Fast & Furious: Crossroads

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 16. august 2020 - kl. 16:16
Del denne artikel:
1 2

Fast & Furious filmene trækker stadig masser af folk i biografen - spillet Crossroads kommer ikke til at tiltrække ret mange. Læs anmeldelsen af et af de sløjeste spil år her.

Fast & Furious: Crossroads skulle formentlig være udgivet side om side med den kommende Fast & Furious 9 film, men da den er blevet udsat til 2021 på grund af Corona situationen, stod Slightly Mad Studios i en lidt underlig situation. Man havde et spil, som skulle støtte op om en film, men nu havde man ingen film længere. Når alt kommer til alt, skulle de nok også have udsat Crossroads, for det er en virkelig sløj omgang.



Ja, det er Slightly Mad Studios, dem med Project CARS, som står bag Fast & Furious: Crossroads og så kan det da ikke gå helt galt tænker man. Man kunne dog få mistanke om, at man har sat en gruppe studerende på projektet, for det er slet ikke på niveau med hvad man kunne forvente af et spil fra det ellers så talentfulde racing team, som normalt nok ved hvordan et bilspil skal skrues sammen.

Historien i Crossroads giver nogenlunde lige så lidt mening, som handlingen i filmene normalt gør, så på den måde rammer Slightly Mad rimelig plet. Det er noget med en stor international kriminel gruppe, som skal bekæmpes og snart er både Dom og Letty og også Interpol indblandet. Man bliver revet gennem en række lineære missioner, placeret forskellige steder i verden, som for eksempel Barcelona, New Orleans, Athen og Marokko. Missionerne kan på papiret være ganske opfindsomme og helt i tråd med Fast & Furious universet, hvor man for eksempel skal afspore toge, smadre en stor luftpudebåd, deltage i gadeløb, hacke overvågningssystemer, forhindre en raket i at lette - og alt dette naturligvis i fuld fart i biler. Desværre er en del af missionerne også blot at køre fra A til B, mens man snor sig ud og ind gennem trafikken - og det er alt.



Desværre fungerer missionerne ikke helt så godt som de lyder på papiret, da de for det meste er både kedelige og til tider også frustrerende, specielt når teknikken spænder ben for dem. Det kan være når spillet pludselig nærmest fjerner alt tyngdekraft og sender ens bil ud i et 25-dobbelt backflip eller når man sidder fast i omgivelserne og dermed blevet en nem arrestation for politiet. I flere missioner kan man løbende skifte mellem forskellige kørere, for at gøre brug af de harpuner, raketter og hacking udstyr, som bilerne kan være udstyret med.

Når man tænker på, at det er Slightly Mad Studios som står bag spillet, så er det helt uforståeligt at styringen er så utroligt ringe. Lige meget hvilken bil man kommer til at køre i, så vælter man rundt på vejen. Det er nærmest umuligt at kontrollere et slide og det kan rent faktisk næsten være en udfordring bare at køre ligeud. Det er mig en gåde, hvordan nogen hos Slightly Mad Studios har tænkt “Sådan, nu er styringen på plads”. Jeg er med på, at den ikke skal være realistisk som i deres Project CARS spil, men selv om styringen skal være meget arkade-præget i et spil som Crossroads, så må den da gerne give indtryk af, at spilleren har bare en smule kontrol over hvad der sker.



Når du har gennemført historiedelen, som tager en 4-5 timer, så kan man kaste sig over multiplayer delen. Man kunne også bare lade være. Denne del er om muligt endnu mere broken end historiedelen. Vi anmeldte spillet efter udgivelse, men havde stadig svært ved at connecte til diverse spil. Vi fik dog spillet en håndfuld spil inden vi gav op og vi spillede 3v3v3, hvor ni spillere er delt op i tre hold af tre spillere hver, Heroes, Cops og Villains. Det var ikke noget at skrive hjem om og omtrent lige så ligegyldigt som resten af spillet.

Glimtvis er grafikken godkendt, men for det meste ligner det noget fra et PlayStation 3 spil - og det er ikke bare noget jeg siger for at understrege en pointe, det er faktisk på det niveau. Lyseffekterne er flade, spillets karakterer ser underlige ud, omgivelserne er flade og døde - dog ser de fleste af bilerne fine ud, men generelt er den visuelle del slet ikke på niveau med hvad vi normalt ser her i 2020. Igen kan man undre sig over, hvordan et team som Slightly Mad Studios på nogen måde vil lægge navn til sådan noget her.

En stor del af budgettet må være gået til stemmeskuespillerne. Både Vin Diesel, Michelle Rodriguez og Tyrese Gibson vender tilbage i deres roller som Dom, Letty og Roman. Også Peter Stormare indtager rollelisten som den ultimative bad-guy og Asia Kate Dillon fra Orange is the New Black er også at finde i spillet. De fleste af dem gør det fornuftigt, mens Vin Diesel lyder som om at han er ved at falde i søvn. Men gør han i øvrigt ikke altid det?



Fast & Furious: Crossroads har momenter af underholdning, men ellers er det mest en kæmpe omgang rod. Det vidste udgiveren Bandai Namco formentlig godt, for det er ikke meget der er blevet vist af spillet inden udgivelse og hvis de havde haft et godt produkt i en populær franchise som Fast & Furious på hånden, så skulle vi nok have set massevis af trailere op til udgivelsen.

Jeg synes der er mange spørgsmål som trænger sig på her. Hvorfor har man ikke benyttet sig af at filmen er udskudt og brugt tiden på at fixe spillet? Hvordan kan et kræsent racing team som Slightly Mad Studios lægge navn til sådan en gang rod her? Og hvorfor i alverden er der nogen der synes, at det er rimeligt at tage fuld pris for det her spil?



Fast & Furious: Crossroads er ganske enkelt noget rod. Det kan gennemføres på 5 timer, multiplayer delen er nærmest ligegyldig, det ligner et spil som er 10 år gammelt og det er ganske enkelt bare kedeligt. Egentlig utroligt at man kan gøre noget så actionfyldt og over-the-top som Fast & Furious direkte kedeligt.

Hvis du er kæmpe fan af Fast & Furious, så kunne du overveje… Nej, glem hvad jeg var ved at sige - hold dig væk fra det her spil, også selvom du er stor fan af Fast & Furious serien; Crossroads er virkelig en sløj omgang og at man kan få sig selv til at tage 539 kr. (og 749 kr. for en Deluxe Edition) på PlayStation Store for det her makværk, nærmer sig en direkte fornærmelse.
+ Glimtvis momenter af underholdning
Dårlig styring, kedelige missioner, gammeldags grafik, ligegyldig multiplayer, alt for høj pris
Gameplay:4.5
Grafik:4.5
Online:4.0
Holdbarhed:4.0
Overall 4.5
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.