Far Cry New Dawn

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 14. februar 2019 - kl. 12:35
Del denne artikel:
4 6

Far Cry New Dawn er en komprimeret omgang Far Cry, hvor alt, bortset fra actionen, er i lidt mindre portioner - og det er helt perfekt. Læs vores anmeldelse af Far Cry New Dawn her.

Far Cry New Dawn udspiller sig 17 år efter hændelserne i Far Cry 5 og det smukke Hope County er nu nærmest ubeboeligt efter en række atomsprængninger og man kan roligt sige, at den tidligere så smukke verden er blevet ændret af hændelserne.



Atombomberne har smadret den moderne verden og de få overlevende mennesker er blevet tvunget til at leve under jorden i mange år. Dyr og planter har igen overtaget landskabet; smukke blomster, buske og træer dækker bilvrag, huse, kirker og andre genkendelige rester fra den gamle verden - og ting som menneskeheden tidligere har taget for givet, findes ikke længere. Derfor er det nærmest forfra for de få overlevende, som nu langsomt vender tilbage til overfladen, for at bygge små samfund op fra bunden og forsøge at skabe en nogenlunde tålelig hverdag.

I New Dawn tager man rollen som en del af en modstandsbevægelse, som ledes af Thomas Rush. Ved et uheld bliver modstandsbevægelsen dog spredt for alle vinde og via nogle omveje, som jeg ikke vil afsløre her, ender man med at påtage sig opgaven med at hjælpe en række overlevende med at genopbygge deres nye samfund. De overlevende har allerede bygget en simpel base med navnet Prosperity, men de har brug for alt den hjælp de kan få, da verdenen udenfor murene langt fra er sikker.



For som altid i Far Cry, er der en skurk, som ender med at blive ens ultimative mål. Denne gang er der rent faktisk to af dem, nemlig de to kvindelige tvillinger Mickey og Lou, som står i spidsen for Highwaymen, en bande som hærger landet i søgen efter ressourcer og de tager ikke hensyn til nogen eller noget. De to tvillinger er ikke helt så bindegale som mange af de andre skurke i Far Cry spillene, men de fungerer alligevel fint.

Opbygningsmæssigt minder Far Cry New Dawn om de foregående spil i serien. Som altid får man fra starten af, adgang til en enorm verden som man kan udforske stort set som man ønsker det - og det er her værd at nævne, at den fulde kampagne kan spilles i co-op sammen med en ven over nettet.



Foruden spillets mange hovedmissioner, er der massevis af sidemissioner og aktiviteter man kan kaste sig ud i. Spilverdenen er spækket med ting at give sig til og det kan være svært at holde snuden i sporet, da man konstant støder på forskellige aktiviteter man kan kaste sig over og forladte bygninger, der skal udforskes.

Som noget nyt er der tilføjet de såkaldte Expeditions. Disse ekspeditioner er enkeltstående missioner, hvor man kommer til andre dele af USA, blandt andet til et forladt Alcatraz fængsel og et hangarskib, som er drevet i land på en ukendt kyst i USA. I disse missioner skal man finde en bestemt pakke og så slippe afsted igen med livet i behold. Pakken er udstyret med en GPS sender, så Highwaymen ved altid hvor den er, så man skal planlægge sin flugt godt for at overleve, da man får massevis af dem på nakken, så snart de opdager at pakken er i bevægelse.



Noget andet nyt er måden man rydder fjendtlige forposter på. I starten ser det ud som det plejer, men når man har fået nedkæmpet fjenden og overtaget forposten, har man valget mellem at rydde den for ressourcer og forlade den igen, eller etablere en permanent forpost.

Vælger man at etablere en permanent forpost, kan man blandt andet rejse til forposten med et enkelt knaptryk, men vælger man at rydde den for ressourcer og forlade den, vil den igen blive overtaget af fjenden og den er nu sværere at indtage igen, hvis man skulle ønske det. Lykkedes det at indtage forposten for anden gang, og måske endda for tredje gang, er der naturligvis endnu flere ressourcer at hente som belønning.

Den største nyhed i forhold til de tidligere spil i serien, er at Far Cry er ved at bevæge sig lidt ned af den sti, som Ubisoft har haft så stor succes med i de to forrige Assassin’s Creed spil, nemlig ved at tilføje lette rollespils-elementer. Nu vil hardcore Far Cry fans måske rejse sig fra lænestolen og råbe mod himlen, men bare rolig; Far Cry New Dawn er langt fra et rollespil. Rollespils-elementerne kommer til udtryk ved, at ens våben, ens base, fjenderne, køretøjerne og mange andre ting, er udstyret med en level. Disse levels bruges blandt andet til at holde styr på, hvor spilleren må bevæge sig henne - spilverdenen er stadig helt åben, men når man til områder, som er befolket af fjender, eller dyr, med en level højere end ens våben, vil man få det meget svært.



Da penge er overflødige i en verden som denne, er de forskellige ressourcer nu i høj kurs. Man bør derfor indsamle disse ressourcer overalt hvor man kan, da de blandt andet bruges som betaling for ammunition og kan bruges til at bygge nye våben med og få adgang til køretøjer, både og simple helikoptere med - så længe man er i den rigtigt level.

Lige som i Far Cry 5 er der en række egenskaber, som kan låses op i et simpel evnetræ. De forskellige evner gør det for eksempel muligt at dirke døre og pengeskabe op, snige sig hurtigere og mere lydløst, snigmyrde selv de stærkeste fjender, lade visse våben mens man sigter - og ikke mindst give mulighed for at kunne slappe af ved at fiske lidt i Hope Countys mange smukke søer.

Mange vil nok spørge sig selv om, om spilverdenen er ren genbrug fra Far Cry 5, blot med lidt ny maling. Vi kan dog berolige med at sige, at godt nok er den bygget på grundstenen af Hope County fra Far Cry 5, så føles det nye Hope County som et helt andet sted. På trods af atomsprængningerne, så er Hope County nu endnu smukkere end i Far Cry 5 og som jeg nævnte i starten af denne anmeldelse, så har naturen nu overtaget verdenen og designerne hos Ubisoft Montreal har skabt noget så usædvanligt som en smuk og farverig post-apokalyptisk verden. Hvem havde troet, at en verden i forfald kunne være så smuk; bilvrag er indhyllet i buske, forladte huse er halvt dækket af jord og krat og hele kirker er nærmest blevet ædt op af naturen.



Jeg afsluttede min anmeldelse af Far Cry 5 med at sige: “Far Cry serien kunne måske efterhånden godt trænge til en make-over i stil med den Assassin’s Creed serien lige har fået med Origins, hvor Ubisoft fik pustet nyt liv i en lidt træt serie med simple rollespils-elementer” - og det er præcis hvad Ubisoft har formået med Far Cry New Dawn. Selv om man ikke er i tvivl om, at det her er et Far Cry spil, så føles det lidt friskere og lidt mere spændende end Far Cry 5 gjorde og vi kan håbe på, at det næste spil i serien går endnu videre.

Da Far Cry New Dawn er en spin-off af Far Cry 5, er det ikke så stort og omfangsrigt som forgængeren. Der er for eksempel ingen multiplayer-del (ud over campaign co-op) og det er ikke muligt at bygge egne baner og Far Cry New Dawn sælges da også til under 350 kr. på PlayStation Store, hvilket er en rigtig fin pris på et spil af denne kaliber.

Far Cry New Dawn spiller stadig lige så godt som de forrige spil i serien og er en lille lækker smagsprøve på, hvad vi formentlig kan forvente af Far Cry serien i fremtiden. Hvis man er fan af serien, men alligevel havde følelsen af at Far Cry 5 måske lignede de to forrige spil lidt for meget, så tag et kig på Far Cry New Dawn, som er et friskt og smukt bekendtskab i Far Cry serien.
+ Smuk grafik, flot designet spilverden, velfungerende rollespils-elementer som er nemme at gå til, Expeditions er en god tilføjelse
Tvillingerne er ikke så stærke skurke som vi kender dem fra andre Far Cry spil
Gameplay:8.5
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
6
Der er 6 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.