Enslaved: Odyssey to the West

Anmeldt af: Martin Grænge Hansen - 13. oktober 2010 - kl. 22:40
Del denne artikel:
4 0

Udvikleren Ninja Theory har skabt et fint og farvestrålende univers der danner rammen om et ganske medrivende eventyr – desværre dog ikke et helt fejlfrit et.

På nogenlunde samme tid for omkring tre år siden udkom ’Heavenly Sword’ fra udviklerhuset Ninja Theory. Et spil der - på trods af en række fejl og mangler - stadig modtog ganske fine anmeldelser. Stemmeskuespillet og historiens hovedperson; ninjapigen Nariko, var især noget, der vakte begejstring hos anmelderne. Vi spoler lynhurtigt tiden tre år frem og konstaterer, at Enslaved: Odyssey to the West på en række punkter minder om Heavenly Sword, men at det samtidig også kan mærkes, at Ninja-udviklerne har flyttet sig meget siden deres første PlayStation 3-spil.

Enslaved: Odyssey to the West udspiller sig i og omkring et fremtidigt New York, hvor dagsordenen er slavehandel, og hvor menneskeracen – på trods af den store hjemmebanefordel - må se sig slået af robotter og maskiner, der langsomt men sikkert indfanger de sidste rester af menneskeligheden.

Her kommer spillets hovedperson ind i billedet. Navnet er Monkey, og præcis som navnet og billeder antyder, så har vi at gøre med en person, der kan beskrives som en lettere futuristisk version af Tarzan. Monkey er blevet taget til fange af robotterne og befinder sig ved spillets start på en stor slavetransporter. Startskuddet på det hæsblæsende eventyr går, da Monkey efter et delvist vellykket flugtforsøg ender op i et ufrivilligt makkerskab med en anden flygtning - pigen Trip.




Trip benytter sin tekniske snilde til at montere et slavepandebånd på den bevidstløse Monkey og fortæller ham, at hans liv afhænger af, om hun bliver holdt i live – bevæger Monkey sig for langt væk fra Trip, vil pandebåndet destruere sig selv, og Monkey vil dø. Trip forlanger at blive eskorteret tilbage til sin hjemby, og da alternativet er døden, vælger Monkey at følge med på rejsen.

Gameplayet er nogenlunde ligeligt fordelt imellem action og platformselementer – hertil kommer desuden en række forskellige minigåder. Actiondelen består primært af nærkampe, hvor Monkey udfører forskellige angrebskombinationer med sin kampstav. Som historien skrider frem, bliver angreb fra distancen også en ret central del af spillet, men da ammunition i spillet er ret begrænset, går det aldrig hen og bliver et decideret skydespil. Ingen af gåderne formår ligefrem at gøre noget revolutionerende, men de er tilpas udfordrende og ganske overkommelige og bør derfor ikke være noget, der afskrækker folk.




Platformdelen minder på en række punkter om det, vi har set i Uncharted- og Prince of Persia-serien. I forhold til især Uncharted-serien virker det hele dog lidt mere flydende – både på godt og ondt. På den positive front gør det spiloplevelsen rigtig intuitiv - ved at time sine tryk korrekt, kan man få Monkey til at svinge sig igennem terrænet uden for meget besvær. På den anden side er det samtidig også lidt negativt, da det egentlig ikke giver den store udfordring, at man bare kan trykke løs, uden at der er den store risiko for, at man falder ned og dør. Generelt er det faktisk min opfattelse, at Enslaved til tider guider spilleren lidt for meget - forstået på den måde, at det, som man kan gribe fat i og klatre på, lyser op og blinker i omgivelserne. Man kan godt savne den lidt friere form for udforskning, som vi kender fra lignende titler.

På den grafiske side er Enslaved rigtig imponerende. Især fremstillingen af det alternative New York, der er blevet oversvømmet af vildtvoksende blomster og planter, er en designmæssig perle. En perle der, i kombination med det solide animationsarbejde, som der er lagt i Monkeys bevægelser, skaber et rigtig flot udtryk, når det hele bare flyder. Det er dog ikke kun bevægelserne, der er flot animeret. Ansigtsudtryk og hovedpersonernes mimik virker langt hen ad vejen rigtig troværdig, hvilket især kommer til udtryk i spillets mange mellemsekvenser. Enkelte undtagelser findes dog også, og når det en sjælden gang går galt, og figurerne bliver lidt for stive i betrækket, så grænser det sig til gengæld også til det direkte komiske.




At Enslaved tillader sig at spille lidt med musklerne på den visuelle side kommer desværre også til udtryk i en lidt negativ form. Spillet begynder at hakke en del, når der er mange fjender eller ting på skærmbilledet, hvilket kan være ret irriterende midt i kampens hede. Flere gange oplevede jeg også pop-ins (teksturer der indlæses langsomt), og en enkelt gang var jeg tvunget til at genstarte min konsol, da Trip var gået i hak efter en mellemsekvens – hun stod blot og gentog den samme linje om og om igen. Disse fejl er som sådan ikke noget, der ødelægger oplevelsen, men det er trods alt noget, som man ikke helt kan undgå at bemærke.

Lydsiden minder på mange måder om den visuelle stil – den er super veludført men har også enkelte svagheder. Den er absolut bedst, når Monkey, der er udført af Andy Serkis (kendt for sin rolle som Gollum i Lord of the Rings-filmene), viser tænder og hidser sig lidt op. Ligeledes er Trips replikker, der bliver leveret af skuespilleren Lindsey Shaw, leveret med ganske stor overbevisning og troværdighed. Manuskriptet indeholder desuden en ganske god portion humor, og flere gange tog jeg mig selv i at trække lidt på smilebåndet over Monkey, der ikke er bange for at bruge store ord.




Når det kommer til lydeffekter, så er der et par steder, hvor det virker langt fra så imponerende. Store robotfjender larmer ikke helt så meget, som de burde, og de store eksplosioner lyder til tider lidt som fusere. Det er heldigvis ganske få tilfælde, men ironisk nok er fuserne placeret netop der, hvor man netop forventer, at der kommer det allerhøjeste brag fra en eksplosion.

Det tog mig omkring 8 timer at spille Enslaved: Odyssey to the West igennem på normal sværhedsgrad, og i løbet af den tid nåede jeg egentlig ikke at kede mig. Udviklerne hos Ninja Theory har formået at skrue et rigtig fornuftigt men samtidig også lidt lineært eventyr sammen. Der er et godt mix af platforming, action og puzzle – og ud fra ’Downloadable content’-linket på spillets hovedmenu at dømme, kan du nok godt forvente at se lidt mere til Monkey og Trip engang i fremtiden.

Af en ny serie at være må Enslaved siges at være et ganske glimrende spil, der på trods af sine fejl og mangler stadig formår at underholde. Er du til Uncharted, Prince of Persia eller bare et godt eventyr, så burde du bestemt prøve Enslaved: Odyssey to the West.
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.