Everybody’s Golf

Anmeldt af: Hoder Jensen - 6. september 2017 - kl. 09:48
Del denne artikel:
11 3

Det første Everybody’s Golf udkom for 20 år siden og har altid været en elsket serie på PlayStation og den nyeste udgave til PlayStation 4 forsætter denne trend.

Mange er vokset op med Everybody’s Golf, som findes til alle udgivet PlayStation konsoller og derfor var det også på tide at PlayStation 4 fik sig et Everybody’s Golf spil. Det ikoniske golfspil har altid formået at levere en god blanding af arkade og mere seriøst golfspil, hvor man let kan samle det op, men hvis man vil mestre det, skal man lære spillets tricks og finesser.

Den nye udgave af Everybody’s Golf har præcist den samme fornemmelse som tidligere spil og det er bestemt ikke en dårlig ting, fordi det er hvad der gør Everybody’s Golf til et fantastisk golfspil. At komme i gang med simple slag er let; man vælger hvor meget styrke og derefter hvor præcist man rammer bolden. Hvis man har ramt den præcist, ryger bolden lige ud af fairwayen og specielt på den første bane bliver man ikke sat på de store udfordringer, så man er let i gang. Men hurtigt vil man ramme ind i forhindringer, og så skal man til at tage højde for vinden, underlaget, sand bunkers, træer og andre forhindringer.



Inden man når så langt dog, så får man rig mulighed for at tilpasse sin egen karakter, fordi modsat tidligere Everybody’s Golf spil, så spiller man ikke med udvalgte figurer, men man skaber helt sin egen. Det betyder både fra udseende, til hvad man har på af tøj og pyntegenstande. Man starter ud med et mindre udvalg, men man låser op for tøj, pyntegenstande, forskellige stemmer og ja endda forskellige caddier i et højt tempo efterhånden som man spiller Everybody’s Golf. Så hvis man er til sjove udklædninger eller bare går op i at ens figur går trendy klædt og ligner en meget, er der rigelig med mulighed for at bruge tid på den del, men man behøves ikke, hvis det ikke siger én noget.

Det hele forgår på Golf Island, en lille ø hvor man render rundt med sin figur og derfra får adgang til turneringer, både offline og online. Selve øen er meget sødt udført og efterhånden som man vinder turneringer mod computeren, så vil de personer fra turneringerne også være til stede på øen, som stille og roligt bliver mere og mere fyldt op. Hvis man ikke er til ”mini open world” aspektet i spillet, er der også en traditionel menu, så det er op til én selv hvor meget man vil gøre ud af det, men personligt syntes jeg det giver spillet lidt charme, også selv om du spiller singleplayer, bliver det en mere social oplevelse.

Men nu er det jo et golfspil og fans af serien kan være helt rolige, det er stadigvæk der hvor spillet har sit fokus. Der er 5 forskellige baner 18 huller på hver og i Everybody’s Golf kan de naturligvis spilles både forfra og bagfra. Men man starter dog kun med én bane og låser så op for nye baner ved at stige i graderne, som sker ved at deltage i turneringer mod computeren. Efterhånden som man vinder de turneringer, vil man komme ud i dueller mod udvalgte spillere styret af computeren og hver gang man har klaret 3 af disse dueller, låser man op for en ny bane.



Der skal lidt arbejde til i starten af spillet og man kunne godt have ønsket sig at spillet startede op med 2 baner åbnet op, så man ikke kun spiller på den samme bane i starten, men til gengæld så føltes hver kamp ikke som spild, pga. spillets nye træningssystem. Dette nye træningssystem er meget inspireret af RPG spil, da ens golf-køller har levels som kan forbedres. Så jo mere og bedre man spiller med ens forskellige golf-køller, jo bedre bliver de at bruge. Det betyder at hvis man slår mange hårde og præcise slag med sin 1wood kølle, hvilket man helt sikkert kommer til, bliver den bare bedre og bedre. På samme måde med ens andre golf-køller, f.eks. bliver ens jern-køller mere og mere præcise, samt man kan lave mere udfordrende putts pga. ens putter stiger i graderne.

Så ud over at man prøver at låse op for nye baner og stige i graderne, så træner man også sit udstyr op og det er super tilfredsstillende, samtidigt med det er sjovt. Det har naturligvis også den effekt at man lærer banerne godt at kende, hvilket specielt på banerne senere hen er en nødvendighed, hvor der kommer udfordringer som kræver man bruger nogle af spillets specielle slag og fornemmelse for hvor satset man kan slå. Godt udstyr er nemlig ikke nok, man skal også have en fornemmelse for banerne, lære hvordan visse situationer skal tages og naturligvis ramme præcist. Hvis man vil vove sig online i spillet, så er det også en god idé at have en god fornemmelse af de forskellige baner og styr på hvilket slags slag man kan finde ud af at lave, da behovet for skruet slag, slag med spin og de mere avanceret trickslag kan give én store fordele.



Online multiplayer-delen i Everybody’s Golf er en vigtig tilføjelse, så ud over traditionel lokal multiplayer med op til 4 personer, kan man nu spille mod hinanden, både blandt venner og mod tilfældige fremmede. Everybody’s Golf tilbyder ud over traditionel matchplay, to nye helt forskellige online multiplayer muligheder. Den ene giver adgang til de 5 forskellige baner, men modsat offline delen i spillet, kan man rende rundt i en åben verden på den enkelte bane og tage hullerne i den rækkefølge man vil eller bare spille alle hullerne i streg. Der kan man så konkurrerer enten på det enkelte hul eller 9 huller på online pointavler og de bedste får belønninger i form af nyt tøj og guldmønter, som kan bruges til at købe anderledes bolde eller nyt tøj. Hvis man dog ikke har lyst til at deltage for at vinde priser, kan man også bare løbe rundt og finde mønter, samt de fornævnte specielle bolde, så der er ikke behov for at deltage i online turneringer, for at kunne låse op for de beklædningsgenstande man gerne vil have.

Den anden online multiplayer funktion, var personligt min favorit; Turf War. I Turf War bliver man delt op i to hold og så får man 6-8 minutter til at gennemføre 3-5 huller og opnå de bedste resultater. Jo bedre resultatet på det enkelte hul, jo bedre score får holdet for hullet og så skal man opnå en højere score end det andet hold. Det er meget simpelt, men det er sjovt og det bliver hurtigt hektisk pga. det er på tid, så man skal finde en balance imellem at skynde sig igennem hullerne og tage sig den tid der skal til, så man laver gode slag.



Everybody’s Golf til PlayStation 4 rammer rigtigt mange steder og fans vil helt sikkert føle sig hjemme, men samtidigt finde en masse nyt de kan glæde sig over og dem aldrig har spillet Everybody’s Golf tidligere, kan let samle spillet op og finde mange timers morskab. Figurerne i Everybody’s Golf er holdt i den lidt tegneserieagtige stil som man kender fra tidligere Everybody’s Golf spil, men det fungerer fint og selve spillet tilbyder nogle flotte landskaber med flot lys, specielt hvis man har muligheden for HDR. Spillet tilbyder muligheden for PS4 Pro ejere at vælge imellem 4K opløsning og 60 frames i sekundet, personligt valgte jeg at gå med 4K, da jeg ikke blev mere præcis af at spille det i 60FPS og den grafiske forbedring af 4K opløsningen var betydelig.



Man kunne have frygtet at tilføjelsen af online multiplayer og en mere åben verden i Everybody’s Golf vil fjerne fokus væk fra det sjove golfspil man har tidligere fundet i Everybody’s Golf, men det er bestemt ikke tilfældet. Everybody’s Golf er først og fremmest et super sjovt golfspil og man bestemmer selv hvordan man vil spille og selv om man skal arbejde lidt for at låse flere baner op i starten, samt to baner er låst væk bag DLC, så fjerner det ikke fra det faktum at det er sjovt og alle pengene værd.
+ Sjovt og let at gå til med et godt level system, men svært at mestre, godt med indhold, fin online del
Der skal arbejdes en del i starten for at låse op for nye baner, to baner bag DLC
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:8.5
Overall 8.5
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.