligheder. Men jeg vil alligevel gøre mit bedste for, at formidle mine indtryk af Elite: Dangerous i den her anmeldelse
I Elite: Dangerous ligger en hel galaske og venter på at blive udforsket. Frontier har bygget en enorm galakse med flere milliarder stjerner, en enorm mængde beboede planeter og endnu flere ubeboede. Planeterne omgives af asteroidebælter og måner og de er fyldt med rumstationer og kolonier og det er svært at forestille sig, hvordan det er lykkedes folkene bag at bygge en sådan enorm spilverden. Der er nærmest uendelig spilletid gemt her.
Elite: Dangerous er ikke let at komme i gang med - indlæringskurven er temmelig stejl. Jo, der er en række træningsmissioner hvor man lærer at styre ens rumskib, hvordan man letter og lander, hvordan våbensystemerne virker og andet - men man finder hurtigt ud af, at disse træningsmissioner kun lige kradser i overfladen og kun giver den mest basale viden, så man er i stand til at komme i gang med spillet. Resten skal man lære af sig selv og Elite: Dangerous skal i hvert fald ikke have skyld for, at holde spilleren i hånden. Jeg brugte de første 60-90 minutter i selskab med Elite: Dangerous på træningsmissionerne, som måtte spilles flere gange, før jeg rigtigt forstod, hvad det var jeg havde gang i.
Efter endt træning, placeres man i et lille rumskib på en rumstation og så er det bare om at komme i gang. Man kan selv vælge, om man vil være en succesfuld handelsmand, som fragter varer rundt i galaksen og tjener gode penge på det, om man vil være en pirat som plyndre disse handelsmænd og sælger deres varer i mere lyssky kroge af galaksen eller om man bare vil udforske galaksen og indsamle data fra områder, som ingen endnu har udforsket.
Elite: Dangerous i et ægte open-world spil, da man ikke bliver lokket i forskellige retninger af en overliggende mission og det kan være lidt skræmmende for spillere, som er vandt til at blive hjulpet i den rigtige retning. Her er der ingen rigtig eller forkert retning, men udelukkende den retning man selv vælge at bevæge sig i.
Elite: Dangerous kan spilles enten alene eller online i Open Play mode - eller i Arena, som er en række arena rumkampe, hvor man skal bevise sit værd som kamppilot. Der er ingen kampagne som sådan, men rundt omkring på ens rejse, vil man støde på historier og opgaver, som man kan vælge at tage eller lade ligge - det er helt op til spilleren selv.
Rigtigt meget af gameplayet går ud på at rejse fra punkt A til punkt B og videre til punkt C og D, scanne ens omgivelser, docke rumskibet på rumstationer og bladre rundt i de mange veldesignede menuer. Rumrejserne foregår i en lige linje og da verdensrummet er ubegribeligt stort, kan det gå hen og blive en smule ensformig. Spillet kan spilles i tre hastigheder; Hyperspace er den hurtigste og bruges når man rejser mellem solsystemer, Supercruise som bruges når man rejser mellem planeter i det samme solsystem og endelig en langsom hastighed, som bruges når man skal navigere ind og ud af rumstationer og deltage i rumkampe.
Styringen af de forskellige rumskibe varierer fra rumskib til rumskib og den er ikke umiddelbart let. Bare det at lande sikkert kan være en stor udfordring, men man lærer det med tiden, men i starten er man pænt frustreret når, når man for 10. gang kikser en helt normalt landing i en tilfældig rumstation.
Grafikken i Elite: Dangerous består i sagens natur mest af sort himmelrum med stjerner og planeter. Der hvor grafikken for alvor imponerer er når rumskibe eksploderer eller når en kæmpe rumstation dukker frem foran en - og nogle af planeterne ser også ganske flotte ud. Cockpittet i ens rumskibe er flot detaljeret og fyldt med nyttige informationer, som er dejligt nemme at afkode. Man kan også gå på opdagelse i ens Galaxy Map, hvor man kan se stjernesystemer, handelsruter og meget andet, men er der en del slowdown i grafikken her, så det er ikke nær så behageligt som det burde have været. Lydsiden er fremragende; lige fra det behagelige soundtrack, til tunge og troværdige lydeffekter og til de tydelige og klare stemmer fra de andre karakterer i spillet.
Elite: Dangerous er som et stort blankt lærred og det er op til dig selv, hvad der skal være på det lærred. Hele galakser ligger åben for ens fødder og man kan gøre hvad man vil. Det kræver dog også noget helt specielt at spilleren, da det kan trække tænder ud bare at komme rigtigt i gang. Det er ikke et spil, man sætter sig ned og spiller i korte perioder af gangen og der skal investeres seriøst mange timer i det, hvis man for alvor vil se hvad det har at byde på. Det bliver hurtigt ensformigt og der mangler variation i missionerne, men hvis man er stor fan af rumsimulatorer og strategispil og har mod på at smide den mængde tid og arbejde i spillet som det kræves, kan Elite: Dangerous være fantastisk.
Elite: Dangerous koster bare 199 kr. på PlayStation Store og med den mængde indhold som spillet indeholder, er det svært at komme i tanke om en billigere underholdning, hvis man ser bort fra at kigge på græsset gro.
Facebook
Twitter
