F1 2021

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 12. juli 2021 - kl. 17:00
Del denne artikel:
0 1

Formel 1 sæsonen er i fuld gang og her er årets officielle Formel 1 spil. Det er det første udgivet af EA Sports efter EA’s opkøb af Codemasters - læs anmeldelsen af F1 2021 her.

Tilbage i december sidste år købte Electronic Arts Codemasters for hvad der svarer til lidt over 7,5 milliarder kroner. Det gav Electronic Arts kontrol over succesfulde racerspil som Project CARS, DiRT, DiRT Rally, GRiD og ikke mindst det officielle Formel 1 spil. F1 2021 er det første spil under Electronic Arts’ vinger og det udgives naturligvis under EA Sports navnet.



Efter en underlig 2020 sæson, der på grund af COVID-19 bestod af langt færre løb end normalt, så er Formel 1 feltet nu helt oppe i gear her i 2021 og det har været en spændende og uventet start på sæsonen. Red Bull med Max Verstappen er i front og selv om det så sejrsvante Mercedes team ligger i hælene på dem, så ser de ud til at mangle speed og de virker underligt rådvilde. Formel 1 er mere spændende i år end det har været i mange år.

F1 2021 er årets officielle Formel 1 spil og den store nyhed i år er Braking Point, der på flere punkter kan sammenlignes med The Journey fra FIFA serien. Det er en historie-del hvor man starter som den unge britiske racerkører Aiden Jackson, der netop er rykket op i kongeklassen fra Formel 2. Herfra udspiller historien sig, som man ser fra forskellige vinkler og hvis man troede at Formel 1 var en gentleman-sport, så kan man jo godt tro om igen. Der er rivaliseringer både på og udenfor banen, internt i teamet og med andre kørere - og man skal forholde sig til pressen, til de sociale medier og til ens families- og ikke mindst team-ledelsens forventninger - der er meget at se til som debutant i Formel 1.



Man starter i 2020 sæsonen og det udspiller sig på den måde, at man typisk kører et eller flere brudstykker af løbene, hvor der er nogle mål man skal opnå; det kan for eksempel være at indhente ens teamkammerat indenfor et bestemt alt omgange, at slutte i pointene, få bilen i mål med nedslidte dæk eller lignende. Mellem løbene foretager man interviews, checker ens mails og de sociael medier, samt snakker i telefon med ens familie og teamchefen.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at der var lidt flere aktiviteter mellem løbene. Historien udspiller sig som den skal, men hvis man for eksempel havde haft mulighed for at pleje ens fans, måske styrketræne, træne i simulator, deltage aktivt i team briefinger eller andet, så havde man haft en endnu bedre følelse af at være professionel i Formel 1. Som det er nu, er det lidt tyndt og egentlig bare en historie man følger uden at foretage sig ret meget, ud over at køre løbene, deltage i interviews af og til og ellers tjekke ens mail og de sociale medier.



Jeg kan forestille mig at Braking Point kommer til at dele vandene, for denne del kan virke lidt for overfladisk, men jeg var egentlig fornuftigt underholdt. Jeg var så også en af dem, der synes godt om The Journey i FIFA - så har du en reference, men jeg synes generelt godt om at man forsøger at fortælle en historie i sporten og Braking Point er et godt alternativ til de andre mere kompetitive gamemodes som F1 2021 også byder på.

En anden stor del af F1 2021 er karrieredelen, som kan spilles enten alene eller sammen med en ven. Vælger man at spille alene, kan man enten deltage i en fuld sæson (eller en custom sæson man selv laver) enten i Formel 2 eller i Formel 1 - eller man kan kaste sig over at drive et Formel 1 hold i My Team.



Det fremragende My Team blev introduceret sidste år og her starter man med at skabe sig en kører, designe sit team (logo, køredragter, bilens udseende osv.), signe en sponsor, vælge motorleverandør og hyre en teamkammerat. Herfra bliver man sat ind i alt bag driften af et Formel 1 hold. Man er med til at udvikle nye dele til bilen, man skal tage sig af mandskabspleje, forhandle kontrakter med sponsorer, tale med pressen, sætte bilen op til løbsweekenderne, planlægge aktiviteter for hele teamet mellem løbene og meget meget andet. My Team er en meget helstøbt oplevelse, hvor man får adgang til alle aspekter i forretningen og driften af et Formel 1 hold - og det hele foregår via nogle lette menuer, hvor alle kan være med.

Vælger man at spille karrieredelen sammen med en ven, så kan man enten spille på samme team som team kammerater eller på hvert sit team som rivaler. Endelig er der Grand Prix hvor man kan sætte en løbsweekend op som man ønsker den, Time Trial hvor man kan finpudse sine skills på en bestemt bane og i multiplayer er der ugentlige events, ranked play, splitscreen, man kan lave egne ligaer og der er en hel sektion til LAN spil og Esports, hvor man kan signe sig op til F1 Esports World Series, køre kvalifikationer og meget andet.



Som det fremgår, så er F1 2021 ganske tæt pakket med indhold og der burde være noget for enhver. Jeg gætter på, at My Team igen vil være den store tidssluger hos de fleste spillere, men jeg synes nu også at man skulle give Braking Point en change, for den er nu heller ikke helt skidt. Og hvis man vil spille mod andre spillere, er der også rig mulighed for det i den ganske omfattende multiplayer del. Der burde være noget for enhver F1-fan i F1 2021.

Det skal de lige nævnes, at ikke alle baner i 2021 løbskalenderen er inkluderet ved udgivelsen. Inkluderet er banerne fra den originale løbskalender da sæsonen startede, men på grund af COVID-19 situationen i nogle lande, er enkelte løb blevet aflyst og flyttet til andre lande. Det betyder for eksempel, at banen i Tyrkiet, som er en ny på løbskalenderen, ikke er med fra starten, men manglende baner vil blive tilføjet senere, når Codemasters får opdateret alle banerne så de afspejler den aktuelle løbskalender.



Grafikken i F1 2021 er ganske fin og man kan vælge mellem en Performance Mode og en Quality Mode, alt efter hvad man er til. Jeg vil dog sige, at selv om man godt kan se at der er sket en opgradering af grafikken, så er forskellen på fra sidste års udgave ikke så stor som jeg havde håbet på. Jeg havde måske forventet noget mere, men når det er sagt, så er F1 2021 da et flot og grafisk velfungerende spil ingen tvivl om det, men det var F1 2020 på PlayStation 4 såmænd også. Lydsiden er igen rigtig god, med gode motorlyde og der er forskel på om man kører i en bil med Mercedes motor eller i en bil med Honda motor, hvor Honda motoren har en tydelig pruttende lyd, præcis som i virkeligheden.

Som nævnt i starten, så er F1 2021 det første spil fra Codemasters efter at de er blevet opkøbt af Electronic Arts. Derfor skal det også lige nævnes, at der er kommet EA mikrotransaktioner med ind i spillet - det er dog ikke pay-to-win, men de er der. Heldigvis er de nemme at undgå og er dermed ikke forstyrrende for spillet.



Formel 1 serien fortsætter den fine trend fra de forrige år og Braking Point er en god tilføjelse til serien. Spillet er fyldt med features og spilmuligheder og man kan køre både Formel 1 og Formel 2. Ønsker man at gå i dybden er der rig mulighed for det i My Team, ønsker man blot at køre en fuld løbsweekend på ens yndlingsbane kan man gøre det - og vil man have lidt drama, så er det Braking Point man skal kigge efter.

Den rigtige Formel 1 sæson har overgået alle forventninger indtil videre - jeg ved ikke om F1 2021 gør det samme, men hvis du også sidder klar foran fjernsynet de fleste søndage hen over sommeren, så er der ingen vej uden om F1 2021.
+ My Team er stadig fremragende, Braking Point er et fint alternativ til resten af pakken, meget indhold, alt emmer af F1 som vi kender det fra TV, let at gå til for ikke-øvede
Havde forventet en større grafisk opdatering af PS5 udgaven
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.