Gameplay
Så snart man giver bolden op, føler man straks, at spillet virker utrolig realistisk både hvad angår spillernes bevægelser, men i lige så høj grad hvad angår spillets tempo. Indtil nu har fodboldspil haft en tendens til at foregå i et alt for højt tempo, hvor afleveringerne flyver rundt med ekspresfart. Dette er langt fra tilfældet i FIFA 08. Her skal man virkelig kombinere sig igennem modstanderens forsvar for at komme til gode chancer. Aien er blevet markant bedre, specielt på de høje sværhedsgrader spiller computeren klogt og varieret. Det er med andre ord ikke længere muligt at løbe direkte igennem forsvaret og score sikkert. Du skal virkelig tænke dig om, have tålmodighed og spille klogt, hvis du har planer om at få kuglen i netmaskerne. Desuden har EA Sports fanget mange spillers personlighed. Spillere, der i den virkelige verden sparker på mål langt ude fra - det kunne for eksempel være Gerrard eller Lampard - vil oftere forsøge sig med dette i FIFA 08. Det samme gælder spillere, der har en tendens til at holde på bolden og forsøge at drible sig igennem modstanderens forsvar. Enkelte af de store stjerner, deriblandt spillets frontfigur, Ronaldinho, bevæger sig ufattelig virkelighedstro, og dette er med til at give spillet endnu mere realisme i forhold til den ægte vare.

Som default er spillet sat op til at assistere dig i dine afleveringer, indlæg og skud på mål, og for nybegyndere er dette en gylden mulighed for at lære spillet at kende. Hvis man er bekendt med fodboldspil, kan man med fordel tage disse ting fra. Du vil nu føle en langt større frihed hvad angår styringen af dine spillere. For det første afhænger længde og retningen af dine afleveringer og indlæg nu af, hvor lang tid du holder afleveringsknappen inde og i hvilken retning, du holder den venstre analoge pind. For det andet vil du nu i langt højere grad have mulighed for at placere dine skud, da du ikke længere blot skal trykke på skydeknappen men derimod sigte, når du skyder på mål.
Apropos skyde på mål, så har FIFA endnu en gang implementeret en form for interaktiv loading- og startscreen, hvor du med din favoritspiller kan øve finter og sparke på mål i en lille hyggelig arena. Dette er ekstremt vanedannende og nærmest et helt spil for sig. Desuden er dette en perfekt måde at få føling med spillet på, og du får her mulighed for at træne frispark, straffe og andre spilsituationer.
Som noget nyt i FIFA 08 kan du vælge at skifte spillere ved hjælp af den højre analoge pind. Dette kræver dog en del tilvænning, men når man har spillet en række kampe på denne måde, indser man hvor genialt det er. Jeg er personligt helt vild med denne måde at skifte spillere på. Du kan meget hurtigt og helt nøjagtigt skifte til den spiller, du ønsker. Det eneste du skal gøre er at holde pinden i den retning, hvor spilleren befinder sig. Hvis du ikke synes om denne nye måde at skifte spiller på, kan du sagtens benytte den almindelige måde ved at trykke på L1.

En ting som virkelig irriterede mange ved sidste år udgivelse af FIFA til next-gen konsollerne, i dette tilfælde Xbox 360, var de manglende finter. Dette har EA Sports dog valgt at imødekomme i FIFA 08. Du finder simpelthen et hav af finter og smarte bevægelser. Ved at holde L2 nede og bevæge højre analog pind i forskellige retninger og på forskellige måder, udfører din spiller en lang række forskellige finter. Du kan desuden kæde disse forskellige finter/bevægelser sammen og derved skabe unikke signature moves eller skabe dine egne bevægelser og spillestil. I år får du desuden mulighed for at optage din bedste mål og øjeblikke i FIFA og dele disse med andre spillere online. Så nu kan du tilmed bevise, at du rent faktisk har scoret på saksespark eller lavet tunnel på keeperen.
Udover de klassiske game modes, såsom challenge og manager mode, byder FIFA 08 på et nyt og særdeles interessant tiltag i form af den såkaldte Be-a-pro mode. Her får du mulighed for at tage styringen af en enkelt spiller på holdet. Det vil sige, at du enten kan vælge at være forsvarer, midtbanespiller eller angriber på dit hold. Du kan dermed kun styre denne enkelte spiller, og du vil i denne sammenhæng optjene point på baggrund af den succes, du har på banen. Der vil her blive lagt vægt på antallet af udfordringer, tacklinger, skud og så videre. Du kan desuden fortælle dine medspillere, om du synes de skal aflevere, tackle eller skyde på mål. Dette fungerer faktisk rigtig godt, når man har vænnet sig til ens rolle på holdet. Efter hver kamp får du så en samlet karakter, som fortæller dig, hvor godt du spillede i den pågældende kamp. Be-a-pro mode kan på nuværende tidspunkt kun spilles offline, og du kan desuden kun spille en enkelt kamp, hvorefter du må starte forfra. Dette er utrolig skuffende, for denne mode har nemlig et enormt potentiale. Jeg ser virkelig frem til en karrieremode, som jeg forventer er at finde i næste års udgivelse af FIFA til next-gen konsollerne. Det skal dog siges, at EA Sports senere på året kommer med en udvidelse til Be-a-pro, som vil tillade dig at spille 5 mod 5 online. Dette ser jeg meget frem til, og det vil uden tvivl ændre måden man spiller sammen på.
Hvad angår online game modes, så kan FIFA 08 i år byde på de såkaldte Interactive Leagues, som vi kender det fra sidste års FIFA udgivelse på PS2. Her kan man vælge sit favorithold og spille de kampe, som finder sted i virkeligheden. Herudover har du mulighed for at spille de almindelige ranked og unranked kampe samt oprette online ligaer, hvilket allerede er i fuld gang her på siden.
Grafik
FIFA har altid været kendt for den gode grafik, og denne udgivelse er bestemt ingen undtagelse. Spillet er utrolig flot, og specielt i cut scenes og replays lægger man virkelig mærke til den høje detaljegrad på spillerne og de forskellige stadions. Zoomer man for eksempel ind på ansigtet af en spiller, vil man kunne se udjævninger samt sveddråber på huden. Man kan desuden se folderne i spillertrøjerne, som tilmed bevæger sig i forhold til spilleren.
Publikum og græsset er to punkter, hvor spillet godt kunne trænge til en kærlig hånd. Tilskuerne er meget statiske og simple at se på, og de bærer oven i købet ikke spillertrøjer, halstørklæder og hvad man ellers kunne forvente, at rigtige fodboldfans er udstyret med. Tilskuerne har det desuden med at forsvinde pludseligt fra skærmen, men mon ikke EA får rettet denne bug i en af de fremtidige updates. Græsset på de forskellige stadions er ligeledes skuffende. Her er der kun tale om en overflade med en texture. Du kan med andre ord ikke se de enkelte græsstrå, hvilket i mine øjne ikke er tilstrækkeligt i en next-gen udgivelse af FIFA. Derudover savner jeg lidt mere antialiasing i PS3 versionen af dette spil, hvilket vil være med til at udglatte de lidt takkede kanter/linier, som du finder rundt om i spillet.

I FIFA 08 kan man nemt genkende de helt store stjerner, der ligner virkelighedens spillere til forveksling. Specielt ansigterne er utrolig flotte og har en meget stor detaljegrad. Også spillernes kropsbygning har EA Sports ramt meget godt, og du kan nemt genkende de store stjerner på afstand. En spiller som Peter Crouch er eksempelvis høj som et fyrtårn, hvorimod Robinho er lille og spinkel. Dog gælder dette kun for de mest kendte spillere i verden, og du vil derfor ikke kunne genkende ret mange af spillerne fra den danske superliga. Dette skyldes uden tvivl det ekstremt store antal af spillere og hold i FIFA 08 men kunne eventuelt afhjælpes, hvis EA Sports havde valgt at smide en editor i spillet, som vi kender det fra PES (Pro Evolution Soccer). Dette er noget jeg klart forventer, at EA Sports implementerer i deres næste udgivelse af FIFA. En anden ting som jeg virkelig håber, at EA Sports også overvejer at tage med i deres næste udgivelse, er synlige dommere og linjevogtere. I FIFA 08 kan man nemlig ikke se dommeren og de to linjevogtere på banen. Desuden savner jeg flere reaktioner og følelser in-game fra spillernes side af det kunne eksempelvis være at slå ud med armene, når der bliver fløjtet, klappe af en god aflevering eller bare generelt at interagere mere med de andre spillere. Alt dette ville skabe endnu mere stemning og atmosfære i spillet.
Lyd
Lyden i FIFA 08 er spillets absolut svageste punkt, hvis vi ser bort det ellers udmærkede soundtrack med kunstnere såsom Coldplay og Carpark North. Clive Tyldesley og Andy Gray er endnu gang at finde i kommentatorboksen, og de gør bestemt ikke et godt indtryk. Udover at gentage sig selv utallige gange, følger de til tider slet ikke med i spillet men har derimod travlt med at fortælle en af de mange platte vittigheder, som EA Sports af eller anden grund vælger at tage med år efter år. Lyden i selve kampen er heller ikke noget at råbe hurra for. Du finder ganske vist et par af de kendte supportersange fra diverse tophold, men der er alt for lidt variation, og tilskuerne hverken pifter af spillerne eller råber højere, hvis dommeren fløjter for et tyndt frispark. Med andre ord savner jeg flere forskellige tilråb, flere sange og meget mere variation. Dertil ville det ligeledes være relevant, hvis tilskuerne oven i købet reagerede i forhold til det, der skete på banen og blandt andet lagde pres på dommeren.

Holdbarhed
FIFA 08 byder på en dyb managermode, hvor du udover at spille kampe skal forholde dig til sponsorer og kommentarer fra pressen. Dertil kommer den nye og anderledes Be-a-pro mode, som ændrer måden FIFA spilles på og åbner op for helt nye muligheder. Som tidligere nævnt udkommer EA Sports desuden med en udvidelse til denne mode, så du kan spille 5 mod 5 online, og det skal uden tvivl nok styrke den i forvejen omfattende onlinedel, som FIFA 08 byder på. Med andre ord er der timevis af underholdning i denne titel, og nu kan du endelig invitere vennerne over til en gang fodbold på PS3en.
Overall
EA Sports har med FIFA 08 et virkelig godt kort på hånden i kampen mod Pro Evolution Soccer 2008, som udkommer senere på året. Jeg mener klart, at EA Sports har skabt et enormt godt fundament, som de kan bygge videre på. De har fundet en god balance i gameplayet og har formået at fange følelsen af det smukke spil. Tempoet i dette års udgivelse er simpelthen perfekt, og du føler i højere grad, at der er tale om en simulation end en arkadeoplevelse. Spillernes bevægelser er virkelighedstro, og du kan selv kæde disse bevægelser sammen, så du lige nøjagtig opnår den spillestil, du ønsker. FIFA 08 er uden sammenligning det mest realistiske fodboldspil til dato. De små skønhedsfejl, som spillet trods alt indeholder, er langt fra seriøse fejl og vil ikke på nogen måde forringe den fantastiske spiloplevelse.