F1 2020

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 24. juli 2020 - kl. 20:31
Del denne artikel:
2 2

Ligesom med F1 sæsonen 2020, kan man om denne anmeldelse sige: Bedre sent end aldrig. Læs anmeldelsen af F1 2020 - det måske nok bedste Formel 1 spil til dato.

Formel 1 fylder 70 år i år og det var nok ikke et jubilæums-mesterskab som 2020-mesterskabet er endt med at blive, som FIA havde drømt om. Sæsonen skulle have bestået af hele 22 løb, men da det hele blev udsat flere måneder på grund af COVID-19 situationen, lader det til at hele sæsonen vil blive skåret ned til 10 løb og der vil kun blive kørt i Europa.



Formel 1 sæsonen startede med to løb på Red Bull Ring i Østrig (hvor det ene var i skybruds lignende vejr) og fortsatte med et løb under usædvanligt kølige vejrforhold i Ungarn. I mesterskabet er meget som det plejer, med Hamilton, Bottas og Verstappen på de tre øverste placeringer, mens Norris i en McLaren indtager 4. pladsen. McLaren som har været pivringe de seneste år, men som altså har fundet et eller andet til denne sæson. Selv om jubilæums-mesterskabet vil blive et amputeret et, lader det til stadig at kunne underholde.

Men hvordan står det så til med årets officielle Formel 1 spil? Er det også en amputeret omgang eller kan Codemasters fortsætte udviklingen? F1 2020 indeholder stort set alle de nyheder vi fik i F1 2019, hvor blandt andet Formel 1 sportens rugekasse Formel 2 vendte tilbage. De helt store tilføjelser til året udgave er dog My Team delen og en nyt Casual kontrolsystem.



Lad os kigge på det sidste først, nemlig Casual styringen. Selv om Codemasters’ Formel 1 spil altid har været forholdsvis tilgængelige, så diktere sporten i sig selv en vis form for dedikation, da grænsen mellem at gennemføre et løb eller havne i fang-sandet er hårfin. Med den nye Casual Mode har Codemasters sat en række hjælpemidler op, så alle nu kan være med i motorsportens kongeklasse og være i stand til at konkurrere med de bedste kørere i verden. Det er en fremragende tilføjelse for nybegyndere, der vil snuse til Formel 1 sporten.

Så er der den helt store tilføjelse, nemlig My Team. I denne del skal man, som et nyt F1 team, tage kampen op med alle de etablerede hold, både på og udenfor banen. Man starter med at skabe sig en kører og designe sit team, sit logo, sin bil og hyre en medkører. Herfra bliver man sat ind i alt bag driften af et Formel 1 hold. Man er med til at udvikle nye dele til bilen, man skal tage sig af mandskabspleje, forhandle kontrakter med sponsorer, tale med pressen, sætte bilen op til løbsweekenderne og sørge for dagene mellem løbene bliver brugt fornuftigt, for eksempel på at optimere salg af merchandise, lave teambuildingture og meget andet.



Man får også adgang til alle aspekter i udviklingen af ens bil. Man kan vælge hvilke dele af bilen der skal lægges flest udviklingsressourcer i - altså om der skal fokuseres på aerodynamikken, chassiset, motoren eller i at gøre bilen mere holdbar. Som altid er der et tæt samarbejde mellem kørerne og teamets mekanikere og det er der også her.

Ligesom i det virkelige Formel 1 cirkus, betyder respekt, ens omdømme og ens forhold til de andre teams og ikke mindst til ens eget team, meget. Alt efter hvordan man kører og hvilke udtalelser man kommer med til pressen mellem løbene, vil ens omdømme blive påvirket. Jeg kunne bruge meget lang tid på at gå i detaljer med My Team delen, men lad mig bare sige, at det er en meget helstøbt oplevelse, hvor man får adgang til alle aspekter i forretningen bag et Formel 1 hold - og på en eller anden måde, har Codemasters også fået gjort denne del ganske tilgængelig. My Team giver et helt andet indtryk af Formel 1 sporten og er en fremragende tilføjelse til F1 serien.



Hvis man ikke har mod på at kaste sig ud i at drive et Formel 1 team, er der en række andre spilmuligheder. Man kan køre en fuld karriere, fulde løbsweekender komplet med trænings-sessions, fuld kvalifikation og naturligvis løbet om søndagen - og som noget nyt, er split-screen tilbage. Man kan deltage i online mesterskaber, man kan køre løb i Formel 2 klassen hvor bilerne er noget anderledes end i Formel 1 og man kan også prøve kræfter med klassiske Formel 1 biler hvis man drømmer om at blive bidt midt over af et rigtigt bæst.

Selve løbene er som sådan nogle jo er. De foregår på alle de rigtige baner i den rækkefølge som de kommer på Formel 1-kalenderen (før COVID-19) og alle de officielle regler er implementeret i spillet. De to nye baner, Hanoi Circuit i Vietnam og Circuit Zandvoort i Holland, er naturligvis også inkludert. F1 2020 er et veldækket middagsbord med alle livretterne til en Formel 1 entusiast. Der er virkelig mange timers spil gemt her, specielt My Team kan æde aften efter aften, nærmest uden man bemærker det.



Grafikken er ganske flot og kører helt flydende på vores PS4 Pro. Uheld ser dramatiske ud, med biler som snurrer rundt og med kulfiber-dele, der flyver over alt - og specielt i regnvejr ser det hele virkelig godt ud. Menuerne i My Team er flotte og velfungerende og den øvrige grafik er helt i tråd med en Formel 1 transmission, så det føles helt som et officielt Formel 1 spil skal gøre.

Grafikken er opdateret på forskellige områder, men man skal have de gode øjne med sig, hvis man skal se de enkelte opdateringer. Alligevel virker det som om, at grafikken i F1 2020 virker mere fyldig og komplet, så de små justeringer resulterer tilsammen til et bedre resultat. Lydsiden er fin, med realistiske motorlyde og de helt rigtige lyde for eksempel når ens hjul rammer curben.

Det evige spørgsmål med officielle sportsspil er altid, om det er værd at investere i årets udgivelse hvis man ejer sidste års udgave. I år er der ingen tvivl. My Team er en massiv tilføjelse og det giver serien et helt nyt liv, så der er ingen tvivl; hvis man er Formel 1 fan, så skal man have 2020 udgaven.



F1 2020 er i vores bog det bedste Formel 1 spil nogensinde. Det er fyldt med features og spilmuligheder og man kan køre både Formel 1, Formel 2 og klassiske F1 biler. Ønsker man at gå i dybden er der rig mulighed for det i My Team, ønsker man blot at køre en fuld løbsweekend på ens yndlingsbane kan man gøre det og er man nybegynder, er den nye Casual Mode et perfekt sted at starte.

Har COVID-19 karantænen også været hård for din Formel 1 trang og sidder du også klar om søndagen når der er løb? Så er der i år ingen tvivl; så skal du eje F1 2020, som i kraft af My Team er et meget anderledes spil end sidste års udgave. F1 2020 er en af de bedste repræsentationer af en sport, som du kan få til din PlayStation 4.
+ My Team er en fremragende tilføjelse, Casual Mode er perfekt for nybegyndere, banerne har fået et tiltrængt visuelt løft, split-screen er tilbage
Karrieredelen står nu i skyggen af My Team
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:8.5
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.