Bevares, der kan være langt mellem snapsene, men med Zoinks “Stick it to the Man” i glædelig erindring, og et par fascinerende trailere på nethinden, var jeg forholdsvis tryg ved at kaste mig ud i Fe. Med den sjældne men velkomne følelse af, overhovedet ikke at vide hvad jeg gik ind til.
Allerede fra starten ved du, at dette spil er noget ganske særligt. Det grafiske udtryk er meget specielt, med en organisk kantethed og få men store farveflader, og den ensomme og dystre stemning du fornemmer, understøttes af et utrolig smukt soundtrack. Magien er til stede med det samme.
Du er et lille hulepindsvins-agtigt væsen, der vågner midt i den store skov, efter en vision om en række meteor-lignende nedslag. Som udgangspunkt er der ingen indikation af hvad du skal, eller hvor du skal hen, men du støder ret hurtigt på et dådyr-lignende væsen, der tydeligvis leder dig frem mod et mål.
Dit eneste trick, ud over et meget lille hop, er at du kan synge. Din sang, spillets smukke musik og skovens lyde omkring dig, er det eneste du kommer til at høre gennem de 6-7 timer spillet tager at gennemføre. Her er ingen snak, kun meget få forklaringer, og på overfladen ligger spilverdenen åben - du kan gå i den retning du ønsker.
Du støder hurtigt på flere små væsner og planter, der alle virker venligtsindede, og som du med sang kan forbinde til, hvorefter de gør hvad de kan for at hjælpe. Du synger med R2, og alt efter hvilket væsen du synger sammen med, skal du finde det helt rigtige tryk du skal lægge på R2, for at komme i harmoni og opnå forbindelsen.
Der er også mindre venligtsindede væsner i skoven. Nogle robotlignende skabninger, der tramper rundt og fanger alt levende i nogle organiske bure. Bure du kan opløse med særlige bær fra særlige planter, men bliver du selv opdaget, skal du meget hurtigt væk, for ikke at lide samme skæbne.
Heldigvis er der masser af gemmesteder, ikke mindst i form af buske, der til forveksling ligner piggene på dit hoved, og med hjælp fra disse kan du få en helt stealth-agtig oplevelse, når du sniger dig fra busk til busk, mens de robotlignende væsner patruljerer uden held.
Den smukke, åbne verden er nok Fes mest imponerende trick. For under den magiske overflade, ligger i bund og grund et forholdsvis traditionelt platformspil. Du ledes fra bane til bane, hjælper en dyrerace, lærer deres sprog og får dermed adgang til nye dele af verdenen. Du kan samle krystaller, der åbner for nye evner undervejs, så du kan klatre, svæve og løbe til steder du ikke har været før, samle flere krystaller osv.
Men den subtile måde det hele hænger sammen på, giver så meget mere plads til verdenens magi, og får Fe til at fremstå som noget helt andet end et traditionelt platformspil. Mekanismerne kommer i baggrunden, og eventyret, væsnerne, den mytiske stemning kommer i fokus, og du ender med en følelse af samhørighed med den verden du træder ind i.
Du kan lære seks forskellige dyresprog på din færd, og de giver dig hver især muligheden for at forbinde med et dyr fra en af de seks racer, og få hjælp til at komme til ellers utilgængelige steder i verdenen. Store fugle flyver dig til nye højder, sneulve åbner svampeporte til underjordiske huler, kæmpeorme tager dig gennem tunneller til fjerne højdedrag. Og nu siger jeg fugle, sneulve og orme - men det er det ikke. I et spil med fantasivæsner og uden ord, er det svært at give præcise beskrivelser. Her må billederne tale.
Selvom verdenen føles fri og åben, ledes du umærkeligt igennem den i en bestemt rækkefølge, og lærer de evner der skal til, for at komme videre én efter én. Ud over at tale med dyr, kan din sang også aktivere visse planter, der fungerer som trampoliner eller opdrift, så du kan komme højere op end ellers.
Du farer kun sjældent vild, og skulle du blive i tvivl om retningen for din videre færd, lærer du hurtigt at tilkalde småfugle, der lystigt viser dig på vej videre op i verden. Og op skal du. Det meste af spillet virker vertikalt, og du skal klatre, svæve og flyve højere og højere, indtil spillets klimaks, der kulminerer helt på toppen i et reelt plot twist - omend et lille et af slagsen.
Det fungerer næsten hele vejen, men er samtidig kilde til nogle af de mere frustrerende oplevelser du kan støde på undervejs. De er heldigvis få, men flår dig hårdhændet ud af verdenens magi, og minder dig om at du spiller et gement platformspil. Jeg tog mig selv i at bande højt, hver gang jeg tog et fejltrin og røg hele vejen ned i dybet - ikke for at dø, men for at starte forfra på kravleriet. Eller når en lille vaskebjørn er din eneste chance for at få åbnet den blomst, der kan sende dig videre, og så vil møgdyret bare ikke...
Der er også enkelte udfordringer med kameraet i et par kritiske øjeblikke, så du i panik må se din lille helt svæve forbi det træ du sigtede efter og fortsætte mod dybet og et nyt forsøg, men også disse er sjældne. Generelt er spillet velpoleret og rigtig fint skruet sammen, og giver dig nogle episke øjeblikke undervejs. Som når du i en Shadow of the Colossusk sekvens skal finde vej til toppen af et enormt rensdyr, med granskov på ryggen.
Fe er et smukt lille spil, med en meget elegant tilgang til et ret basalt gameplay. Der er noget unikt nordisk over den eventyrlige og mytiske stemning, med sine hulemalerier og fantasivæsner, og det formår helt frem til slutningen at opbygge en meget følelsesbetonet stemning - ikke mindst båret af det smukke soundtrack. Det vil ikke nødvendigvis være for alle, men jeg har nydt hele turen, og vil helt sikkert vende tilbage, for at nappe de sidste krystaller og endnu en tur ind i den eventyrlige stemning. Det er bestemt alle 149 kroner værd.
Facebook
Twitter
