Far Cry 5

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 26. marts 2018 - kl. 12:15
Del denne artikel:
1 11

Ubisoft er klar med endnu et Far Cry og denne gang er det en militant sekt i USA som skal nedkæmpes. Læs her, om Far Cry formlen stadig holder.

Far Cry 5 udspiller sig i fiktive Hope County i Montana i USA, hvor præsten Joseph Seed og hans følgere har etableret menigheden Eden’s Gate. Seed mener at han er blevet udvalgt til at lede folket i frelse og beskytte dem fra et uundgåeligt sammenbrud. I virkeligheden er Seed en radikal prædikant og Eden’s Gate er en militant dommedagskult.



Under Seeds styre har Eden’s Gate brugt både tvang, trusler, chikane, kidnapninger og vold for at omvende beboerne i Hope County i “den rette tro” og allerede helt fra starten, bliver man introduceret til den voldelige Seed familie. Som en ung betjent, bliver man sammen med den lokale sheriff, en US Marshall og en anden betjent, sendt til Eden’s Gates landsted, for at arrestere Joseph Seed. Man lander i ly af natten med helikopter, og sheriffen, som er bekendt med Seed familien og dennes indflydelse på Hope County, er ikke glad for idéen om, at skulle ind og hente lederen af sekten ud på denne måde. Den naive US Marshall tror derimod på, at et politiskilt vil overvinde blind tro. Behøver jeg at nævne, at det ikke ender godt?

Efter denne meget flotte og velinstrueret intro, støder man som noget af det første på eneboeren Dutch, som har sat sig for at tage kampen op mod Eden’s Gate. Sammen med ham skal man opbygge en modstandsbevægelse og herfra udvikler historien sig i forskellige retninger, alt efter hvilke valg du som spiller foretager dig.



Det første man bemærker når man spiller Far Cry 5, er den virkeligt flotte grafik. Måske ikke så meget teknisk, da man formentlig kan finde spil, som på den tekniske front er mere avancerede, men hvis der er nogen, som kan bygge en interessant og smuk åben verden, så er det Ubisoft. Hope County er et særdeles smukt sted, med store skove, smukke søer, små hyggelige farme med frugtplantager, store åbne vidder og højdedrag med udsigt ud over dale og landsbyer. Man griber sig selv i, flere gange blot at stoppe op og nyde den smukke udsigt og den fabelagtige HDR lyssætning, der kan bade omgivelserne i det smukkeste sollys.

Den enorme spilverden er delt op i forskellige områder, som hver er styret Joseph Seeds familie. Området mod nord tager Jacob Seed sig af, hans søster Faith Seed kontrollerer området mod øst og mod vest styrer den smilende, men brutale, John Seed befolkningen med hård hånd. Man skal nu i hvert område svække sektens tilstedeværelse ved at udføre missioner, indtage sektens forposter, ødelægge deres ejendom, befri gidsler og meget andet. Hvis man troede at en sekt som Eden’s Gate ville lægge sig ned ved lidt modgang, så tager man fejl. Jo mere det vilde dyr bliver presset op i hjørnet, jo farligere bliver det.



Opbygningsmæssigt minder Far Cry 5 meget om de foregående to spil. Her får man, stort set fra starten adgang til en enorm verden, som man kan udforske stort set som man har lyst - og det er her værd at nævne, at den fulde kampagne kan spilles i co-op sammen med en ven over nettet.

Foruden spillets mange hovedmissioner, er der massevis af sidemissioner og aktiviteter man kan kaste sig ud i. Spilverdenen er spækket med ting at give sig til (man kan endda gå på jagt og fiske) og det kan være svært at holde snuden i sporet, da man konstant støder på forskellige aktiviteter man kan kaste sig over.

Undervejs i spillet får man adgang til nye våben og egenskaber. Våbnene kan købes i nogle små interimistiske butikker rundt omkring og egenskaberne låses op via et fem-delt evnetræ. De forskellige evner gør det for eksempel muligt at svømme hurtigere, gøre brug af faldskærme og wingsuits, bevæge sig hurtigere når man sniger sig afsted, gøre ens håndtering af våben hurtigere og mange andre ting.



Far Cry serien skal ikke have skyld for at være realistisk og kedeligt, og det samme kan siges om Far Cry 5. Gameplayet minder en del om de forrige spil i serien, og det er måske ikke specielt nyskabende, men missionerne er for det meste sjove at spille. Det gode er, at man, som altid, får friheden til at vælge hvordan man vil gribe missionerne an, da man kan vælge om man vil lave snigeren eller komme stormende med aftrækkeren i bund. Heldigvis er det stadig kaotisk og der sker mange vanvittige ting hele tiden; biler med ild i kører i vandet, bjørne der angriber baser, kæmpe eksplosioner og computerstyrede karakterer, som tager sagen i egen hånd og skaber en masse tossede situationer. Det er så Far Cry.

At spillet holder sig til den velkendte Far Cry formel betyder også, at det stadig er et rigtigt velfungerende spil, med utroligt meget indhold og rigtig mange timers spil - specielt hvis man kaster sig ud i de mange sidemissioner, hvor nogle af dem er ganske omfattende. Jeg vil ikke sige, at Far Cry formlen begynder at føles slidt, men det hele virker måske lige en smule for bekendt, trods de nye mindre tilføjelser, der naturligvis er i forhold til Far Cry 4.



En anden stor del af Far Cry 5 er Far Cry Arcade, som er en kombineret bane-editor og spillets multiplayer mode. Her kan man bygge sine egne solo, co-op og PvP baner og spille andre spilleres baner. Far Cry Arcade er helt integreret i selve spillet, da det, foruden at være tilgængelig fra spillets menuer, også er tilgængeligt inde fra kampagnen via nogle spillemaskiner rundt omkring i spilverdenen. Fra disse hopper man direkte ind i Far Cry Arcade, for at tjekke de nyeste baner fra andre spillere og de opgraderinger, penge og hvad man ellers måtte optjene her, får man med over i kampagnen når man er færdig. På samme måde får man mange af de egenskaber man optjener i kampagnen med over i Far Cry Arcades multiplayer del.

Far Cry Arcade er hjertet i Far Cry 5’s PvP multiplayer, hvor man kan spille enten baner fra Ubisoft teamet eller fra andre spillere i Deathmatch eller Team Deathmatch. Der kan også spilles alene eller i co-op i en række gamemodes som Outpost, Journey, Bounty Hunt og Assault. Rækken af PvP spilmuligheder burde have være længere, men der er stadig mange timer gemt i Far Cry Arcade, specielt når communitiet omkring spillet får fingrene i dette kraftfulde værktøj.



Far Cry Arcade byder på nogle helt igennem crazy baner, som slet ikke ligner noget fra Far Cry, da mulighederne er virkelig mange. Der er mere end 7.000 forskellige objekter og det er ikke kun bygninger, våben og køretøjer fra Far Cry 5, der kan bruges. Far Cry Arcade indeholder objekter fra andre Ubisoft spil, som for eksempel huse, vejskilte og bilvrag fra Watch Dogs, totempæle, mammut-skeletter og stensætninger fra Far Cry Primal og bygninger, kanonkugler og hestevogne fra Assassin’s Creed Unity.

Der kan også tilføjes lydspor fra en række Assassin’s Creed og Far Cry spil, inkl. Far Cry 3: Blood Dragon, og efterhånden som de tre planlagte udvidelser til Far Cry 5 udkommer, vil objekter fra disse også blive tilføjet til Far Cry Arcade.



Rent teknisk fungerer Far Cry 5 rigtigt fint, den smukke grafik kører flydende og flot. Jeg har tidligere været inde på den grafiske side - og den kan ganske enkelt ikke roses nok. Grafikken er meget smuk, fyldt med detaljer og imponerende udsigter - og settingen med en militant sekt i det nordvestlige USA lyder på papiret interessant. Dog er spilverdenen i Far Cry 5 ikke helt så spændende som Kyrat i Far Cry 4 eller Egypten i Assassin’s Creed Origins, men tag ikke fejl; dette er en typisk Ubisoft spilverden og der er ingen andre, der laver åbne verdener som Ubisoft.

Lydsiden er ligeledes god, med gode og tunge lyde fra ens våben, stemmeskuespillerne gør det overbevisende og soundtracket, som man typisk hører fra køretøjernes radioer, er passende hillbilly til spillets stil.



Far Cry 5 er et ægte Far Cry spil - på både godt og ondt. Det minder en hel del om de forrige spil og det må være op til den enkelte, om det er godt eller dårligt. For mit vedkommende er det rigtig fint og det hele er lige blevet gjort en tand bedre end i Far Cry 4. Når det er sagt, kunne Far Cry serien måske efterhånden godt trænge til en make-over i stil med den Assassin’s Creed serien lige har fået med Origins, hvor Ubisoft fik pustet nyt liv i en lidt træt serie.

Far Cry 5 vil ikke vinde nye fans, men det er stadig sjovt, kaotisk, eksplosivt, stort, fængende og ikke mindst særdeles smukt. Men nu skal jeg tilbage til Hope County, for der er lige nogle forposter, der skal sprænges i luften og en sekt der skal smides på porten.
+ Smuk grafik, en fantastisk åben spilverden, velfungerende spil, Far Cry Arcade, mange timers underholdning
Minder lidt for meget om de forrige spil
Gameplay:8.5
Grafik:9.0
Online:8.5
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
11
Der er 11 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.